Forfatter Merete Pryds Helle har skrevet en slægtsroman, der begynder i 30'ernes Langeland og bygger på hendes egen families historie. "Folkets skønhed" udkom i denne uge

Bagenkop: Luften dufter af salt vand og tjære. Præcis sådan som man nyder den mest, når man har fiskerblod i årerne og smilehuller, der afslører ens ophav.

Der har helt sikkert også duftet af hav, da Merete Pryds Helle besøgte Bagenkop som barn og havde fornemmelsen af endelig at høre til et sted.

I Bagenkop var hun en Helle, der blev afsløret af de blå øjne og rystet i de karakteristiske smilehuller af fremmede, der alle kendte hende.

Arven fra øen

Merete Pryds Helle har arvet flere værdier og holdninger, som hun mener er langelandske.

Arbejdsmoralen: - Jeg arbejder lige så meget, som min mormor gjorde. Mit arbejde er bare ikke fysisk hårdt. Det er godt med en god arbejdsmoral i et fag som mit, der er et lavlønsfag, siger hun.

Folketroen: - Jeg tror på, at folk kommer og siger farvel, når de dør. Det oplevede jeg med min søster, og det oplevede mine forældre også, siger hun.

At kæmpe: - Jeg var gift i mange år, og mange af årene gik det ikke særlig godt. Men jeg er opdraget til at kæmpe og ikke give op. Det er en stærk moral, som slet ikke er moderne. Den kommer fra Langeland i 30'erne, mener hun.

Det rige sprog: - Jeg voksede op med sømandsviser. De var lange og med malende beskrivelser. De var fantastiske og levende.

At tale om hinanden: - Der er ikke noget tilbageholdent over langelændere. Man taler hele tiden, og man taler helst om hinanden, siger hun.

Der er en begyndende sommervarme i blæsten. Hun trækker duften ind i næsen og smiler.

- Det føltes som at være hjemme, når vi kom til Bagenkop. Jeg følte mig ikke hjemme i parcelhuskvarteret i København. Det var ikke dér, jeg havde mine rødder. Men jeg havde egentlig heller ikke mine rødder på Langeland. Det var mine forældres rødder, som jeg lånte, siger hun.

Et gråt resumé

Forfatteren Merete Pryds Helle er vendt "hjem" til der, hvor hendes efternavne stammer fra for i et par timer at snakke om sin nye roman, der handler om en piges barske opvækst på Langeland i 30'erne og 40'erne.

En slægtskrønike, der er fiktiv, men trækker på historier fra forfatterens forældres liv. Et liv, der fortsatte i 50'erne og 60'ernes København, og var hjulpet på vej af en højkonjunktur og en fremsynet farmor, som forudsagde fiskeriets død.

Markerne er tykke og regntunge i deres gule og grønne farver. Grå skyer hænger over Langeland og bliver på den måde en symbolsk ramme for et kort resumé af Merete Pryds Helles roman "Folkets skønhed". Marie, som er bogens hovedperson, vokser op i en fattig, voldelig, incestuøs familie med alt for mange uønskede børn.

Maries Langeland er et, hvor der er mangel på mad, hvor en streng kristendom er en (forståelig) virkelighedsflugt, og hvor seksuel skam rettere end seksualmoral hersker.

Hendes familie bor i et lille hvidt hus i Østerskov, nøjagtig som Merete Pryds Helles mor gjorde det.

Mellem virkelighed og fiktion

Under skyerne kører vi fra Bagenkop til huset, der engang husede syv børn og to forældre, men nu ligger nærmest midt på en golfbane. Udviklingen er også kommet til Langeland.

Et par baner derfra ligger Nielsens gård, der også optræder i romanen.

- Nielsens havde 20 børn i virkeligheden, men jeg har kun givet dem 12. Det andet var for overdrevet, siger Merete Pryds Helle.

Og sådan fletter fiktion og virkelighed sig sammen i "Folkets skønhed".

- Ingen personer er beskrevet en til en. Det er ikke en konkret sandhed, men det er en almen sandhed om, hvordan det var dengang. Hvordan det var at komme fra små kår og et ikke-dannet hjem, siger hun.

Fra Langeland til København

Mellem hindbærkrat, komfur, lussinger, malkekøer og voldtægter finder Marie elektrikerlærlingen og bagenkopperen Otto med de blå øjne. Han følger samfundets udvikling og tager Marie væk fra fattigdommen i Østerskov til København og industrialiseringen. Men hverken i bogen eller virkeligheden kan man flytte sig fra Langeland. For Merete Pryds Helles forældre flyttede også til København, men de slap ikke værdierne, traditionerne og fortællingerne, de voksede op med. I stedet dyrkede eksil-langelænderne en hjemstavnsforening med banko, dilettantteater og nationalsang.

- Der var altid følelsen af at være hjemme, selv om der var 100 mennesker, man ikke kendte. Men de vidste, hvem man var, siger hun.

Fra København fulgte man med i, hvem der blev gift, hvem der var druknet, og hvem der havde hængt sig. Der var frygtelig mange, der hængte sig, husker Merete Pryds Helle.

På trods af opsvinget, parcelhuset, flotte kjoler og lakerede lyserøde negle løb også forfatterens mor ud i skoven, når hun blev fyldt med en følelse af tomhed og truede med at hænge sig. Og sådan flyttede Langeland med forældrene på godt og ondt.

En kløft mellem generationer

Volden flyttede også med, og på et tidspunkt i romanen spørger Marie sig selv, hvordan man dog kan opdrage et barn uden lussinger. Alligevel bliver bogens Merete opdraget, og det samme gør virkelighedens. Den sidste vokser op, uddanner sig til forfatter og bliver fremmed for forældrene.

- Der er en stor generationskløft mellem mig og mine forældre. Jeg fik en uddannelse. Det gjorde alle i min generation af familien. Men med uddannelsen fjerner man sig mere og mere fra sine forældre, og de og deres verden bliver fremmed. Det er ligesom med indvandrerbørn nu. De hører hverken til det ene eller andet sted, siger Merete Pryds Helle.

Efterhånden har hun fundet sine egne rødder. Hun definerer sig selv som københavner. Og selv hendes forældre er blevet integreret i det københavnske, vurderer hun.

- Men de er stadig langelandske i hjertet. De har det her tilhørsforhold og alle de fortællinger med. Ved at skrive historien tager jeg deres fortælling ind i mig. Og gør det til min roman. På den måde bygger jeg en bro mellem det nye og det gamle. Mellem mine forældres rødder og min rodløshed, siger Merete Pryds Helle.

Hun har taget Prada-solbrillerne på, for lyset er skarpt under skyerne. Markerne triller forbi, mens bilen kører nordpå mod alle broerne og mod hjem for forfatteren med de langelandske aner.

- Her er altså smukt, udbryder hun, som et farvel, der nok snarere bliver et på gensyn.

  • Limkilde_Anja_(2015)_015

    Af:

    Jeg er journalist på Fyns Amts Avis' Langelands redaktion, hvor jeg skriver om foreningsliv, kultur, skoler, mennesker og politiske beslutninger. Jeg er interesseret i det meste. Højere og mere smidig end de fleste. Jeg dyrker yoga og spiser ikke kød. Jeg bor sammen med min kæreste mellem skov, strand, stjerner og pastelfarvede solnedgange.

Mere om emnet

Se alle

Det er ikke en konkret sandhed, men det er en almen sandhed om, hvordan det var dengang. Hvordan det var at komme fra små kår og et ikke-dannet hjem.

Arven fra øen