Log ind

Koncertanmeldelse: Elvis Costellos fremragende fortællinger

  • Koncertanmeldelse: Elvis Costellos fremragende fortællinger
    1 / 2
    Én mand, én stemme og én guitar (ad gangen) skabte musikalsk magi. Foto: Jens Wognsen
  • Koncertanmeldelse: Elvis Costellos fremragende fortællinger
    2 / 2
    Midt på scenen var et gigantisk tv, der spillede en vital rolle i showet. Foto: Jens Wognsen

Artiklen er mere end 30 dage gammel

Anmeldelse

Den første koncert med et internationalt navn i Odeon stod britiske Elvis Costello for søndag aften. Ene mand tryllebandt han publikum med sange fra 40 års vidt forskellige udgivelser.

I forhold til den første koncert i Odeon med Burhan G er der tale om en diametral modsætning med Elvis Costello. Hvor den danske popsanger havde allieret sig med 15 musikere, troppede Elvis Costello op ene mand. Mens Burhan G's tekster er temmeligt banale og uden lyrisk swung, er Elvis Costellos tekster litterære lækkerbiskner, som får engelskundervisere på landets gymnasier til at slikke sig begejstret om munden. Hvor der var uheldige udfald i lyden under Burhan G, er der gudesmuk og helt igennem fejlfri lyd under Elvis Costellos to timer lange seance.

Selv fra balkonen føles det, som om Elvis Costello står få meter foran mig og synger. Det er ekstremt nærværende og intimt. Der er på nær et par uskyldige host komplet tyst i den store sal under hele koncerten, hvor Elvis Costello vælger og vrager mellem sange fra et bagkatalog med flere genremæssige afstikkere, end de fleste musikere kan prale af. Der er sange med slægtskab til både punk-, country-, rock- og soulmusik. Præsenteret med otte forskellige guitarer samt flygel er variationen i udtrykket i sig selv fascinerende.

Hver gang, Elvis Costello kaster sig over en ny sang, sidder jeg og forbløffes over, at samme mand det ene øjeblik kan synge næsten hviskende for øjeblikket efter at eksplodere i et snerrende brøl. Præcis som hans guitarspil varierer fra poetiske anslag på spansk guitar til aggressive slag på elektrisk guitar.

Da jeg interviewede Elvis Costello for et par måneder siden, sagde han, at turnéen "Detour" byder på mange interessante oplevelser for ham, da han føler, at han genopdager sangene på scenen. At det føles, som om han spiller dem for første gang. På den måde er vi lidt i samme båd, da jeg kun kender omkring 8-10 sange ud af de flere end 20 på sætlisten.

"Accidents Will Happen" kender jeg, og det gør ikke sangen mindre interessant, at Elvis Costello varmer op til den med en morsom anekdote om en hæsblæsende forelskelse i en taxichauffør i Tucson. Jeg kender kun versionen med Costellos tidligere band The Attractions, og det er lige som med hovedparten af de øvrige sange spændende at notere, hvordan han fremfører den solo. Sangene er omarrangeret markant, hvilket næsten giver sig selv, når man har skåret bandet væk.

En sang om Hans Christian

Midt på scenen står der et gigantisk tv, der spiller en vital rolle i showet. Her vises der familiebilleder, som understøtter de gribende og hylemorsomme fortællinger om Elvis Costellos musikalske far og farfar. Det cementerer også indtrykket af en mand med så meget musik i blodet, at hans skæbne nærmest var bestemt på forhånd.

Flygelet har dog også en hovedrolle, da det giver et afbræk i de guitarbårne sange."Shipbuilding", som jeg hører for første gang, er en sørgmodig perle. Og et af mange eksempler på Costellos format som sangskriver.

"Deep Dark Truthfull Mirror" efterfølges af "She Handed Me a Mirror" og udgør et lille spejltema. Sidstnævnte skrev Costello til H.C.Andersen-operaen "The Secret Songs", der aldrig blev færdiggjort. H.C. Andersen kipper med sin høje hat på tv'et, da Elvis Costello runder den smertefulde sang af om den fynske digters ugengældte forelskelse i svenske Jenny Lind.

Elvis Costello præsenterer også flere sange fra et projekt, der kom i mål. Sangene fra musicalen "A Face in the Crowd" står stærkt. Ikke mindst fordi omdrejningspunktet er en demagog i 1950'ernes USA, der har markante lighedspunkter med den nuværende præsident.

Sangen om hende

Elvis Costellos sko knirker på scenegulvet. Man kan næsten høre hans åndedræt i den anden ende af salen. Derfor virker det oplagt, at han dropper mikrofon og forstærkere, da han spiller et af sine mest kendte numre som foreløbigt punktum. "Alison" svæver elegant ud i hele den store sal. Og det får mig til at tænke på, at både Burhan G og Elvis Costellos største sange bærer pigenavne som "Lucy", "Diana", "Veronica" og altså "Alison". Medmindre man slet og ret kalder drømmekvinden for "She". Costellos vel mest populære sang er i øvrigt også et cover. Den blev skrevet af Charles Aznavour og Herbert Kretzmer i 1974.

Mine personlige højdepunkter er "Church Underground" fra Nashville-albummet "National Ransom" fra 2010. Samt den nedtonede udgave af Sam & Dave-coveret "I Can´t Stand Up For Falling Down", som blev indspillet med The Attractions i 1980. Den serveres med et diametralt andet udtryk end på plade. I Odeon har den en gospel-klang og minder lidt om Simon & Garfunkels "Bridge Over Troubled Water".

Det er svært at holde styr på, hvor mange gange Elvis Costello forlader scenen mod slutningen. Derfor er det umuligt at bedømme, om han giver to, tre eller fire omgange ekstranumre. Sikkert er det dog, at sidste sang som forventet er "(What's So Funny 'Bout) Peace, Love and Understanding". Den får alt, hvad den kan trække med volumeknappen i bund og fuld smadder på den elektriske guitar.

Der vil sikkert være dem, der kedede sig bravt under koncerten. Men jeg kan ikke fortrænge, at én mand, én stemme og én guitar (ad gangen) kan skabe så megen musikalsk magi. Den første koncert med et internationalt navn i Odeon må siges at være en succes.

Om koncerten

Odense, Odeon, Store Sal, søndag 5. marts: Elvis Costello "Detour"

  • fyens.dk

      Regler for kommentarer

Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere