Log ind

Bolden og indlæringen ruller

  • Bolden og indlæringen ruller
    1 / 3
    En af træningens mange nærkampe. Underviser Troels Eskild Jensen er med på fodboldbanen og inde foran tavlen. Her forsøger han at snuppe bolden fra en af de andre, som dog er for hurtig. Det gule hold vandt kampen med 1-0.
  • Bolden og indlæringen ruller
    2 / 3
    Efter træning vasker drengene alle støvlerne, så de er klar til næste gang.
  • Bolden og indlæringen ruller
    3 / 3
    Dawit og resten af fodboldspillerne takker hinanden for kampen, da slutfløjtet har lydt. Drengene er alle meget tændte under kampen, men det er glemt efter. Holdet træner to gange om ugen

Artiklen er mere end 30 dage gammel

DBU og Langeland Kommunes projekt med asyldrenge og fodboldtræning har varet i en lille måned. Avisen fik lov til at spille med

Longelse: Med indlevende blikke sidder alle asyldrengene i klasseværelset på Longelse Skole. De kigger på tavlen, hvor deres træner viser et klip fra Verdensmesterskabet i fodbold 2012. Forsvarsspilleren fra det ene hold redder bolden tæt ved mållinjen, men de langsomme gengivelser viser, at bolden rent faktisk var inde.

Alan

- No goal, svarer Alan fra forreste række.

- Hvorfor ikke, spørger træneren John Christensen?

- Fordi dommeren ikke har dømt mål, lyder det fra den syriske teenager. Dermed bliver den syriske teenager et levende bevis på, at det går den rigtige vej med at lære fodboldreglerne.

Drengene har i små tre uger været i gang med det projekt, der i starten af måneden blev skudt i gang af integrationsminister Inger Støjberg (V), hvor de igennem kombineret fodbold- og samfundsfagsundervisning skal integreres og lære om blandt andet den danske foreningskultur. Det første fokus har været at få spillerne til at forstå, at det er dommeren, der bestemmer. Så hvis han ikke dømmer korrekt, så er det ikke fordi, han ikke kan lide en, han er bare blind.

Der er i tre uger nu blevet undervist to gange om ugen med både teoretisk undervisning i klassen og fodboldtræning på græsset. I dag har avisen fået lov til at trække i støvlerne og selv være med som målmand.

Saud

Med de våde målmandshandsker over hænderne hilser jeg på Saud med en fugtig high-five.

Saud er den anden målmand til dagens træning, og bedømt ud fra minutterne i klasselokalet, så taler han ikke meget. Han har været i landet i to måneder, så der er nogle naturlige kommunikationsvanskeligheder. Det ændrer sig, da vi først får græs under sålerne.

Den 16-årige keeper lyser fuldstændig op, da han får bolden imellem fingrene. Imens de andre drenge øver sig i afleveringer, laver han og jeg noget målmandstræning.

Han fortæller, at han kommer fra Kuwait, og at han altid har spillet fodbold med sin bror i hjemlandet.

Nawat

Efter en god træning skal der spilles kamp på to mål. Drengene går virkelig til den, og især den 16-årige iraker Nawat løber over den våde bane med liv og sjæl i spillet.

Jeg spiller på det modsatte hold, og de andre bryder på et tidspunkt igennem vores forsvar, så de har en god chance for at score. En af angriberne undlader at spille bolden til en fri Nawat og skyder i stedet bolden i siden af nettet til stor utilfredshed fra holdkammeraterne.

Nawat er især temperamentsfuld, og situationen er ved at eskalere, da en af underviserne kommer imellem dem.

- Hey! Det er bare fodbold, tag det nu roligt.

De gør de også, og der går kun få minutter, før Nawat finder den selvsamme holdkammerat med en flot aflevering.

Dawit

Modtageren er Dawit. Den hurtige angriber kommer fra Eritrea, og ham snakkede jeg også med, da projektet blev sparket i gang. Her fortalte han, at fodbold for ham er en "life changer", hvad både angår karriere og venner.

Der er ikke noget at sige til, at følelserne kommer i kog, når en sport betyder så meget.

Dawit udtrykker det hele på banen. Glæde, når han har bolden. Ærgrelse, når den mistes. Frustration, når han brænder en chance. Og da kampen fløjtes af, er det hele glemt. Dawit er den første til at uddele krammere til med- og modspillerne.

- Good game. Tak for kampen.

Edris

Selvom glæden lyser ud af drengene, så er der mere i det for dem, end hvis de spillede en kamp i frikvarteret i skolegården. De lærer noget, og jeg får at vide, at opmærksomheden er noget anderledes, når det er "Coach" - John Christensen, som træner dem - der står foran tavlen og ikke de normale undervisere.

De nyder seriøsiteten, de nyder at gøre støvlerne rene og klar til næste gang og de motiveres af de ens træningsdragter. Som afghanske Edris på 16 år udtrykker det, da han bliver spurgt, om det er sjovt til fodbold.

- Nej, det er seriøst, svarer han.

Mit hold taber desværre kampen med 0-1. Alligevel forlader jeg banen smilende. Takket være Alan, Saud, Nawat, Dawit, Edris og alle de andre drenge.

  • Af:

Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere