Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere>>

fyens.dk

Fyens Stiftstidende - Fyns Amts Avis

fyensdk
 
  • Del artiklen:

- Magien ved
at give handler
ikke om det,
man har fået

Annonce:

Vissenbjerg terrariet - specialzoo med krybdyr, padder, skorpioner mm.

Vissenbjerg terrariet - specialzoo med krybdyr, padder, skorpioner mm.

- Magien ved at give handler ikke om det, man har fået
- Min far var et meget talende og ikke så lyttende menneske. Min mor sagde, at han måske havde sagt det, han skulle i sit liv, men sådan tror jeg slet, slet ikke, han havde det, siger Julie Top-Nørgaard.
Foto: Yilmaz Polat

Artiklen er mere end 30 dage gammel

Tab. For Julie Top-Nørgaard var det en stor befrielse at opleve, at hun havde lyst til at give sin far alt det, hun ikke selv fik fra ham som barn, da han blev alvorligt syg. På den måde var hans mangler som far ikke længere bestemmende for deres relation

Det er ganske få gange i et liv, man råber af sine lungers fulde kraft.

Julie Top-Nørgaard gjorde det 2. juli 2013.

Vinduet bag hendes far stod åbent, så alle andre i komplekset af ældreboliger kunne høre hende.

Han var syg. Ramt af afasi efter en blodprop i hjernen og havde svært ved at tale, læse og skrive, og så krævede han mere, end Julie Top-Nørgaard altid kunne levere.

Hun fik hjertebanken, hver gang telefonen ringede, og det var ham. For at skabe sig en fornemmelse af kontrol lod hun bevist være med at tage den. For som regel at ringe tilbage kort efter.

Den dag, 2. juli 2013, da han surt sagde til hende, at hun ikke gjorde noget, når han havde brug for hjælp, blev det for meget.

- Det var virkeligt fedt at sige fra over for ham, og jeg kan stadig blive helt grebet af følelsen. Jeg tror også, det var godt for ham. Det handlede om at komme i mental øjenhøjde, så han ikke hele tiden var den skrøbelige patient, siger hun.

Moderen tog ansvar

Julie Top-Nørgaards forældre blev skilt, da hun var to år, og hun er vokset op hos sin mor. Sin far så hun i weekenderne.

- Vi talte godt sammen og havde en god forbindelse, men han var ikke altid til at regne med, og han tog ikke altid særligt meget ansvar for vores relation. Han blev meget glad, når jeg ringede, men det var ikke sådan, at han tænkte, at han også behøvede at ringe. Som voksen begyndte jeg at skelne mellem ham som menneske og som far, og som det sidste var der nogle områder, hvor han ikke leverede det, jeg havde brug for i relationen.

Julie Top-Nørgaard tager brodden af den hårde karakteristik ved at forme de krasbørstige ord med varme og kærlighed.

Konsekvensen af dem kunne ellers have være traumer, bitterhed eller bare en trist ydre ramme om forholdet mellem far og datter.

Rod i ligningen

To et halvt års alvorligt sygdomsforløb viste Julie Top-Nørgaard, at regnskabet mellem at give og tage ikke behøver gå op for at give mening.

Gennem sin fars sygdomsforløb satte hun aldrig spørgsmålstegn ved, om hun skulle være der for ham, selv om det var hårdt.

Som en slags overlevelsesmanøvre skrev hun dagbog undervejs, og det er der nu kommet bogen "Jeg går i min fars støvler" ud af. En fortælling om tab, og hvordan den proces parallelt med sorg og frustration også kan vise sig som en gave.

- Der var noget paradoksalt i, at min mor har gjort alt for mig, men at jeg brugte al min tid på min far. Det giver jo mening at give tilbage, men sådan var regnestykket ikke. Der var rod i ligningen. Jeg tror ikke, man kan slå en streg over det, der er sket, men jeg var virkelig glad for, at relationen mellem mig og min far trods alt var så god, at jeg måtte afskrive regnestykket som irrelevant i den sammenhæng. Jeg er meget taknemmelig for, at jeg godt kunne give, siger Julie Top-Nørgaard.

Tæt forhold til børnebørn

Hun pointerer, at det ikke handler om at være storsindet, men at der er noget magisk ved at give, selv om man ikke synes, man har fået det, man skulle have.

- Måske er det der, man forsoner sig med det, man ikke fik. Havde jeg ikke villet eller kunnet give, var jeg blevet holdt fast i det savn. Det magiske ved at give i den situation er, at man frigør sig fra et gammelt mønster, og de frustrationer, jeg havde i forhold til, hvad jeg kunne give, handlede ikke om, hvad jeg havde fået, men hvad jeg havde overskud til, forklarer hun.

Kræftdiagnose var et chok

Julie Top-Nørgaard har flere gange frygtet at miste sin far, men da han i 2008 fik konstateret prostatakræft, var det alligevel et chok. Behandlingen gjorde ham imidlertid meget bedre, og fra at have været der for lidt var det lige før, at han var der for meget.

- Det, han ikke gav til mig, gav han til sine børnebørn, og det var helende for mig, siger Julie Top-Nørgaard, der sammen med sin mand, Søren, har børnene Katinka på ni år og Charlie på fem.

Hendes far var meget pligtopfyldende i forhold til sine børnebørn, og derfor vidste Julie Top-Nørgaard også, at der var noget alvorligt galt, da der en majdag i 2012 var telefon fra vuggestuen. Om alt var, som det skulle være, siden Charlie ikke var blevet hentet, blev der spurgt.

Det var det ikke.

Den dag skulle Julie Top-Nørgaards far have hentet Charlie, men han var - uden sammenhæng med kræften - faldet om med en blodprop i hjernen og havde ligget alene næsten et døgn.

Talen forsvandt

Efter den første intensive fase og genoptræning, lykkedes det ham at blive i stand til at klare de mest basale ting som at handle og køre rundt på scooter. Men talen var for altid forandret. Småord og udenomssprog fungerede, musikken var der også, men alle nøgleordene manglede, så Julie Top-Nørgaard og hendes to ældre halvbrødre var både hans hænder og hans sprog.

Nogle gange handlede det om et ligegyldigt brev fra banken, men telefonsamtaler kunne være så vanskelige, at konklusionen som regel blev, at Julie Top-Nørgaard kom forbi. Som freelancer var hun fleksibel nok til at rykke stort set hele tiden, og det gjorde hende nærmest syg af stress.

Til gengæld fik hun også stunder, hun ikke ville være foruden.

- Der var situationer, hvor han var fuldstændig, som før han blev syg. Selv om situationen var skør og desperat, grinede vi meget og havde det sjovt. Han kunne stadig fortælle om småting, der var sket, på sådan en underspillet, absurd måde, som han godt vidste, jeg ville synes var sjov, siger Julie Top-Nørgaard.

- Vi havde nogle gode ture i bil, for eksempel når vi skulle på hospitalet og have taget prøver. Så skulle vi ikke andet end at sidde i det rum. Vi kørte også rundt i København og talte om de steder, han havde boet, og om gamle dage. Jeg kunne se, at det var en god måde at være sammen på, for så havde han tid og ro til at snakke i sit eget tempo.

Balance mellem behov

Når hun var sammen med sin far, sagde Julie Top-Nørgaard ja til alt, hvad han bad hende om. Ikke for at please ham, men fordi hun levede sig fuldt og helt ind i hans behov. Ikke et splitsekund var hun i tvivl om, at hun skulle eller kunne hjælpe.

Lige så snart hun tog derfra, klaskede hun sammen.

Træt, sur, ked af det og ude af stand til at overskue, hvordan hun skulle balancere sin fars behov med sin egen hverdag med job og små børn.

Nogle få gange endte det i vrede, men kun én gang så slemt som den juli-dag, da hun råbte af sine lungers fulde kraft.

I dag er hun stadig fascineret af den måde, psyken reagerer ved at lukke ned for følelser, så man helt og holdent er i nuet. Selvfølgelig tog hun sorgen over "nu-har-min-far-gjort-det-og det-for-sidste-gang" med sig hjem, men hun var også i stand til at nyde fester og ferier, selv om sociale arrangementer helt naturligt blev skåret ned til et minimum. Julie Top-Nørgaard havde et andet projekt kørende, ligesom folk, der dyrker ekstremsport eller bijobber.

- Jeg tænker ikke på perioden som dårlig. Den var vildt hård, men også fuld af kærlighed. I alle de overvejelser om at skylde eller ikke at skylde var det rart at opleve, at jeg havde lyst til at give, og vi fik en helt anden nærhed end tidligere. Som barn var mit forhold til min far aldrig defineret af behov, men af hans tid, lyst og overskud, og der var noget fint ved at få den dimension, at vi var afhængige af hinanden, med, siger Julie Top-Nørgaard.

En uomgængelig milepæl

Hun kigger længe ud ad vinduet i huset på Amager, inden hun siger:

- Nej, det betyder ikke noget for, hvordan jeg lever mit liv i dag, men jeg er rigtig glad for, at jeg brugte meget tid sammen med ham både før og efter blodproppen.

På en måde er tingene, som de skal være, påpeger hun.

Julie Top-Nørgaard er midt i livet, og det er ikke usædvanligt, at man i den livsfase mister sine forældre. Hun har bare aldrig tænkt det ind i sætningen med milepæle som uddannelse, børn og job, selv om det måske er den mest uomgængelige af dem alle.

- Hvis alt går vel, skal alle miste deres forældre, siger hun.

- Man er meget utilbøjelig til at beskæftige sig med det, indtil det sker, og det skal man heller ikke, men der har været noget fint ved at mærke, at det er sådan, det er at være midt i livet. Det gør noget ved dimensionerne. Der kommer en fylde over ens syn på livet. Der bliver skrællet noget overflade af, som er dejlig at give slip på, siger Julie Top-Nørgaard.

Ønskede at dø

I sommeren 2014, godt to år efter blodproppen, begyndte kroppens funktioner at svigte på Julie Top-Nørgaards far. Han kunne ikke spise og ville gerne dø.

For Julie Top-Nørgaard var det indlysende, at han skulle have lov, og hun var parat til at hjælpe ham.

- Jeg ville gerne have, at han skulle leve, men han skulle ikke leve for min skyld. Han var et fuldstændigt autonomt, voksent menneske. Det var hans liv, men det var det så alligevel ikke. For mig er det stadig absurd, at man ikke selv må bestemme, siger hun.

Én ting var, at Julie Top-Nørgaard og hendes brødre risikerede fængsel ved at yde aktiv dødshjælp. En anden var, at de ikke kunne gøre det med lægehjælp og under trygge forhold.

Derfor gik der et halvt år, hvor hendes far gentagne gange gav udtryk for, at han ønskede at dø, men hvor kroppen ikke var parat.

- Jeg var ekstremt klar. Det kan man godt blive. Det påvirkede oplevelsen rigtigt meget, at vi vidste, det var det, han ville, og selve dødsøjeblikket var en meget stor oplevelse.

Dels var der lettelsen over, at han ikke blev fundet død på et toiletgulv, uden at nogen vidste, hvor længe han havde ligget der, og om han havde haft smerter.

Dels lettelsen over, at alle, der skulle være til stede, også var det, og at Julie Top-Nørgaards far var smertedækket og ikke bange.

Ekstremt kraftfuldt

Det var 15. december 2014. Han lå med åben mund og lukkede øjne og trak vejret let, overfladisk.

Julie Top-Nørgaard og hendes brødre holdt vejret sammen med ham, når han holdt sine pauser i vejrtrækningen.

Først hviskende, så snakkende talte de om hans liv, alt imens hans vejrtrækning blev dybere og mere intens.

Så holdt den helt op.

Om det var kræften, eftervirkningerne af blodproppen eller bare et hårdt livs slid, der fik den til det, er ikke til at sige.

- Dødsøjeblikket var fantastisk og ekstremt kraftfuldt. For mig var det fuldstændig som at være til en fødsel, fordi det var noget, vi slet ikke er herrer over. Det var meget større end os.

- Men til forskel fra en fødsel var der ingen usikkerhed, bekymring eller uro. Det var fint og fredfyldt, og det er klart, at det var meget lykkeligt for sådan et forløb, at det endte på den måde. Det betyder noget for oplevelsen bagefter. Alt var, som han gerne ville have det, siger Julie Top-Nørgaard, som slap sorgen samme dag, hendes far slap livet.

- Der havde været en pågående sorg over de ting, han havde gjort for sidste gang. Så havde han hentet børn for sidste gang, og så havde han besøgt os for sidste gang, så sorgen forsvandt også den dag, han døde, siger hun.

Blå Bog

41 år og uddannet journalist og pædagog og
arbejder som oversætter og skriveunderviser blandt andet på en skole for psykisk sårbare.
Hun skriver desuden på flere egne bog-­projekter.
Hun er skilsmissebarn og er vokset op hos sin mor. Hun så sin far i weekenderne, når han havde tid, lyst og overskud.
Bor på Amager med sin mand Søren og deres børn Katinka på ni år og Charlie på fem år.
Hun er aktuel med bogen ”Jeg går i mine fars støvler”, der udkom på forlaget Rosinante i begyndelsen af marts. Titlen refererer til en episode, hvor hun rent faktisk bruger sin fars vinterstøvler.

Fra forsiden

kundeservice_banner_20140313
StiftenFordele_Webbanner01_223x70 (1)
AvisKlubben_Webbanner_223x70