Log ind

En "Matador"-jomfrus bekendelser: Hvad har jeg dog tænkt på?

  • En "Matador"-jomfrus bekendelser: Hvad har jeg dog tænkt på?
    Forfatter Lise Nørgaard fotograferet i forbindelse med Rejsegilde. Korsbæk på Bakken, den 2 december 2014.
  • En "Matador"-jomfrus bekendelser: Hvad har jeg dog tænkt på?
    Forfatter Lise Nørgaard fotograferet i forbindelse med Rejsegilde. Korsbæk på Bakken, den 2 december 2014.

Artiklen er mere end 30 dage gammel

Lise Nørgaard blev mandag aften kåret til årets ærespublicist af Den Danske Publicistklub. Hun blev hyldet for et livslangt skribentvirke med "Matador" som kransekagens top. En serie, som denne journalist for første gang har sat tænderne i.

Jeg kan næsten høre dig for mig: "Har han aldrig set Matador?" Og svaret er nej. Jeg har aldrig set "Matador" - før nu.

Selv som udpræget film- og serienørd har jeg gennem årenes løb vendt Lise Nørgaards kulturkanoniserede hovedværk ryggen. Jeg har fravalgt mit eget hjemlands mest skattede og ikoniske tv-serie.

Hvorfor?

Fordi jeg føler, at serien er blevet forsøgt tvunget ned i halsen på mig. Den belærende tone, hvormed mine forældre og resten af min voksne omgangskreds har understreget "Matador"s betydning for den danske selvforståelse, har vækket trodsige følelser i mig, lige som antallet af DR's genudsendelser i bedste sendetid for længst har passeret det absurde.

Nu, hvor jeg endelig har sat mig ned og set de første syv afsnit af "Matador", står noget dog meget klart: Jeg har holdt mig selv for nar.

Og derfor handler det her ikke om "Matador" som historielektion. Det handler heller ikke om "Matador" som en dansk kulturkronjuvel eller som en ny-restaureret high definition-oplevelse, der vasker alderdommens pletter af vejen.

Det her handler om "Matador" som en knaldgod serie - hverken mere eller mindre.

Den hårde kerne

Som fan af hårdkogte Hollywood-serier som "Breaking Bad", "House of Cards" og "Game of Thrones" giver "Matador" mig stadig al den dramatik, jeg kunne ønske. Korsbæk er ganske vist ingen kriminel underverden, politisk højborg eller fabelagtig parallelverden, men i al sin enkelthed bare en lille, leverpostejsfarvet forstad, hvori skuespillere fra hele den danske filmhistorie tuller rundt og spreder hygge.

Derfor er castingen af Jørgen Buckhøj som Mads Andersen Skjern en lysende genistreg. Hans ansigt ligner simpelthen ikke noget andet i dansk film, og allerede fra første gang, han trasker gennem Korsbæks gader, ligner han rent fysisk en sten i skoen på det etablerede borgerskab. I den ene hånd har han en dreng, og i den anden hånd bærer han en mappe - ikke ulig en anden af filmhistoriens allerede ikoniske kapitalister: den skruppelløse og kolde Daniel Plainview fra "There Will Be Blood".

Senere i åbningsafsnittet erfarer vi, at Skjerns kone er død, og at livet nu er nulstillet for matadoren, der intet har at miste. Nogen mere uddybende introduktion af Mads Andersen Skjerns fortid behøver vi sådan set ikke - og det får vi heller ikke af seriens 100-årige mastermind, Lise Nørgaard.

Den kontante og kortfattede introduktion er symptomatisk for Nørgaards manuskriptskrivning. Hun undgår at overforklare og udpensle, men lader i stedet nogle få, sylespidse replikker sætte dramaet på spidsen. Desuden dvæler hun ikke ved dramatikken, men afvikler den i nogle hurtige, kraftfulde stød - som når Skjern i et par intense scener krydser klinger med bankdirektør Varnæs.

Toppræstationer i overflod

Serien føles helstøbt, fordi den omkransende skuespillerstab fungerer så godt, som den gør; Arthur Jensen balancerer mesterligt på kanten af karikatur som Hr. Swann, mens altid gode Ghita Nørby er gennemført troværdig, og Holger Juul Nielsen formidler følelsen af stress og afmagt så overbevisende, at man i tide og utide tager sig til brystet.

Imens spiller folk som Buster Larsen, Malene Schwartz, Elin Reimer og Bjørn Watt Boolsen det bedste, de har lært. Kun Ove Sprogøes ubeslutsomme dialekt som doktor Hansen og Ellen Winther Lembourns irriterende overspil som Minna Varnæs er hår i en ellers perfekt tilsmagt suppe - med Jørgen Buckhøj som den kølige klat creme fraiche på toppen.

Efter syv afsnit er jeg allerede klar til at tvinge "Matador" ned i halsen på den næste generation. De skal slubre den i sig og ikke nægte, som jeg selv gjorde. Ikke fordi serien er en kulturskat, en hjørnesten i den danske selvforståelse eller en regulær "wow"-oplevelse i sin ny-restaurerede version.

Men fordi den simpelthen bare er en knaldgod serie.

  • Af:

      Regler for kommentarer

Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere