Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere>>

fyens.dk

Fyens Stiftstidende - Fyns Amts Avis

fyensdk
 
  • Del artiklen:
Langt fra Villa Villekulla

Langt fra
Villa
Villekulla

Annonce:

Tag på Nolde Safari – Emil Nolde, marskens maler

- Indimellem er det ¿kul¿, men det kan også være det modsatte. Jeg føler jo også tit, at jeg sidder fast i rollen, og det sker indimellem, at jeg sidder så fast i den, at jeg ikke kan slippe fri, siger Inger Nilsson om at leve sit liv som "hende, der spillede Pippi".
Foto: Henrik Montgomery/Pressens Bild/Polfoto

Artiklen er hentet i arkivet

Det er 32 år siden, Inger Nilsson, sidst trak i Pippi Langstrømpes kluns i Villa Villekulla. Men hvis man fraregner familie og venner, så er hun i de flestes øjne stadig Pippi.

- Jeg er blevet set som Pippi Langstrømpe hele mit liv, og jeg bliver stadigvæk genkendt på gaden. Men om det generer mig, det er lidt svært at svare på, for det har jo været sådan, siden jeg var ni år, så jeg kender ikke til noget andet liv, siger Inger Nilsson.

- Det er ikke noget, jeg rigtig tænker over. Når vi for eksempel sidder her og snakker, så hører jeg det ikke, hvis folk snakker om mig, og det generer mig heller ikke, siger hun.

Inger Nilsson smiler næsten konstant. Hun er flink og imødekommende og er ikke ked af at snakke. Heller ikke om den rolle, der har domineret hendes liv siden 1969.

Tjola hopp tjola hei

Det begyndte i 1968, hvor Sveriges dengang eneste tv-kanal søgte unge piger til rollen som "Pippi Långstrump" i filmatiseringen af Astrid Lindgrens børnebog.

Inger Nilsson og hendes forældre sendte et foto ind, og den blonde pige blev kaldt til en prøve sammen med en masse andre håbefulde piger fra hele Sverige. Efter flere prøver blev hun sendt til Stockholm, hvor hun endte med at få rollen - og det blonde hår overdækket af en gulerodsfarvet paryk med strit-fletninger.

Hverken Inger Nilsson eller forældrene havde dog forventet, hvor stor en omvæltning det skulle gå hen og blive, da Pippi ramte de svenske stuer i 1969.

- Alle kendte mig pludseligt. Lige fra små børn til gamle damer. Alle simpelt hen. Men jeg vænnede mig faktisk til det ganske hurtigt, og efter lidt tid blev det helt naturligt for mig. I starten var det sjovt med al opmærksomheden, men så blev det ligesom hverdag, og jeg gik jo bare i skole og lavede lektier og boede i det samme hus hjemme hos mine forældre, som jeg altid havde gjort. Jeg var jo bare en helt almindelig ni-årig pige.

Den første film blev en kæmpesucces. Ikke bare i Sverige, men også i Danmark, Norge, Tyskland, USA og mange andre lande. Siden fulgte tre spillefilm om Pippis eventyr sammen med Tommy og Annika, og i Finland blev Pippi Langstrømpe så populær, at Inger Nilsson i 1970 indspillede en finsk version af titelsangen, selv om hun ikke kunne et ord finsk. "Peppi Pitkatossu" hed slageren på sauna-siden af Den Botniske Bugt.

- Det var utroligt så meget opmærksomhed, der var dengang. Jeg blev tilbudt at komme til alle mulige lande og optræde som Pippi og var blandt andet i Odense engang. Det var skægt, og mens vi lavede filmene, og jeg spillede Pippi, var det ikke noget problem med al opmærksomheden. Det var værre bagefter.

Aben følger med

Da den sidste film blev lavet i 1973, var Villa Villekulla, Hr. Nilsson og Pippi Langstrømpe et overstået kapitel for Inger Nilsson. Men ikke for de fleste andre.

- Der kom hele tiden journalister hjem til os og også almindelige mennesker, som var nysgerrige. De ringede bare på, og jeg kunne ikke få fred. Journalisterne ville lave reportager hjemme fra mit hjem. Sådan noget med "Hvad laver Pippi nu?" og den slags, og jeg gik jo bare i skole, så det var ikke så rart, erindrer Inger Nilsson, som ikke kunne få skilt rollen som Pippi fra livet som Inger.

- Når vi filmede, var der altid journalister med, som rendte og spurgte os om ting, og det generede mig ikke, men da filmene sluttede, var jeg jo tilbage i min egen, rigtige verden, og der passede det ikke lige ind at have journalister rendende i hjemmet og i skolen. Efterhånden blev jeg meget, meget træt af det, fortæller Inger Nilsson.

Grænsen nået

Men det blev endnu værre, da Inger blev teenager:

- Det var utroligt irriterende, og jeg håbede jo, det ville stoppe på et tidspunkt. Efterhånden som jeg blev ældre, blev jeg mere og mere sur, når folk kaldte mig Pippi, siger hun.

For 10 år siden blev Inger Nilsson for alvor sur, da en skuespiller-kammerat til en fest råbte Pippi efter hende foran alle festdeltagerne.

- Jeg blev simpelthen så gal. Så sagde jeg: "Nej, nu må det være nok. Hvis du ikke kan kalde mig mit rigtige navn, så kan vi to ikke være venner. Jeg kan ikke gøre noget ved, at I kalder mig Pippi, når jeg ikke er her, men når jeg er her, så skal du ikke stå og kalde mig Pippi. Det er det værste, jeg ved. Du kan kalde mig hvad som helst, men ikke Pippi," fortæller Inger Nilsson, som har gemt smilet væk.

- Jeg har ikke snakket med ham siden. Der er nok en del mennesker, der i det tilfælde syntes, jeg var lidt sart, men min grænse var nået den dag, og jeg gad ikke finde mig i det mere. Han var en af mine rigtig gode venner, så det gjorde mig virkelig ked af det. Det var første gang, jeg for alvor sagde fra og gjorde det klart, at jeg ikke ville kaldes Pippi, og det er jo i en ganske sen alder. Jeg var jo i midten af tre-diverne dengang. Men der tænkte jeg, at nu må det koste, hvad det koster. Jeg vil ikke være med til det mere.

Det rører hende til gengæld ikke, at mennesker på gaden stadig kalder hende for Pippi.

- Det sker jo tit, men det er en anden sag. At fremmede mennesker råber Pippi eller kommenterer et eller andet, det er jeg vant til, og det generer mig ikke så meget. Folk er generelt søde, så jeg siger bare hej og smiler.

"Du ser ud som Pippi"

Inger Nilsson gør sig ikke voldsomt bemærket i den brede offentlighed. Sidste gang var til Astrid Lindgrens begravelse i 2002, hvor Lindgrens svigersøn, forfatteren Margareta Strömstedt, statsminister Göran Persson og Inger Nilsson holdt taler. Begravelsen var en national begivenhed og blev sendt på tv.

Som skuespiller arbejder hun mest på teatret. Ikke fordi hun ikke vil lave film, men fordi det ikke strømmer ind med tilbud.

- Jeg har meget at kæmpe imod. Jeg skal jo hele tiden overbevise instruktører og teaterchefer om, at jeg faktisk kan spille skuespil og spille andre ting end Pippi, og det kan være svært, for mange ser mig jo stadig som Pippi. De kan for eksempel sige: "Du ser ud som hende, og vi har svært ved at se dig som andet end Pippi". Det er ikke altid lige sjovt, når man selv synes, man ville være god i rollen.

Genkendt i København

Også på den anden side af Øresund bliver hun ofte genkendt som Pippi:

- Når jeg er i Malmö, så tager jeg tit over til København, og der er der mange, der genkender mig. Sidste gang jeg var i Danmark var for et par år siden. Der steg jeg ind i en taxi i København, og lige med det samme vidste chaufføren, hvem jeg var. "Jeg kan genkende dig! Du er Pippi Langstrømpe!", sagde han lige med det samme, fortæller hun og griner lidt.

- Jeg er helt vild med Danmark og København. Hvis jeg skulle arbejde i Malmö, så ville jeg bo i København. Men nu må du ikke skrive, at jeg ikke kan lide Malmö, hvis nu der er svenskere, der læser artiklen, for så bliver jeg bandlyst fra teatrene i Malmö, siger hun og griner højt.

- Nej, hvis jeg skal være alvorlig, så er Danmark jo også et godt land for skuespillere. I laver nogle fantastiske film og tv-serier. Det er en hel eksplosion, der er sket i Danmark i de senere år, og i Sverige er vi meget glade for danske film. "Pusher 2" har lige haft premiere, og den taler folk meget om. Og så er der jo "Rejseholdet", som har kørt på svensk tv, og som også var meget populær. Jeg tror, jeg har set samtlige afsnit af den, siger hun og nævner "Forsvar", "Krøniken" og "Matador", som andre danske serier hun er vild med.

- Og så er Mads Mikkelsen meget populær her i Sverige. Ikke mindst på grund af "Rejseholdet". Ham synes jeg er meget dygtig, så ham ville jeg da gerne spille samen med en dag. Det må du gerne skrive i din artikel, griner hun.

Selv om rollen som Pippi Langstrømpe har klæbet sig fast til hende i tre årtier og ikke har gjort det lettere at arbejde som skuespiller, fortryder Inger Nilsson ikke, at hun fik rollen dengang.

- Jeg ville sige ja, hvis jeg blev spurgt i dag. Men det er også en anden tid, vi lever i. Nu er der jo mange børneskue-spillere og barnestjerner, men dengang i 1969 var det slet ikke normalt, at børn var med i film og blev kendte, så det var helt vildt stort dengang, og derfor blev man så kendt, siger hun.

- At fortryde ting man har gjort, kan man jo ikke bruge til noget. Jeg må acceptere tingene, som de er, og at jeg altid vil være kendt som Pippi, og så må jeg bare leve og arbejde ud fra det.

Fra forsiden

kundeservice_banner_20140313
StiftenFordele_Webbanner01_223x70 (1)
AvisKlubben_Webbanner_223x70