Log ind

Mareridt står stadig lyslevende for fynsk jazzvirtuos

  • Mareridt står stadig lyslevende for fynsk jazzvirtuos
    1 / 7
    31-årige Andreas Bøttiger har øvelokale lige over for en stor byggeplads på Østergade i Odense. Foto: Lasse Hansen
  • Mareridt står stadig lyslevende for fynsk jazzvirtuos
    2 / 7
    - Da jeg begyndte at spille saxofon, havde jeg intet mål for, hvor god jeg ville blive. Men jeg viste mig at være god nok til konservatoriet. Sådan er min karriere gået. Meget slag i slag og uden de store forventninger, fortæller saxofonist Andreas Bøttiger. Foto: Lasse Hansen
  • Mareridt står stadig lyslevende for fynsk jazzvirtuos
    3 / 7
    At undervise i musik er ifølge Andreas Bøttiger en sund måde at få afløb for andre musikalske instinkter end blot at spille. Foto: Lasse Hansen
  • Mareridt står stadig lyslevende for fynsk jazzvirtuos
    4 / 7
    Saxofonist Andreas Bøttiger, der i 2016 blev kåret til årets fynske jazzmusiker. Foto: Lasse Hansen
  • Mareridt står stadig lyslevende for fynsk jazzvirtuos
    5 / 7
    Saxofonist Andreas Bøttiger, der i 2016 blev kåret til årets fynske jazzmusiker. Foto: Lasse Hansen
  • Mareridt står stadig lyslevende for fynsk jazzvirtuos
    6 / 7
    Saxofonist Andreas Bøttiger, der i 2016 blev kåret til årets fynske jazzmusiker. Foto: Lasse Hansen
  • Mareridt står stadig lyslevende for fynsk jazzvirtuos
    7 / 7
    Saxofonist Andreas Bøttiger, der i 2016 blev kåret til årets fynske jazzmusiker. Foto: Lasse Hansen

Artiklen er mere end 30 dage gammel

Saxofonist Andreas Bøttiger blev i 2016 kåret som årets fynske jazzmusiker. Vejen dertil har dog ikke udelukkende været belagt med skulderklap, og særligt et visit til en lollandsk landsby har for altid brændt sig fast i fynboens hukommelse.

- Det var en frygtelig oplevelse. Nærmest som at være i et mareridt.

Sådan lyder et af de første svar i avisens interview med 31-årige Andreas Bøttiger, der dog leverer ordene med et bredt smil.

Egentlig burde samtalen handle om karrierens vilkår såvel som fremtidens udfordringer for den vaskeægte virtuos, der i december 2016 blev hædret med titlen som årets fynske jazzmusiker.

Andreas Bøttiger

30 år.

Født og opvokset i Odense.

Modtog i 2016 prisen som årets fynske jazzmusiker.

Uddannet ved Syddansk Musikkonservatorium, hvor han er kandidat i rytmisk saxofon og komposition.

Har udgivet albums med jazzkvartetten Entropy samt orkestrene Nordstrand og Lagoon At Noon.

Begynder senere i år på Syddansk Musikkonservatoriets solistlinje for rytmiske musikere.

Og det kommer den også til. Men først efter at Andreas Bøttiger har slået fast, hvordan han i sommeren 2012 - tre år inde i sit femårige ophold på Syddansk Musikkonservatorium - nåede et professionelt lavpunkt.

Sammen med sin medstuderende kammerat på rytmisk linje, guitaristen Frederik Christiansen, blev Andreas Bøttiger hyret til at spille i Rødby på Lolland. På en restauration af en art. Bookingen stod kammeraten for, så rammerne var der tvivl om, men ikke den musikalske præmis, fortæller Andreas Bøttiger.

Musikkens omveje

Som musiker er opskriften på succes sjældent mejslet i sten, og derfor byder musikkens vej ofte på et bumpet terræn for dem, der tør følge den.

I denne artikelserie sætter vi fokus på musikere, der på deres egen unikke måde har strikket en karriere sammen - og som er nået steder hen, de ikke lige havde forestillet sig.

- Vi havde sendt dem demoer af vores musik og de genrer, vi spillede. Det var jazzstandarder og -klassikere blandet med højskolesange og lidt forskelligt fra den danske sangskat. Så arrangørerne vidste udmærket, hvad vi kom med.

Og dog. For da Frederik og Andreas ankom til Rødby på en 30 grader varm sommerdag, fik piben en væsentligt anden lyd end den ventede.

- For os lignede hovedgaden i Rødby noget fra en gammel westernfilm. Der manglede bare en hylende ulv og nogle vindhekse til at trille over vejen. Det var så også først på det her tidspunkt, da vi stod foran den aftalte adresse, at vi fandt ud af, vi var booket til at spille på et værtshus, siger Andreas Bøttiger.

Et mismatch

De to musikere blev henvist til beværtningens gårdhave, hvor en stor, tændt grill fastslog det frygtede: Andreas og Frederik var hentet ind for at spille sommerfesten op - og helst med noget, gæsterne kunne synge med på.

- Allerede efter et kvarter begyndte de fleste så småt at forlade stedet, og man kunne mærke på værten, der stod ved grillen, at han ikke var tilfreds. Han kunne ikke forstå, hvad der var sket. Det var hans kone, der havde hyret os, og hun befandt sig i Spanien på det tidspunkt, fortæller Andreas Bøttiger.

De to musikstuderende vidste dog såvel som værten, at "the show must go on" - også selvom jazzshowets tilskuere efterhånden kun talte en beruset stamgæst.

- Han var iført lædervest og slidt kasket og havde en ordentlig bjørn på, erindrer Andreas Bøttiger og tilføjer:

- Men ham og Frederik havde åbenbart gået på samme gymnasium, så han holdt os ud i tykt og tyndt. Han prøvede endda at fortælle os, hvordan vi skulle spille på vores instrumenter.

En ordre fra Spanien

Efter en halv times musik var værtshusejerens kone pludselig med på en telefonlinje fra Spanien.

- Frederik fik hende i røret. Først sagde hun noget med, at vi skulle spille noget musik, der fik folk lokket ud i gården til pølser og fest. Og til sidst sagde hun "skift så den musik," nærmest som en ordre.

Frederik Christiansen og Andreas Bøttiger fik kæmpet sig gennem den ekstra varme sommerdag, og det helt uden at skifte deres medbragte musik. Selvom vennerne efterfølgende kunne grine af episoden, var der ifølge saxofonisten også et par sår, der skulle hele.

- Det gør selvfølgelig ondt, når alt det, man har arbejdet for, og alt det, man har så kært, ikke bliver anerkendt. Vi endte med at få de penge, vi var blevet lovet, men det gjorde ondt i stoltheden, siger Andreas Bøttiger, der til daglig veksler mellem undervisning, øvning, korsang og koncertoptrædener i sit virke som musiker.

Tilbage på skolebænken

Netop den vekslen er hverken mere eller mindre, end hvad Andreas Bøttiger håbede på at opnå, da han som 12-årig pustede i en saxofon for at se, hvor det bar hen.

- Jeg har aldrig haft en eller anden forkromet idé om, hvordan min musikalske karriere skulle udforme sig. Jeg har set, hvor langt jeg kunne komme, og det har ført mig dertil, hvor jeg er i dag, siger saxofonisten, der prøver at holde sig på stikkerne.

Det er nemlig i spændingsfeltet mellem det trygge og det usikre - den skemalagte undervisning og de uforudsigelige spillejobs - at Andreas Bøttiger for alvor føler at kunne udleve potentialet.

- Hvis det at komme ud og spille koncerter er en musikers eneste indtægt, må det også betyde, at man til tider skal spille af pligt, simpelthen for at tjene pengene. Det undgår jeg ved at have undervisningen ved siden af, og samtidig får jeg kanaliseret en masse begejstring for musikken ud på en anden måde, siger han.

Selv er Andreas Bøttiger langt fra færdig med at lære. Næste sommer skal han tilbage på skolebænken, når han tilslutter sig den nye, overbyggende solistlinje på Syddansk Musikkonservatorium.

- Det bliver anderledes og måske også lidt mærkeligt, når jeg har været væk fra skolen så længe. Men det kommer garanteret også til at udfordre mig på nye måder.

  • Af:

Mere om emnet

Se alle
- Min kæreste kunne godt se, at det åd mig op indefra

- Min kæreste kunne godt se, at det åd mig op indefra

- Der findes ikke talent, kun hårdt arbejde

- Der findes ikke talent, kun hårdt arbejde

Niche-musiker: - Hele verden er min arbejdsplads

Niche-musiker: - Hele verden er min arbejdsplads

      Regler for kommentarer

Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere