Log ind

Lige Rieligt med trommer

  • Lige Rieligt med trommer
    1 / 3
    Koncerten steg betragteligt i kvalitet, da Annisette kom på scenen efter cirka 40 minutter. Den 67-årige sanger har stadig en kraftfuld stemme, der ingen problemer havde med at fylde Foderstoffen.
  • Lige Rieligt med trommer
    2 / 3
    Guitarist Niclas Knudsen ser ud som om, at han lider af en sygdom, der giver mærkværdige ansigtsudtryk, når han spiller.
  • Lige Rieligt med trommer
    3 / 3
    Alex Riel var med til at danne The Savage Rose i 1967 sammen med Thomas Koppel, Anders Koppel, Jens Rugsted, Flemming Ostermann og Annisette Hansen.

Artiklen er mere end 30 dage gammel

Alex Riel og gudsønnen Stefan Pasborg udgjorde fundamentet i svingende koncert, der for alvor tog fart, da Annisette kom på scenen

Annonce

Koncert

Det er et fornemt forårsprogram, Foderstoffen kan prale af. Niels Hausgaard, Cæcilie Norby og Lars Danielsson, Mike Andersen og flere interessante upcoming-navne. Ej at forglemme konstellationen fredag aften, hvor trommeslagerne Alex Riel og gudsønnen Stefan Pasborg har fået sidstnævntes bandkolleger fra Ibrahim Electric med på scenen. Og Alex Riel har fået Annisette lokket med, så der faktisk er tale om det mest oprindelige The Savage Rose i årtier. Publikum skal dog æde en del kameler og tromme-kæleri, før det når så langt.

Alex Riel og Stefan Pasborg indleder koncerten med en 22 minutter lang trommeseance, hvor de skiftevis viser formatet. Idéen er glimrende. Og det er fascinerende at registrere, hvordan deres tilgang og udtryk er diametrale modsætninger. Hvor 75-årige Alex Riel tydeligt er skolet af jazzen, hvor der kæles mere end tæskes løs, er 41-årige Pasborg mere rå og hårdhændet i sit spil. Mere rocket og eksplosiv.

Smilene er dog lige brede hos gudfar og søn. Troldmand og lærling. Men de stivner en smule hos publikum, efterhånden som stikke-legen trækkes ud i det unødvendige. 22 minutters trommeopvisning er for hård en kost som indledning på en koncert. Det føles mere som en workshop for trommeentusiaster end en regulær koncert.

- Jeg har selv lært ham det. Næsten, siger en tydelig stolt Alex Riel og kigger på Stefan Pasborg.

Der er masser at være stolt af, men jazz-legenden kan passende lære "sønnike", at "less is more".

Velkørende menage a trois

Hammondorganisten Jeppe Tuxen og guitaristen Niclas Knudsen indtager scenen og kaster sig ud i Ibrahim Electrics karakteristiske instrumentale univers, hvor improvisationer er fremherskende. Det føles forfriskende at få lidt flere instrumenter på banen, og Tuxens hammondorgel får det til at suge dejligt i mellemgulvet under det lave loft.

Men Alex Riel, der under trommeintroen delte rampelyset med Pasborg, glider i lange passager helt ud af sangene og sidder lidt tøvende bag sine trommer, mens Ibrahim Electric kører deres eget løb. Det virker uplanlagt. Eller i hvert fald besynderligt, når man har en kapacitet som Riel, der kun får sat en række tilfældige "stød" ind. Det er lidt som at se en famlende fjerdemand forsøge at finde fodfæste i en velkørende menage a trois.

Ibrahim Electric virker heller ikke helt så skarpe, som trioen gør i eget regi. De er normalt yderst driftsikre i omarrangeringer af egne numre, men jeg bliver aldrig helt grebet af deres ihærdighed. Det virker mere introvert end normalt. Som om, at det mere er for egen end publikums skyld, at de holder legestue på scenen. Publikum får ingen introduktion eller hjælp til at stige om bord i sangene. Og ender lidt rådvilde.

Foderstoffen vågner

Annisette bliver kaldt på scenen til stor jubel. Og pludselig vågner både Foderstoffen og byen med det sublime The Savage Rose-nummer "Byen vågner". Tempoet er lige voldsomt nok, og Tuxen kæmper en umage kamp for at gengive de nostalgiske hammond-toner, der indleder "Dødens triumf".

Annisettes ankomst løfter koncerten til helt andre højder. Pludselig er der balance i universet. Både Riel og Pasborg spiller med og giver The Savage Rose nyt liv med dobbelt op på trommer.

Det kan godt være, jeg kalder hammondorglet mit yndlingsinstrument, men når en kapacitet som Annisette folder stemmebåndene ud, kommer jeg i tvivl. For den menneskelige stemme råder over nogle helt ekstraordinære registre, når afsenderen har hendes tyngde og rutine. "Happy Day Angel" er himmelsk med Annisettes unikke desperation.

I et af mine favoritnumre, "Dear Little Mother", går alle ender endelig op i en højere enhed. Tuxen formår på en og samme tid at gengive essensen af originalen og putte sit eget præg på akkorderne, mens Riel og Pasborgs fire trommestikker smelter sammen til to. Desværre en postgang for sent.

Om koncerten

Alex Riel, Stefan Pasborg, Annisette, Niclas Knudsen og Jeppe Tuxen. Foderstoffen, Rudme, fredag 4. marts

Af Simon Staun

Foto: Roland Petersen

sim@fyens.dk, rope@faa.dk

  • Michael Bager

    Journalist

    Redaktionssekretær fast tilknyttet kulturredaktionen på Fyens Stiftstidende/Fyns Amts Avis. Redigerer det ugentlige magasin Kultur - set fra Fyn samt de daglige kultursider. Skriver lejlighedsvis klummer i magasinet Base Bolig og andre steder. Har været nyhedsredaktør for Fyens Stiftstidende og kulturredaktør for de to fynske avisers fælles kulturredaktion. Ansat på Fyens Stiftstidende siden 1985 og inden da på Fyns Amts Avis. Var i en årrække medlem af Fynske Mediers bestyrelse.

Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere