Log ind

Gamle urter

  • Gamle urter
    Aspargesært, Lotus tetragonolobus, er en smuk blomstrende køkkenurt, som kom til Norden i begyndelsen af 1800-tallet.
  • Gamle urter
    Aspargesært, Lotus tetragonolobus, er en smuk blomstrende køkkenurt, som kom til Norden i begyndelsen af 1800-tallet.

Artiklen er mere end 30 dage gammel

Spiselig. Aspargesært er en spøjs plante med bælge, der kan spises

Annonce

Topmejse, bogfinke og solsort holder til i paradisæbletræet, Malus baccata, "Brændkjær" med indtørrede æbler, der stadig hænger og gør den sidste gavn som vildfuglemad.

Træet er også behængt med mistelten. 10 velvoksne eksemplarer af den særegne halvsnylter breder sig i træet og vidner om, at jeg i sin tid fejlagtigt antog, at det måtte være svært at etablere mistelten.

Jeg sikrede mig ved at klistre rigeligt af bærrenes klæbrige kim på træets grene, og i dag er trækronen et mylder af almindelig mistelten, Viscum album, med modne mælkehvide bær fra vintertid til det sene forår.

Man kan betragte livet i paradisæbletræet med mistelten fra køkkenvinduet, og en topmejse dristede sig til at prøve kræfter med et misteltenbær, hvorefter den lille fugl blev overrasket over det klistrede stads, den havde stukket næbet i.

Trækfugle

Almindeligvis er det ikke mejser, men misteldrossel, man forbinder med fouragering i mistelten. I de sydlige dele af Europa, hvor misteltenen er en almindelig vækst, har misteldrossel kastet sin kærlighed på bærrene, som den spiser og derefter spreder, når den klatter på en gren eller forsøger at tørre næbet af for bærrets sekret, der indeholder kimen til en ny plante.

Droslen er en trækfugl. Jeg har ikke set drosler i haven endnu, men sangdrossel plejer at hoppe rundt i min have i april. Trækfuglene er ellers i fuld gang med at vende tilbage fra vinterkvartererne, og jeg mødte et nyt par, da jeg gik gennem skoven til den gamle tørvegrav, der er endt som en skovsø med dunhammer ved bredden og et rigt dyreliv.

Søen lå spejlblank hen i det milde eftermiddagslys præget af solskin, som havde varet hele dagen. Jeg forventede at se padlende blishøns på søens overflade, men der var ingen fugle bortset fra fiskehejren, som med bøjet hals drev hen over himlen.

Glimrer fuglene med deres fravær, er der altid planter at betragte, og en skøn forårsfornemmelse bredte sig, da jeg plukkede af vandmynten, som vokser frodigt ved søbredden og udsender en behagelig mynteduft, der virker afslappende, når man nulrer bladene.

Roen afløste mine raslende skridt i skovbunden, og stilheden må have ansporet de mere sky fugle til at dukke op, for pludselig gled to grågæs ud fra en vig på den anden side af søen. Knejsende og med knaldorange næb nød de forårslyset og solens varme. Jeg håber, parret har valgt stedet, der besidder en udmærket lille rørskov, til deres rede. Reden bygges blandt andet af siv, og den fores med bløde dun, som gåsen plukker af bryst og bug, hvorefter reden fyldes med æg omkring midten af marts.

Kulturarvsplanter

Naturen er travl i det tidlige forår samtidig med, at haven planlægges og forberedes. Køb i ind- og udland har ført til de sædvanlige frøposebunker i skovløberhuset - noget tyder på, at drømme foranlediger, at øjnene ikke kan få nok.

Der er meget at gå i gang med at så, men også frøhøst fra haven bliver til fine planter, og i drivhuset er en kasse fyldt med bordeauxrøde kvanspirer af den mørkbladede Angelica purpurea "Vicar's Maed".

Kvan er en gammel kulturarvsplante, og kulturarvsplanter er spændende at dyrke, fordi man stifter bekendtskab med køkkenurter og flotte planter med historiske rødder - som regel er de livskraftige og nemme at høste frø af.

Kvan er kendt, andre gamle urter er gledet ud i glemslen, hvilket gælder den særprægede meget skønne aspargesært, som kan spises. Aspargesært, Lotus tetragonolobus, også kaldet Tetragonolobus purpureus, kom til Norden i første halvdel af 1800-tallet. Planten stammer fra middelhavslandene. Der findes beskrivelser af dyrkning af aspargesært på Sicilien fra midten af 1500-tallet. Aspargesært anvendes som køkkenurt samtidig med, at den er smuk i haven. Blomsterne, der i udseende minder om ærteblomster, har en dyb rød farve med et fløjlsagtigt skær, og selve planten er frodig og grøn.

Aspargesært bliver cirka 50 centimeter høj. Det er ikke nødvendigt at binde planterne op, men jeg synes, de vinder ved at få støtte, hvis de dyrkes som en række i køkkenhaven. Jeg lader aspargesærterne slynge sig op ad en stump rustent rionet i passende højde - et nemt stativ, når det presses godt ned i jorden. Regn med en afstand på 10 til 15 centimeter mellem planterne.

Aspargesært trives i næringsrig muldjord. Planten ynder at stå solrigt. Vand i tørre perioder, da aspargesært trives bedst, hvor der er fugtigt. Aspargesært kan forkultiveres i det tidlige forår eller sås direkte på voksestedet i maj.

Før i tiden blev aspargesært anvendt som kantplante i køkkenhaven. Måske en idé til efterfølgelse. Bruges aspargesært som kantplante, vil jeg lade planterne være fritvoksende i stedet for at binde dem op.

Spis aspargesært

Aspargesærtens unge bælge er en delikatesse. Pluk regelmæssigt, så holdes produktionen i gang. Bælgene koges i let saltet vand og nydes med koldt smør. De kan også steges. Smagen minder en anelse om asparges.
Ældre bælge bliver træede og er ikke lækre at spise.

Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere