Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere>>

fyens.dk

Fyens Stiftstidende - Fyns Amts Avis

fyensdk
 
  • Del artiklen:
Hammond- jordskælv

Hammond-
jordskælv

Annonce:

OPLEV SKAGEN

Nyd et par sommerdage i feriehus på Skagen Strand

Hammondlegenden Dr. Lonnie Smith er ikke doktor, men har haft det som kunstnernavn siden midten af halvfjerdserne. Han er heller ikke sikh, selv om han bærer deres karakteristiske turban. Foto: Carsten Bundgaard
Foto: Carsten Bundgaard

Artiklen er hentet i arkivet

Dr. Lonnie Smith har besøgt Montmartre i København, hvor han også spiller i dag

Musikredaktør Simon Staun mødte hammondguruen med den særegne dastar-hovedbeklædning

De har optrådt der alle sammen. Dexter Gordon, Ben Webster, Stan Getz, Sonny Rollins og hundredvis af andre prominente jazzmusikere. Men aldrig Dr. Lonnie Smith. Før torsdag aften, hvor den uortodokse hammondpianist og hans to overdrevent sublime bandmedlemmer går på scenen og indleder den første af tre koncerter med et nummer på 22 minutter, der føler som en tidsrejse, ud af kroppen-oplevelse og musikalsk genfødsel på én og samme tid.

Dr. Lonnie Smith spiller ikke kun på sit B3-orgel. Han kæler for det. Banker i det. Snakker til det. Hvisker. Og mestrer det i en grad, så det giver kuldegysninger, brede smil og spontane tilråb ved bordene på det komplet udsolgte spillested.

Dr. Lonnie Smith er ikke doktor. Men hans hammondspil virker som medicin mod de fleste diagnoser, og coverudgaven af Paul Simons "50 Ways To Leave Your Lover" får min sidemand til at knibe sig i armen. Han drømmer ikke. Men det føles sådan.

Efter en times musik - fire numre - er det tid til pause. Jeg følger med op i bandrummet, hvor medlemmerne snakker om det finurlige i, at der intet "straw" er i strawberry eller ingen "goose" i gooseberry.

Sangene ændrer karakter

Dr. Lonnie Smith sætter sig til rette ved et bord, hvor han nærmest svarer på spørgsmålene, inden de er stillet.

- Selv om jeg er 73 år, lærer jeg nye nuancer om hammondorglet at kende hver eneste dag. For få minutter siden nede på scenen blev jeg klogere på det, end jeg var i går, siger Dr. Smith, mens han giver mig et venligt dask på låret.

Hans filosofi er, at han aldrig spiller den samme sang identisk. Publikum skal have noget nyt hver gang.

- Musik er historiefortælling. Og jeg ville ikke fortælle den samme historie flere gange. Spontanitet er fantastisk, og når sangene udspringer af livet, giver det sig selv, at de ændrer karakter. Hvis jeg satte mig ned og spillede en af sangene fra første sæt, ville den allerede lyde anderledes. Jeg har ikke autoritet til at ændre sangene, jeg lader bare flammen fra tangenterne forplante sig i mine hænder og brede sig som en ild eller elektricitet gennem min krop, siger Dr. Lonnie Smith med en hviskende, hemmelighedsfuld stemme.

Bassolo på stok

Det var især i 1970'erne, at Dr. Lonnie Smith lærte at bruge spontanitet og improvisation som et vitalt redskab.

- I dag bruger mange musikere en måned på at finpudse en sang og indspille den, så den er perfekt. Ingen fejl er tilladt. Og det bliver kedeligt. Umenneskeligt. Følelsesløst. Jeg gav engang det råd til en kollega, at han skulle spille, som om han havde ondt i fødderne. For at få den smerte til at forplante sig. Som lytter vil man høre smerten, tårerne og latteren. Ikke noget, der er klinisk renset for følelser, siger Dr. Lonnie Smith.

Han kalder hammondorglet det mest alsidige instrument, da det kan portrættere alle tænkelige sindsstemninger.

- Hammondorglet kan genskabe hver eneste følelse og samtlige elementer i universet. Det lyder højtravende, men et hammondorgel kan tegne billeder af regnbuer, solen, stjernerne og bølgerne i havet. Det kan være tidevand. Storm. Det kan lyde som et jordskælv. Jeg lover ikke, at det er eksakt det samme, du hører. Men det er det, jeg hører, siger Dr. Lonnie Smith og ler, så det skratter.

Efter et andet sæt med både jordskælv og meteornedslag indleder Dr. Lonnie Smith sidste nummer med en 10 minutter lang solo. På sin stok. En metalstok, hvorpå han spiller den ondeste, urrytmiske funkbas. Publikummerne er målløse. Guitarist Jonathan Kreisberg og trommeslager Johnathan Blake lusker på scenen og hjælper med at strække ekstranummeret yderligere 10 minutter ud.

Dr. Smith har ikke brug for sin stok, da han forlader scenen. Publikums ellevilde jubel bærer ham ud.

Mere om emnet

Se alle

Dr. Lonnie Smith

Fra forsiden

kundeservice_banner_20140313
StiftenFordele_Webbanner01_223x70 (1)
AvisKlubben_Webbanner_223x70