Log ind

Klumme: En opskrift på gode gys

  • Klumme: En opskrift på gode gys
    Illustration: Gert Ejton
  • Klumme: En opskrift på gode gys
    Illustration: Gert Ejton

Der er efterhånden ikke nogen, som gider sidde ved siden af mig i sofaen derhjemme lørdag aften. Jeg farer op. Lige så snart en film bliver for uhyggelig, kommer jeg i tanker om, at jeg enten skal tisse, lave kaffe, hænge tøj op eller noget helt fjerde, der gør, at jeg hellere forsvinder ud af stuen end udsætter mit helbred for den tortur eller de perversiteter, der vælter ud af skærmen.

 

Ifølge psykoanalysens Freud er gyserfilm nødvendige for at udleve de forbudte følelser og lyster, et samfund ikke accepterer, man har, men det behov kan jeg slet ikke grave frem foran tv-skærmen. Ofte når jeg knap at få første scene med, før jeg laver en Houdini. Min fantasi fejler ingenting. Det er måske i virkeligheden dét, der er problemet.

 

Ulysten til uhygge får mig til at føle mig asocial, og jeg forsøger at lokke de andre med over på et afsnit af Barnaby eller noget andet harmløst, men det sker alt for sjældent, at de falder for det. Jeg vinder ikke gehør, når jeg påstår, at jeg hellere vil bruge mit hoved på noget konstruktivt og interessant end på at få sat stød til mine sanser. For sådan er det: Mens uhyggen får mit blod til at isne i årerne, giver den tilsyneladende familiens øvrige medlemmer hvilepuls.

De elsker det, og det værste er, når de insisterer på at se thrillere, der minder for meget om virkeligheden. Eller hvor der indgår børn, gravide kvinder eller andre, som det er synd for, og som nogen burde passe på. Så er det, jeg helt frivilligt googler en unødvendig bageopskrift eller begynder at lægge planer for den kommende sommerferie. Også selv om vi kun akkurat er i begyndelsen af oktober.

 

Det kunne blive et langt år, hvis det ikke var for halloween. Af en eller anden grund klinger den amerikanske oktobertradition ikke så falsk og hult som sin februarsøster, Valentines Day, så her kan familien mødes om gysene fra hver vores vinkel.

Min opskrift på medløberi og forsoning har gennem årene fået mig til at udhule snesevis af græskar og dekorere huset med falske behårede edderkopper, der er så store, at det ikke er noget at være bange for, men som en del af afkommet alligevel nægter at passere. Det er sjovt, synes jeg. I denne gyserafdeling kan jeg være med.

 

En gang satte vi turbo på uhyggen i forbindelse med en fødselsdagsfest for kammeraterne i 5. klasse: Skattejagten var henlagt til den natmørke have, og jeg havde lånt en vanvittigt livagtig gummimaske til min mand, som han velvilligt trak over fjæset og i et snuptag blev til en mellemting mellem Quasimodo og Albert Einstein. Det gik så godt, at alle ungerne hvinede flere gange, og han blev kraftigt ansporet af sin egen succes.

Iført masken, en slidt Kansas-kedeldragt og en påtaget klumpfod slæbte han sig derfor ved festens slutning hen til en ventende bil, hvor en af fædrene sad med motoren kørende, nedrullet vindue og musik i radioen.

Da mutanten rømmede sig og på et øjeblik rev chaufføren ud af dagdrømmeriet, skete det med et tryk, der må have bulet biltaget indvendigt og fået farven til at løbe fra hans ansigt.

 

Det blev aftenens bedste gys, men det blev også den sidste halloweenfest i den klasse. Ikke kun fordi succesen var svær at komme efter, også fordi børnene blev for store til det. Så store, at de ikke længere gider sidde ved siden af en pivfis i sofaen lørdag aften.

 

  • fyens.dk

      Regler for kommentarer

Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere