Log ind

Anmeldelse: Til te hos Potts

  • Anmeldelse: Til te hos Potts
    Paul Potts, der vandt en engelsk talentkonkurence med en operaarie, charmerer publikum i Den Fynske Landsby.
  • Anmeldelse: Til te hos Potts
    Paul Potts, der vandt en engelsk talentkonkurence med en operaarie, charmerer publikum i Den Fynske Landsby.

Artiklen er mere end 30 dage gammel

| Opdateret
Sangeren har ikke den største stemme, men vinder på charmen.
Den myndige, britiske røst runger ud over publikum i Den Fynske Landsby. Vi sidder stuvet tættere end sardiner i dåse - mon brandmyndighederne har sagt god for at lukke så mange mennesker ind?

Der er lidt kejserens nye klæder over arrangementet, for telefonsælgeren, der vandt den store engelske talentkonkurrence og det halve showbizz-rige, har ikke verdens største stemme. Man kan få bedre, mere kvalificeret og bevægende sang for den halve pris i Odense Symfoniorkester, men event-effekten skal man ikke kimse ad. Så vi maser småblufærdigt lårene af hinanden og puster varme i fingrene, der hurtigt bliver isterningkolde.

De 13 musikere, hvoraf alle undtagen pianisten er danske, spiller så det er en fryd. Så man bærer gladelig over med, at de lyder som det dobbelte - godt hjulpet på vej af båndede kolleger.

For det er smagfuldt løst.

Det er heller ikke svært at synes om Paul Potts, der taler mere end han synger og gerne underholder med barndomserindringer og højdepunkter fra bryllupsrejsen. Det eneste, der mangler, er feriebilleder og smalfilm.

Men det er sangen, vi er kommet for, og lur mig om han ikke giver "Nessun Dorma" som ekstranummer, men til den tid er min deadline overskredet. Første sæt byder på "Granada", "Everybody Hurts", Schuberts "Ave Maria" og "Bring Him Home" fra musicalen "Les Miserables". Efter pausen står der populærmusik og filmmusik på programmet. Alt bliver sunget på stort set samme vis. Fortolkning eller indlevelse er ikke det Paul Potts gør mest ud af. Til gengæld har han et vibrato, der blafrer som lagner på tørresnoren i en efterårsstorm.

Hans italienske udtale er en kende rusten, men på en sært charmerende måde. Mere besynderligt er det, at han også synger engelsk med italiensk accent.

Akkurat som en af hans forgængere på stjernehimlen, Andrea Bocelli, præsenterer Paul Potts en ung, kvindelig kollega. Hans Sarah Brightman hedder Natasha Marsh og har en køn og overbevisende operasopran. Men hvorfor er det lige, at operasangere så gerne vil synge pop - i dette tilfælde Diana Ross og Queen - når nu det lyder så akavet, når de gør det?

Fælles for Marsh og Potts er en herlig uformel optræden. Som tilskuer føler man sig omfattet af Potts kluntede gæstfrihed, når han "byder" på "nothing like a cup of tea to start the evening up".

Men en egentlig musikalsk oplevelse er koncerten ikke. Dertil er Paul Potts for upoleret og famlende en sanger.

Om koncerten
Den Fynske Landsby, Odense, tirsdag: Koncert med tenoren Paul Potts. Kapelmester: Mark Agnor. Gæst: Natasha Marsh, sopran. Koncerten gentages lørdag 31. maj.
  • Fyens Stiftstidende

Mere om emnet

Se alle
Musikalsk mirakel

Musikalsk mirakel

Potts og pande med Paul

Potts og pande med Paul

      Regler for kommentarer

Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere