Log ind

Ugens Bagkant: Det store lærertab

Ugens Bagkant: Det store lærertab
Af:

Det skorter ikke på politisk opbakning til vores alles fælles folkeskole. Der tales ofte meget ivrigt, meget varmt og meget behjertet fra alle sider af det politiske spektrum om denne folkets skole, der er noget af det vigtigste, vi har. Ja, ligefrem det vigtiste, som binder os sammen som borgere og danskere.

Skolen varetager vores fremtid, og i realiteten er det en grundlæggende ros til skolen og dens rolle, at der så ofte foreslås nye emner, opgaver og fag, som skolen også burde tage sig af. Den ene dag er det privatøkonomi, der foreslås som fag, så er det nye sprog, digital dannelse, forældrekompetencer og alt muligt andet fra den daglige formulering af samfundets problemer, som folke- skolen ses som løsning på.

Skulle folkeskolen reformeres? Ja, formentlig. Men at man valgte at sætte sig på lærerene og ikke udvise dem tillid og lytte, er i modstrid med alt det, som vi ellers hylder folkeskolen for at lære vores børn.

Skolen skal kunne meget, og det kan den også. Faktisk viser ganske mange undersøgelser, at både elever og forældre i udstrakt grad er glade for deres skoler. Se bare på reaktionerne, når en kommune foreslår en skole nedlagt. Så samler vi os i kamp for vores skole, fordi skolen er vores lokalsamfunds måske allermest vitale organ.

Der er selvfølgelig også kritik. Lærer børnene nok? Er lederne dygtige nok? Er skolen for dyr? Og, som tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) for mere end et årti siden høstede mange roser for at hævde fra Folketingets talerstol, er det ikke som om, fag- lige kundskaber er nedprioriteret til fordel for rundkredspædagogik og "hvad synes du selv"? Utvivlsomt alt sammen både rigtigt og forkert, for skoler er forskellige, nøjagtig som de elever, der går i den er det.

Men oven over det hele står lærerne. Denne gruppe af fagfæller, der selvfølgelig er skolens sjæl og vigtigste råstof. Lærerne er skolen, og det er nok også derfor, at lærerne gennem mange årtier er blevet genstand for så megen opmærksomhed. Mest negativ de seneste mange år. For laver de overhovedet noget, lød det fra mange sider om disse ofte lovlig afslappet klædte kommunalt ansatte fagfæller, der uden rigtigt at kunne svare for sig havnede som det mest oplagte mobbeoffer i samfundets store skolegård, den der også går under navnet Den Offentlige Samtale.

Herude var lærerne ikke med i legen. Fra tidligere at have repræsenteret en faglig autoritet, var det, som om lærerne var dem, der ikke kunne blive til andet. Dem, der klynkede, når de blev kritiseret, dem, som brokkede sig over det hårde arbejdsliv, samtidig med at de hele tiden havde fri. Dem, der evig og altid brokkede sig over børn og forældre og ledelse, og som svar sendte elever, som nærmest var dummere, end da de kom ind, ud af skolen. Hvor var den faglige stolthed, blev der spurgt, og medierne flød over af kritik, som blev gentaget af politikere.

Ikke meget af kritikken - hvis noget overhovedet - var fair, men sådan er det desværre med mobbeofre. Der er ikke retfærdighed til, og dem der klynker højest er også dem, der må stå model til flere slag - som sagt selv med en statsminister som afsender.

I realiteten var der op gennem 1990'- erne og 2000-tallet tale om en autoritetsnedbrydning og et faglighedstab, der er uden sidestykke i historien. Det ledte naturligt til den reform af skolen, som blev vedtaget for fire år siden. Reformen har forandret skoledagen for mange, og det kan der være både godt og skidt at sige om, men processen frem mod reformen er interessant.

Forudsætningen for overhovedet at lave reformen var nemlig, at det lykkedes at få lavet en ny arbejdstidsaftale for lærerne, der gerne skulle undervise flere timer. En på mange måder udmærket ambition, hvis ikke det lige var for processen. For det er ikke politikerne, men faglige organisationer og arbejdsgivere, der i Danmark laver den slags aftaler, politikerne kommer først ind, hvis parterne ikke kan forhandle sig til en overenskomst. Det hedder den danske model, og den praler politikere og organisationer ofte af ude i den store verden.

Men meget taler for, at den danske model blev sendt på lossepladsen i det forløb, der førte til lockouten af lærerne tilbage i foråret 2013, dengang Kommunernes Landsforening - lærernes arbejdsgivere - holdt lærerne ude af skolerne i fem uger. En konflikt helt efter bogen, eller var den nu også det?

I denne uge kom der yderligere tvivl på bordet, da tidligere SF-formand Annette Vilhelmsen i en ny bog om forløbet gjorde det klart, at regeringen blandede sig dengang. Hun sad selv i regeringen, og det er bemærkelsesværdigt, at hun står frem og bekræfter den freudianske fortalelse tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) kom med sidste år, da hun i Politiken blev citeret for at sige, at regeringen besluttede at lockoute lærerne. Efterfølgende blev det gjort klart, at det var en fejl at sige sådan fra Thornings side, men det ændrer ikke ved det billede, som Vilhelmsen nu altså bekræfter.

KL var i lommen på regeringen, og forhandlingerne med lærerne i 2012-2013 om en ny arbejdstidsaftale var ikke reelle, hvad notater om forløbet også viser. KL vidste, at regeringen var klar til at gribe ind, så snart forhandlingerne brød sammen - jo før jo bedre.

Det fuldstændige sandfærdige billede kommer næppe frem, og andre fra den daværende regering lægger sig op ad Thornings forklaring, men det ændrer ikke på, at lærerne med rette føler sig trådt på. Mobningen kulminerede med, at de blev bortvist fra deres arbejdsplads i noget, der lignede aftalt spil mellem regeringen og KL. Den kan næppe bevises endegyldigt, men der foreligger nu så mange tydelige indicier, at bevisbyrden egentlig burde vendes om.

Reaktionerne fra andre politikere, blandt andet SF's nuværende formand, Pia Olsen Dyhr, vidner om, at man er klar over det voldsomme tillidsbrud, der blev skabt. Olsen Dyhr kalder det en fejl og en uskik, at man blandede en reform med en overenskomstforhandling, og erkender på den måde sammenblandingen tilbage i 2013.

Men hvorfor er det så alvorligt og vigtigt, kan man spørge, for skolen fungerer jo tilsyneladende nu. Lærerne arbejder, elever og forældre er i runde tal glade. Ja, men nedenunder ligger vigtige principper, og ikke mindst det forhold, at vi vel alle ved, at lærergerningen er blandt de vigtigste i det samfund, der ser folkeskolen som vores væsentligste fællesskab. I den vil vi gerne have stærke lærere, der fagligt og kærligt bygger viden og dannelse i de små borgere, der repræsenterer fremtiden. De lærere fortjener mere og bedre end at blive taget ved næsen af arbejdsgivere og en magtstærk, men politisk svag regering, der følte behov for at sætte en vilje igennem uden respekt for hverken modstandere eller spilleregler.

Skulle folkeskolen reformeres? Ja, formentlig. Men at man valgte at sætte sig på lærerene og ikke udvise dem tillid og lytte, er i modstrid med alt det, som vi ellers hylder folkeskolen for at lære vores børn. Konsekvenserne er voldsomme. Tusindvis af lærere har forladt deres fag. Lærere, der kunne have været dem, der gjorde en forskel i vores børns liv. Og hvad kan der kan vise sig endnu værre er, at fremtidige nye aftaler kan blive helt umulige at indgå.

Mere om emnet

Se alle
1
Anmeldelse: Fire stjerner til bogen om lærerkonflikten

Anmeldelse: Fire stjerner til bogen om lærerkonflikten

      Regler for kommentarer

Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere