Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere>>

fyens.dk

Fyens Stiftstidende - Fyns Amts Avis

fyensdk
 
  • Del artiklen:
Victors verden

Victors
verden

Annonce:

Velkommen til vores verden af fantastiske smykker og ure!

Skovgaard Guldsmed & Urmager

Victor Borge på det som skulle blive hans sidste besøg i Danmark. Her er han fanget mens han skriver autografer i GADs Boghandel i Odense
Foto: Thomas Yde

Artiklen er hentet i arkivet

BORGE: Stiftstidendes John Lautrup besøgte nu afdøde Victor Borge kort før Borges 90 års fødselsdag - på et tidspunkt, da Borges kone lå for døden. I interviwet taler Borge om alderen og gråvejret, men også om livet, humoren - og om sin aversion mod Storebæltsbroen
Sommeren er også en sørgmodig affære i Connecticut.

- Det forbandede vejr, grynter Victor Borge af det fugtigvarme gråvejr, der har lagt sig som en dyne over hans hvide pragtpalæ i Greenwich, en times togkørsel nord for New York.

Tæt på de 90 år er alderen omsider begyndt at knage i den gamle entertainers krop. Gråvejret bider i skuldergigten, og i dag har han også ondt i foden.

- Den dumme fod. Jeg plejer ikke at beklage mig, men i nat måtte jeg stå op og tage en pille mod smerterne. Smerter er en ny oplevelse for mig. Jeg tror, det er godt. En god lære. Så forstår man bedre andres lidelser og respekterer dem.

Victor Borge smiler forpint. Men ynkes vil han ikke, og først et par timer længere henne i samtalen forstår vi den fulde betydning af hans ord.

Vejret er ikke ene om at pakke Victor Borges aktuelle tilværelse ind i mørke skyer. Et andet sted i det store hus ligger Sanna, hans hustru og trofaste livsledsager gennem 45 år, og er alvorligt syg.

Sorgen er så privat, at et menneske som Victor Borge helst ikke vil tale om det. "Smilet er den korteste vej" hed hans erindringer, der udkom på Gyldendal i 1998. Men et smil kan også lægge afstand. Smilet kan være et skjold, som den blufærdige beskytter sig bag.

Og den musikalske humorist lader sig ikke mærke med, at humøret er i mol, da han byder sine gæster velkommen. Fotograf Føns må finde sig i at blive tiltalt Hr. Høns, og sådan går de første fem minutter med et veloplagt Borge-show, hvor godmodige fornærmelser vælter ned over de forsvarsløse gæster.

Danske toner

Vi blev hentet på banegården i Greenwich af Victor Borges personlige assistent, Jim Colias, der har været hos ham i 22 år. En lun mand i halvtredserne med en god portion af den samme underspillede humor som sin arbejdsgiver.

Han kører os til det indhegnede og frodigt grønne velhaverkvartér, Field Point Park, hvortil der kun er adgang gennem en bevogtet port. Inde bag spærrebommen gemmer herskabelige kæmpevillaer sig tyst og trygt under store træer. Allesammen ligger for enden af flot svungne indkørsler på grunde så store som parker.

Jim Colias parkerer foran hovedindgangen hos Victor Borge og fører os ind i hallen og videre ind i en overdådigt møbleret stue, hvor han beder os om at vente.

Imens flyder tonerne af "I Danmark er jeg født" ind til os fra naboværelset.

Husherren har iscenesat en effektfuld velkomst og fortsætter endnu fem minutter ved flyglet, inden han humpende kommer til syne i døren og slår os omkuld med sine sproglige finurligheder.

- Goddag, pænt slips De har!, komplimenterer han mig med tyk ironi, mens han giver hånd og med sin uforstyrrelige mimik betragter min kinaskjorte uden flip.

Lidt senere forsøger jeg mig også med et halvforkølet kompliment. Høfligt og helt uden ironi: "Man får virkelig indtryk af, at De bor i et meget grønt område, når man kører igennem det".

- Ja, grønt er det jo også, når De ikke kører igennem det, hugger værten straks til med sit røntgenblik for sproglig logik.

Morsomt at blive 90

Victor Borge drosler heldigvis ned for sine overrumplende drillerier, da vi går ind i arbejdsværelset. Et stort maleri af hustruen overvåger de to Steinway&Sons-flygler. Foruden et enormt skrivebord er der også blevet plads til en sofa, og her sætter vi os med kaffe og kage, som Jim Colias bringer ind på en sølvbakke.

- Det er kun, når jeg bliver spurgt, jeg får tanker omkring det at blive 90. Jeg gik jo heller ikke og tænkte på, at jeg blev 14 i sin tid. Men siden De nu spørger mig, så vil jeg sige, at det morer mig at blive 90. Jeg synes, det er morsomt, for jeg aner ikke, hvordan man skal være som 90-årig. Ingen lov forlanger, at man absolut skal være træt og ligge i sin seng og hikke. Der er jo ikke noget, man skal, når man bliver 90, siger han og kommanderer os med et glimt i sine mørke øjne til selv at hælde kaffen op.

- Gør det, mens den er varm, ellers sidder I jo bagefter og beklager jer over, at den er kold, ler han.

Når Victor Borge ler, er det lavmælt og klukkende. En venlig og varm latter, der popper op, hver gang han stikker sin drillepind i hjulet på de mere alvorlige passager i vores snak.

- Jeg går lidt langsommere nu, men jeg ser mere. Sådan er det med alder. Man bliver svagere på nogle områder, men stærkere på andre. Hvad der gør indtryk, når man er ung, spiller ofte ingen rolle, når man bliver ældre. Og omvendt. Som ung forestiller man sig, hvordan gamle mennesker opfatter verden, men man ved det ikke, før man selv prøver. Og det er ikke altid, at virkeligheden harmonerer med, hvad man forestillede sig. Man skal vænne sig til at være gammel, og det nytter ikke noget at have ondt af sig selv....

- Men selvfølgelig, når man har vænnet sig til det, så er det for sent. Så er man 100, og så kan man slet ikke huske, hvordan det var.

Arbejdet er alt

I Victor Borges tilfælde kan man ikke afvise, at han også vil være i stand til at fejre sin 100 års fødselsdag med en koncert. Han vil i hvert fald ikke høre tale om, at de seks fødselsdagskoncerter i slutningen af november i Danmark skulle være en afskedsturné.

- På den måde tænker jeg overhovedet ikke. I min høje alder undrer jeg mig naturligvis over, hvor længe det kan vare ved. Det er jo indlysende. Men jeg har ikke i sinde at opgive mit arbejde, for det holder mig oppe. Eller rettere min konstitution holder mig oppe. Jeg er stadigvæk i stand til at være nysgerrig på verden både indenfor og udenfor hjemmets fire vægge. Det er næringen. Det er, hvad jeg lever på.

I bilen har Jim Colias fortalt os, at han - en mand i halvtredserne - bliver stakåndet ved tanken om det program, den næsten 90-årige Victor Borge byder sig selv. Når han sætter sig noget for, gennemfører han det med jernhård selvdisciplin.

- Ja, jeg er meget mobil. Det har jeg altid været. Jeg har aldrig dyrket sport i den forstand, men jeg bestiller en masse. Render rundt. Op og ned ad trapper. Det kan jeg stadig gøre, men som sagt ikke så hurtigt som tidligere.

Victor Borge stoppede for 30 år siden med at ryge tre-fire pakker cigaretter om dagen. Det skete fra den ene dag til den anden. Den samme selvdisciplin pålægger han sig, når han i perioder beslutter sig for at spise sundt.

- Jeg kan gøre, hvad jeg sætter mig for at gøre med hensyn til kost. Men jeg sætter mig ikke altid for at gøre det. Men når jeg gør det, så er der ikke nogen, der kan få mig til at tage så meget som et sukkerknald. Jeg ved ikke, om det hjælper, men det gør det nu nok. Det træner i hvert fald min modstandskraft.

Modstandskraften er dog sat ud af kraft i dag, hvor Victor Borge frydefuldt byder sine gæster og sig selv på sit yndlingsslik. Fyldte chokolader, som han har fået sendt over fra Magasin i København.

Nerverne er væk

Når han kommer hjem til november, vil han optræde med den samme uforudsigelige blanding af komik og klaverspil, som han har underholdt med i over 50 år. Forestillingens ingredienser er altid de samme, men smagen er alligevel forskellig fra koncert til koncert på grund af hans enestående evne til at improvisere.

Som ung opgav han en lovende karriere som klassisk pianist, fordi nerverne spillede ham et puds. Han kunne ikke klare presset. Mærkværdigvis er nerverne ikke noget problem, når han kaster sig ud i sine halsbrækkende improvisationer, hvis endemål han ikke altid kender, før han går i gang. Hvor andre ville være skrækslagne for at miste tråden og gå i stå, blomstrer hans særlige talent.

- Jeg har en stor tiltro til, at jeg kan tage enhver situation på scenen i stiv arm. Jeg er aldrig bange for at gå i stå. Evnen til at improvisere er jeg født med. Jeg ved, den er der, og jeg stoler på den. Og selv om jeg ikke stolede på det, ville den være der alligevel. Det er ikke noget, jeg selv har herredømme over. Og hvorfor analysere det? Man kan ikke forklare alt, så det kan forstås.

- Da jeg var yngre, havde jeg trods alt en spænding i kroppen, når jeg optrådte. Da gjaldt det hvert sekund. Da stod fremtiden på spil. Nu om stunder er jeg jo ikke så forfærdelig bange for fremtiden. Jeg har jo opnået, hvad jeg kan opnå, og det gælder ikke længere min karriere. Derfor skal jeg ikke mere overvinde spændingen på samme måde. Men selvfølgelig skal jeg stadig indfri de løfter, jeg har givet, siger Victor Borge og dupper sine øjne med et lommetørklæde. Ikke fordi han græder, men fordi øjnene er meget lysfølsomme og hele tiden løber i vand.

- Jeg må have vandøjne, ler han.

Glad for de unge

I USA fylder han stadigvæk koncertsalene, og én ting glæder ham mere end noget andet. Ungdommen løser også billet til hans shows.

- Nye generationer har nye ideer og søger nye former for underholdning, hvilket er indlysende. Men efter mine oplevelser her i Amerika lider jeg ikke under en ny tids forlangende. De unge kommer til mine koncerter, og de hviner og skriger og råber og fløjter, som om de var til en... hvad hedder det nu?... en rockkoncert.

- Det er overvældende og glæder mig usigeligt. Fordi det fortæller mig, at mit arbejde er gedigent. At det ikke knytter sig til en bestemt tidsperiode. Det er jo ikke noget, jeg kan gøre for. Sådan er mine evner bare. Lidt ligesom en komponist, der formår at skrive musik, som holder og bliver ved med at være værdsat. Hvilket naturligvis er en stor glæde i en tid, hvor alting ellers forandrer sig så hurtigt.

Victor Borge rejser sig fra sofaen. Det er blevet frokosttid. Egentlig ville han have inviteret os på en kombineret frokost og sejltur med "Akvavit VI". Bådebroen ved foden af den enorme plæne, der skråner fra villaens bagside ned mod vandet, er imidlertid tom. Hans elskede motorbåd er på værft.

I stedet beder han Jim Colias om at køre bilen frem. Gæsterne skal ikke snydes for den maritime stemning, og derfor styrer vi nu mod den lokale sejlklub, Indian Harbour Yacht Club, hvor Victor Borge er stamgæst i restauranten.

Vi bliver alle tre enige om at spise clubsandwiches, som vi fortærer ved et vinduesbord badet i det melhvide lys ude fra Long Island Sound. Victor Borge skærmer sine lysfølsomme øjne bag et par rappe solbriller med gult glas.

- Jeg drikker ellers aldrig øl. Jeg kan ikke li' det, men det er nu meget godt til at slukke tørsten, siger han og tager en slurk af sin Budweiser.

Biltur i Danmark

Vi taler om Danmark. Om årenes naturlige udtynding i kredsen af personlige venner og bekendte i fædrelandet. Om Storebæltsbroen, som ikke passer ind i det billede af det gamle land, han holder af. "Broer har vi sgu nok af i USA", vrisser han. Og vi taler om drømmen om en anderledes rejse hjem.

- Jeg har aldrig tid nok, når jeg er der. Min kalender er altid fyldt med arrangementer og interviews og den slags. Jeg ville så gerne på en længere biltur rundt i Danmark. En tur med god tid til at besøge gode kroer og dvæle ved landskaberne. At spise smørrebrød på Storebæltsfærgen - det var nu så hyggeligt, mindes Victor Borge.

Danmark er ikke, som det var, da han som Børge Rosenbaum flygtede fra tyskerne i 1940. Men fortiden står ikke nødvendigvis i et mere rosenrødt skær for den succesrige emmigrant. Alting forandrer sig, og sådan er det bare. Det nytter ikke at beklage sig over, at nudansk ikke klinger så smukt som det danske, han husker og stadigvæk taler. Han konstaterer det blot, ligesom han har et skarpt blik for Danmarks svagheder dengang og nu. Vi er en smule forvænte, og han mener nok, at befolkningen ligner landskabet ved at være uden bjerge og rivende floder.

Således har Danmark aldrig optrådt som et idylliseret eventyrland i Victor Borges bevidsthed. Landet spiller en langt vigtigere rolle.

- I mine tanker er Danmark, som alle hjem er, når man er væk fra det. Så savner man det. Selv om Danmark ikke længere er, som jeg husker det, så kan jeg vel bedst forklare det med, at jeg føler, det er der, jeg hører til, siger han.

Sproget er svært

Sådan er det også med sproget. Victor Borge føler sig mest hjemme i dansk, selv om han efterhånden er havnet i et ingenmandsland mellem dansk og engelsk.

- Det var ikke svært at lære engelsk, da jeg kom til Amerika... det var umuligt, fortæller han.

- Det tog mange år at lære, og det tager stadigvæk mange år. Der er nogen, der siger, at jeg skal opgive min danske accent. Så svarer jeg: "Hvad for en accent?" Jeg tror jo, at jeg taler flydende amerikansk. Men jeg kan jo godt høre på bånd, at det ikke lyder så amerikansk, som jeg tror, det gør.

- Sprog er besværligt for mig. Jeg har det for eksempel svært med at skrive breve, for jeg vil have, at det skal være fuldstændig perfekt, hvadenten det er dansk eller engelsk. Og det kniber med begge sprog. Dansk, fordi jeg har været væk fra det i så mange år. Og engelsk fordi jeg ikke taler det så godt, som jeg selv tror.

- Publikum tror, at det er påtaget og en del af forestillingen, når jeg går lange omveje for at forklare noget. Men ofte er jeg faktisk nødt til at lede efter ordene, siger Victor Borge.

At han er en mester i til sidst at finde de rette ord, demonstrerer han atter på tilbagevejen efter overstået frokost. Nær hjemmet bliver vi overhalet af en brandbil med hylende sirener, og Jim Colias begynder at blive nervøs. Men brandbilen kører også forbi Victor Borges adresse.

- Ja, brandvæsenet er meget hurtig her i Amerika. Det kommer før, branden begynder, klukker han.

Livet er tilfældigt

Fremme ved huset bliver han straks overfaldet af sine to legesyge afghanske mynder, JayJay og Catcher, da han stiger ud af bilen. Og hundene tigger ikke forgæves om opmærksomhed. Han pjatter længe og kærligt med dem.

I haven er den mexicanske gartner, Jesus, i færd med at vande blomsterbede.

- Han har en søn, der hedder Jesus Junior, og en datter, der hedder Angel. Så De kan nok forstå, at jeg føler mig som i himmelen, forklarer en underfundig Victor Borge, der ellers ikke nærer religiøse følelser.

- Folk, der overlever et flystyrt, siger altid, at de overlevede, fordi de bad til Gud. Men det har dem, der omkom, sikkert også gjort. De har bare ikke fået det hele med. Nej, livet består af tilfældigheder, siger han.

Af samme grund er det også mere forbavselse end taknemmelighed, der fylder Victor Borge, når han tænker tilbage på sit liv.

- Jeg er glad - ikke for mig selv - men glad for, at jeg har fået lov til at opleve verden i dette turbulente århundrede og er kommet igennem det uden de ar, som har ødelagt livet for så mange mennesker. Det er utroligt, at det lykkedes at overleve med hoved og alle lemmer i behold.

Ingen festligheder

Nu fylder hovedet og lemmerne snart 90 år. En stor dag, som han under normale omstændigheder ville fejre, men omstændighederne er ikke normale. Victor Borge smider drillepinden langt væk og bliver alvorlig.

- Min kone er desværre ikke så rask, som man kunne ønske sig. Og jeg kan ikke fejre sådan en begivenhed alene. Festlighed skal man dele, og når min kone er ude af stand til at medvirke, så kan jeg ikke feste. 45 år har vi været sammen, og det skal vi blive ved med, siger Victor Borge stille.

- I den retning er det svært at blive gammel. Men det er jo ikke, fordi man er gammel. Det er fordi ens omgivelser har forandret sig. Forstår De? Det er ikke svært at blive gammel, for det er jeg, og det har ikke været spor svært. Men forholdene omkring mig gør det svært...

Victor Borge stopper op og slår bak.

- Nu kommer vi ind på ting, som jeg ikke er så forfærdelig glad for at debattere.

Han smiler. Hæver igen smilet som et skjold mod uønsket indtrængen i privatssfæren. Nogle hurtige vittigheder og rablende replikker senere tager vi afsked. Jim Colias er parat til at køre os tilbage til toget. Victor Borge humper frem på hovedtrappen og vinker farvel.

- Tak for besøget, råber han.

Himlen er stadig grå.

Fra forsiden

kundeservice_banner_20140313
StiftenFordele_Webbanner01_223x70 (1)
AvisKlubben_Webbanner_223x70