Log ind

Når guden græder

  • Når guden græder
    1 / 2
    Anne Lise Marstrand-Jørgensen. Foto: Isak Hoffmeyer/Gyldendal
  • Når guden græder
    2 / 2
    Anne Lise Marstrand-Jørgensen: ?Sorgens grundstof?. Foto: Gyldendal
Boganmeldelse

"Før guden skabte lyset og alverdens mylder, tog den en bid af mørket og suttede det til et æg". Sådan starter "Sorgens grundstof" med en skabelsesberetning, der fortsætter med, at Guden spytter ægget ud, hvilket får det til at revne, og en lille satan er født.

Guden skaber så mennesket, men er et øjeblik uagtsom, så Satan kan nå at pisse på skaberværket og påføre mennesket dets mørke sider. Det får guden til at græde, og af tårerne dannes sorgens grundstof, kaldet luctugen.

Lyder det fortænkt? Det bliver værre. En kæmpemuldvarp kommer i forbindelse med dette sorgens grundstof, og via den og dens syv unger spredes det til alle verdensdele, hvor dyrene påfører mennesker luctugenet. Således påvirket af sorg reagerer mennesket både negativt og positivt, men elendigheden er altid en del af dets bagage.

Efter denne fantasifulde "Prolog" kan forfatteren så endelig gå i gang med at øse af sin store historiske viden om perioden fra 1819 til 2015 og om det osmanniske rige og dets fald.

Europas sjæl

Tre personer, der alle har været i kontakt med sorgens grundstof og forbindes i et fællesskab af det, fører læseren igennem en del af Europas historie og demonstrerer med deres respektive skæbner og karakterer sider af menneskers eksistentielle valg og vilkår.

De tre er den mørkhudede slaveefterkommer Grace og forretningsmanden Ben samt en armensk antikvitetshandler ved navn Hakob. Grace er kristen, Ben jøde, Hakob fritænker, hvilket tilbage i historien vel betød deist. Fikst tænkt: katalysatorer for en udredning af religionens betydning. Endnu fiksere er det, at de i en vis forstand også repræsenterer Kierkegaards tre stadier: Hakob drages af æstetikken. Ben kredser om etikkens rummelighed, mens Grace er inderligt religiøst forbundet. Endelig bidrager de også til historien om den tyrkiske nedslagtning af armenerne, den evindelige jødeforfølgelse og ikke mindst om kvindens i flere betydninger slavelignende vilkår. De tre afdækker så at sige noget arketypisk ved Europas sjæl.

Flok eller ensomhed

Et sted i romanen står der: "Som andre dyr overlever mennesket bedst i grupper. Den ensomme bliver let bytte for rovdyr og barnløshed". Romanen debatterer ambivalensen i dette udsagn, for flokloyaliteten kan lyde forjættende, men dens farlighed afslører sig i religiøs fanatisme, syg nationalisme, krig og irrationelt fjendskab, for eksempel imod jøder.

Hakob siger til Ben, at han "fastholder at betragte mennesker og deres muligheder som individer frem for som gruppe". Den implicitte opfordring til diskussion af sprængfarlige emner som dette er bogens styrke. At den også leverer levende tidsbilleder, i hvilke eksempelvis romantikeren Byron, der jo som bekendt deltog i Den græske frihedskrig, indgår, samt udstiller krigenes meningsløshed, er absolut fascinerende, men de momentant indskudte afsnit med kommentarer fra de antropomorfe påfund, guden og satan, virker akavede uden at føje nyt til fortællingen.

Alt i alt en god bog om menneskets færden gennem tiderne. Roman

Anne Lise Marstrand-Jørgensen: "Sorgens grundstof".

472 sider, Gyldendal

  • fyens.dk

      Regler for kommentarer

Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere