Log ind

Lanternen blænder endnu

  • Lanternen blænder endnu
    1 / 6
    Steffen Brandt og Tina Dickow spillede en fremragende koncert, da koncertarrangøren Culture Club holdt dens første større koncert. Foto: Jens Wognsen
  • Lanternen blænder endnu
    2 / 6
    Steffen Brandt og Tina Dickow spillede en fremragende koncert, da koncertarrangøren Culture Club holdt dens første større koncert. Foto: Jens Wognsen
  • Lanternen blænder endnu
    3 / 6
    Steffen Brandt og Tina Dickow spillede en fremragende koncert, da koncertarrangøren Culture Club holdt dens første større koncert. Foto: Jens Wognsen
  • Lanternen blænder endnu
    4 / 6
    Steffen Brandt og Tina Dickow spillede en fremragende koncert, da koncertarrangøren Culture Club holdt dens første større koncert. Foto: Jens Wognsen
  • Lanternen blænder endnu
    5 / 6
    Steffen Brandt og Tina Dickow spillede en fremragende koncert, da koncertarrangøren Culture Club holdt dens første større koncert. Foto: Jens Wognsen
  • Lanternen blænder endnu
    6 / 6
    Steffen Brandt og Tina Dickow spillede en fremragende koncert, da koncertarrangøren Culture Club holdt dens første større koncert. Foto: Jens Wognsen

Artiklen er mere end 30 dage gammel

Steffen Brandt og Tina Dickow ser stadig ud til at stor­trives sammen på scenen

Annonce

Koncert

Steffen Brandt og Tina Dickow

- Vi kommer med fred samt en naiv og delvis ramponeret tro på, at kærligheden overvinder alt, indleder Steffen Brandt en aften, der på det nærmeste bliver en gradbøjning af tillægsordet "god", da koncerten starter godt, bliver bedre og bedre og slet og ret ender med at være bedst.

Til at begynde med er Steffen Brandt for underspillet. Og vokalen alt for lav og mere reciterende end syngende. Men efterhånden som sangene folder sig ud, står det tydeligt, at han blot har fundet sin plads i hierarkiet og ikke forsøger at matche sin aarhusianske kollegas stemmepragt.

Der er ingen tvivl om, at Tina Dickow synger lysår bedre end Steffen Brandt. Guitarer i forskellige udgaver behersker hun også markant mere talentfuldt. Brandt er til gengæld overlegen, når det kommer til at skrive sangtekster, der bider fra sig som sultne piratfisk. Og så er han bare hamrende morsom, når han med østjysk charme proklamerer: "Normalt når vi spiller den her sang, rejser publikum sig spontant op og pifter. Jeg sagde, normalt ...".

Fantastiske Toyota

En af grundidéerne med samarbejdet er at fortolke hinandens sange, og når Tina Dickow kaster sig over "Hospitalet for ødelagte ting", "Randers Station" og "Alt hvad hun ville var at danse" åbner sangene sig og afslører fortællinger, jeg ikke tidligere har bidt mærke i.

Helt formidabel er hendes favntag med "Fantastiske Toyota". Det føles som en åbenbaring, og for første gang ser jeg kvinden bag de tonede ruder i den japanske bil parkeret på stranden en mandag formiddag. Jeg har lyttet til den sang hundredvis af gange, men aldrig nogensinde hørt den som mandag aften.

På samme måde er Steffen Brandts omskrivning af Dickows "Nobody's Man" til "Ingens pige" en genistreg. Alene det at høre deres respektive sange vise nye sider af sig selv berettiger, at de stadig turnerer. Det gør en ny fælles sang som "Tilbage på sporet" også med poetiske udladninger som "Livet vil leves, verden vil elskes".

Steffen er en stjerne

Deres omfattende rekonstruktion af "Herlev, det er skønt" fra albummet "På kanten af småt brændbart" er genial. Live-udgaven af sangen slår den akavede albumversion med længder. Brandt får naturligvis både proppet Odense, Hjallese og OB ind i sangen, hvor de to vokaler og den eminente timing understøttes af omkvædets mantra: "Skøøøøøøønt". En rendyrket hyldest til Frank og Nancy Sinatras berømte duet "Somethin' Stupid". I "Lanternen" synger Steffen Brandt den ikoniske linje: "Men jeg, jeg er ingen stjerne". Til stor jubel indskyder Dickow et forsigtigt "jo, du er".

I mine øjne og ikke mindst ører er hun dog en rød hypergigant. Hvis jeg kunne lave et barn med en sangstemme, skulle det være hendes. Jeg har altid ment, at hun er én af landets bedste sangere, men mandag aften besidder hendes stemme nogle nuancer og en nerve, som måske er blevet modnet af det brutale islandske landskab eller moderskabet. Under alle omstændigheder kniber jeg mig selv i armen flere gange undervejs, når Dickow - med et prisværdig tyst og respektfuldt lyttende publikum - synger, så hele verden burde gå fra forstanden af benovelse.

I ethvert velkørende makkerskab er der plads til leg, og det er eminent, at Dickow kaster sig over det drømmende guitarriff fra D-A-D's "Sleeping My Day Away" midtvejs i "De første kærester på månen". Det er også kløgtigt og effektfuldt, at en umådeligt smuk version af "Bag duggede ruder" glider over i The Doors'­ legendariske "The End". Til gengæld skulle de ikke have spillet "These Boots Are Made For Walking" som ekstra-ekstranummer, men det er ikke nok til at ridse lakken på den fantastiske Toyota.

Om koncerten

Odense Koncerthus, mandag 21. marts: Steffen Brandt og Tina Dickow

Af Simon Staun

sim@fyens.dk

  • Michael Bager

    Journalist

    Reporter på Odenseredaktionen, musikredaktør og flittig skribent til rejsemagasinet Siesta. Født i Aars, Himmerland, i 1977 og bosat på Fyn siden 2004. Har kone, der er læge på OUH, samt to døtre. Jeg er glødende AaB- og Arsenalfan, men hepper på OB i alle kampe, hvor de ikke møder nogen af de nævnte hold. Jeg elsker alt fra hiphop og heavy til punk og rendyrket rock. Jeg har i mine 10 år på avisen interviewet musikere som Tom Jones, Robert Plant, Slash, Sinéad O'Connor, Macy Gray, Bryan Adams, Chris Cornell, Cliff Richards, Dr. John, Gavin DeGraw, James Last, Jeff Beck, Kevin Costner, Manic Street Preachers, Santana, Suede, The National og Travis m.fl. Blandt danske bands mangler jeg kun C.V.Jørgensen og Kim Larsen for at have interviewet samtlige af mine hjemlige helte.

Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere