Log ind

Da Tildes rum blev vores rum

  • Da Tildes rum blev vores rum
  • Da Tildes rum blev vores rum

Artiklen er mere end 30 dage gammel

Tilde Knudsens selvbiografi fortalt i dans, performance, skyggeteater.

Annonce

Danseren, skuespilleren, performeren Tilde Knudsen fra teatret Asterions Hus kan noget. Noget med sin krop. Noget med sin fantasi. Noget med sin fortælleevne. Og noget med at skrue på publikums forventningsknapper.

Da forestillingen "Mit Rum", som er Tilde Knudsens personlige, men ganske almindelige historie fortalt gennem dans, sludrehistorier, skyggeteater, dukketeater, går i gang, er publikum end ikke klar over, om teaterstykket er startet, eller om Tilde Knudsen snarere er ved at forberede sig. Men langsomt snakker hun sig ind på os, så publikum til stadighed er en aktiv del af Tildes Rum. Vi er ikke bare tilhørere, men Tilde Knudsens venner, veninder, familie, der får lov at læse op af hendes dagbøger. Ikke at de afslører andet og mere, end hvad vi allesammen har været igennem. Men netop derfor...

Så viser hun lidt af sin søns legetøj - først foræret til ham, siden igen inddraget. Så fortæller hun. Springer i kronologien. Og vi sidder lidt uroligt på sæderne, for bliver det til noget?

Det gør det. En fantastisk selvbiografi ruller sig ud og op, mens vi måber over Tildes smidige krop og hvor koreografisk præcist hun bruger den sammen med musikken.

Og pludselig får sceneopbygningens mange lamper deres minutes of fame-øjeblikke, da de indgår romantiske alliancer på kryds og tværs - og på sludrefransk, engelsk, norsk. Det bliver for eftertiden svært at kigge på stuens lamper uden at fundere over, hvad de egentlig har for med hinanden. Kysser de? Skændes de? Døjer de med ulykkelig kærlighed? Og er der måske en lille genert pigelampe med silkeskærm, som slet ikke tør sige noget i de andres lysende selskab?

På scenen har Tilde Knudsen elleve læselamper og 5 bordlamper, så der er bedre mulighed for den enkelte lampe at finde den eneste ene.

Ikke et minut får publikum lov at kede sig, når hun springer rundt på scenen, finder gemte og glemte effekter i massevis af kasser, spiller Medea med mannequindukke-hænder og bruger en lommelygte som håndholdt følgespot, når ikke lige hendes ægtemand ved teknik-bordet, Peter Kirk, sørger for, at de stuehyggelige lampeskærme taler deres eget sprog med lys og pærer, der springer og skiftes.

Selv siger hun: Jeg har aldrig kedet mig.

Og det er så indlysende en sandhed, for det synes som om, Tilde kan finde historien og scenografien til sin egen historie i hver lille effekt.

Hvad skal man, når man ikke ved, hvad man skal? spørger hun. Mit svar for denne aften, oplevet i teatersalen på Langelands Efterskole, er: Se teater! Du vil blive overrasket...

  • Af:

Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere