Først var Marie Meilvang, Tue Kofoed-Enevoldsen og deres to børn strynboere på lånt tid. Men da de tog afsked med Strynø, gik det op for dem, at de var blevet en del af øens fællesskab uden at vide det. Et år efter de sagde farvel, er de kommet for at blive.

Strynø: Himlen er høj og blå over Marie Meilvang og Tue Kofoed-Enevoldsens have på Møllevejen. Der er ingen larm fra havetraktorer, hækkeklippere, trafik eller færger. Og så er der lyden af parrets etårige søn, Per.

- Faaaaar, lyder det ovre fra havens gynge og videre udover tagene i Strynø By.

Tue Kofoed-Enevoldsen skynder sig over græsplænen til sin søn, mens en lattermild trækning går over Marie Meilvangs ansigt.

Børnefamilier på Strynø

For nylig er tre børnefamilier flyttet til Strynø. Det betyder, at øens befolkningstal bliver på omkring 180, også selvom Strynøs præst, Carina Kjær Andersen, flytter fra øen med sine fem børn.


Antallet af fastboende på Strynø har ligget rimelig stabilt gennem de seneste 25 år - fra 1990-2015 på mellem 200-216 beboere. Men de seneste par år er tallet faldet til de nuværende 180 beboere.

- Vores gamle nabo synes, det er så hyggeligt, at vi er flyttet tilbage hertil, for han kan hele tiden høre Per sige "faaaar", siger hun og ler.

Deres gamle nabo bor flere huse væk, ved siden af det hus, familien lejede, da de kom til Strynø første gang. Det var dengang, de var strynboere på lånt tid. De skulle væk fra øen og tilbage igen for at blive rigtige øboere.

Tilfældighed

Tilbage i sommeren 2014 havde Marie Meilvang og Tue Kofoed-Enevoldsen aldrig tænkt tanken om at bo på Strynø. De skulle begge til at skrive deres speciale på henholdsvis Sociologisk Institut på Københavns Universitet og IT-Universitetet i København. Men de ville væk fra København med deres lille datter, og Tue Kofoed-Enevoldsen ledte efter et hus til leje på landet.

- Helt tilfældigt faldt jeg over et hus på Strynø på Den Blå Avis. Det var ellers ikke faldet os ind, husker han.

Men alligevel tog han i forvejen for at se, om Strynø kunne være familiens hjem. Og da han mødte en anden børnefamilie på sit første besøg, kunne han se, at andre gjorde det, han selv ville prøve. Han tog tilbage til storbyen, og næste gang, han tog færgen til Strynø, var Marie Meilvang også med.

Det var en solskinsdag i den tidlige sommer, og hun husker en eventyrlig følelse af at sejle mod noget helt andet end Københavns vesterbrokvarter. De blev smittet af hinandens begejstring.

- Det var ligesom at tage ud og rejse. At skulle bo i USA eller Berlin et år, husker Marie Meilvang, at hun tænkte.

Til leje

Familien lejede et hus i Strynø By, og selvom de spurgte sig selv, om de skulle blive boende på øen, slog de selv forslaget hen.

- Det er for besværligt. Det bliver for meget pendling, husker Marie Meilvang, at de sagde til hinanden.

Og sådan var det indtil den dag i september 2015, hvor parret vendte hjem fra sygehuset i Svendborg med deres nyfødte søn, Per. Marie Meilvang sad med Per i armene i bilen, mens færgen nærmede sig Strynø, og pludselig kunne hun se 50 mennesker på kajen, der viftede med flag. De var kommet for at tage imod Per.

- De vidste, at vi skulle flytte, men alligevel stod de der alle sammen. Dér gik det op for mig, at vi var en stor del af det fællesskab. Jeg troede, at vi var her på lånt tid, siger Marie Meilvang.

Et halvt år senere flyttede familien alligevel til et bofællesskab tæt på Odense, da Tue Kofoed-Enevoldsen havde fået arbejde hos Skats IT-afdeling i Middelfart. Men Marie Meilvang kunne ikke give slip på Strynø.

- Vi har haft et godt år i bofællesskabet. Men jeg blev ved med at sige: Skal vi ikke tilbage?

Og omkring et år efter, de havde forladt Strynø som lejere, købte de et hus på øen. Marie Meilvang synes ikke, at deres år på Fyn er spildt. Tværtimod mener hun, at det har gjort dem klogere.

- Hvis vi var blevet her, havde vi tænkt: Al den pendling - kunne det være på en anden måde? Men man kører også virkelig meget, når man bor på landet et andet sted, siger hun.

Begrænsninger

Selvom færgen lægger tidsplanen for livet på Strynø, er det en befrielse at leve i en afgrænset, nær verden, synes Tue Kofoed-Enevoldsen.

- At man ikke lige kan tage en metro til lufthavnen og flyve til Istanbul, finder jeg stor ro i, mens andre føler, det er en begrænsning, siger han.

På øen er man en del af et fællesskab, samtidig med at man har plads til at være sig selv, synes han.

- Det er som landsbyfællesskaber var for 50 år siden, da der ikke var arbejdspladser uden for byen.

Det tager tid at komme på arbejde, men parret forsøger at dele ugen op, så de hver får to-tre arbejdsdage væk fra Strynø.

- Hvis vi ville karrierelivet, så kunne vi ikke gøre det her. Men det er en prioriteringssag. Vi vil det her, siger Tue Kofoed-Enevoldsen.

Marie Meilvang skriver en ph.d.-afhandling på Københavns Universitet, men der er meget andet, der er ligeså vigtigt, mener hun. Som den nærhed, der gør, at hun ikke behøver at pakke sine børn ind i en bil hver dag for at køre til en børnehave eller vuggestue. Det hele er tæt på.

- Jeg tror bare meget på det. Hvis vi ikke gør det nu, så tror jeg, vi kommer til at fortryde det. Undskyldningen er, at det er lidt besværligt. Ja, det er lidt besværligt. Vi kunne også bare leve et helt almindeligt, kedeligt liv, siger hun.

  • fyens.dk