Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere>>

fyens.dk

Fyens Stiftstidende - Fyns Amts Avis

fyensdk
 
  • Del artiklen:
Sorg er en del af hendes hverdag

Sorg er
en del af
hendes
hverdag

Annonce:

Dit livs fest – fest med det hele

Pris pr. person FRA KR. 475,-

Når Solveig Refsgaard tager sin præstekjole på, sker det altid ude på toilettet ved siden af hendes pærstekontor. Kjolen hænger i skabet på kontoret klar til brug, når der er behiv for det.
Foto: Nils Mogensen Svalebøg

Artiklen er hentet i arkivet

SJÆLESØRGER: Når Solveig Refsgaards personsøger bipper, ved hun, det måske betyder afslutningen på et menneskeliv
Riiiing! Telefonens utålmodige ringen overdøver speakerstemmen i radioavisens 7-morgennyheder.

Det er onsdag.

I præstegården i Nørre Broby er hospitalspræst Solveig Refsgaard lige trådt ud af bruseren, da en sygeplejerske fra afdeling C5 på Odense Universitetshospital (OUH) ringer og vender op og ned på hendes morgen.

Den lungemedicinske afdeling vil gerne have, at Solveig Refsgaard kommer med det samme.

En kvinde er døende, og de pårørende har spurgt efter præsten, som besøgte kvinden dagen før.

Solveig Refsgaard hopper hurtig i tøjet.

- Har du slet ikke tid til en kop kaffe? spørger hendes mand, der er sognepræst i Nørre Broby.

Det har hans kone ikke.

Hun haster ud til sin grønne Peugout og drøner ind til hospitalet.

Præsten indrømmer, nålen på bilens speedometer suser forbi det sted på skiven, hvor de tilladte 80 kilometer i timen står.

Solveig Refsgaard og Peugoten når frem til OUH, og hospitalspræsten parkerer bilen - ikke helt lovligt - uden for hospitalets bygninger.

På C5 vil den syge kvindes børn gerne have Solveig Refsgaard til at fortælle deres mor i bønnens form, at hun skal give sig selv lov til at give slip på livet nu.

Moderen kan ikke tale mere, men hendes evne til at opfatte, hvad der sker omkring hende, er intakt, og ved Solveig Refsgaards hjælp får børnene fortalt deres døende mor, at hun ikke skal kæmpe mere for deres skyld.

Det er ikke uvant for hospitalspræsten at hjælpe pårørende med at få sagt farvel.

Intet er forudsigeligt

På normale morgener kan hospitalspræsten godt lade den grønne peugout rulle i lovlig fart fra Nørre Broby til OUH, hvor hun fra sit præstekontor på 15. etage i Højhuset har et storslået vue ud over den fynske hovedstad.

Når Solveig Refsgaard sidder i bilen om morgenen, har hun normalt tid til at sidde og tænke på, hvad hun vil bruge sin dag på.

Programmet, som der er lagt til rette i præstens hoved, kan dog godt blive blive ændret i løbet af dagen, hvis der bliver ringet fra en afdeling, som har behov for hendes hjælp.

Solveig Refsgaard ved aldrig, hvornår hendes personsøger bipper, fordi der skal slukkes for en respirator, et sygt barn skal døbes, eller et par skal nødvies, men her-og-nu-aspektet i hendes job, kan hun godt lide:

- Det holder mig mentalt på tæerne, når jeg ved, der pludselig kan komme en opgave, jeg skal klare.

Efter Solveig Refsgaard blev uddannet i 1986, blev hun hjælpepræst i Ansgar Kirke, hvor hun også var i kontakt med OUH, fordi præsterne fra Ansgar Kirke afløste for sygehuspræsten, når han skulle noget andet.

Arbejdet som afløser bekræftede Solveig Refsgaard i, at det var sygehuspræst, hun gerne ville være. Hun følte, det var en niche inden for præstegerningen, hvor hun kunne se sig selv, og hvor hun følte, man som præst gør fyldest, og arbejdet er meningsfyldt.

I 1994 blev en stilling på OUH som hospitalspræst på fuld tid slået op.

- Jeg tænkte, man ved jo aldrig, hvornår sådan en stilling bliver slået op igen, så jeg søgte den, blev indkaldt til samtale med hospitalsdirektøren og gik ind og sagde: "Jeg VIL have den stilling", og det fik jeg heldigvis, ler Solveig Refsgaard.

Hospitalspræsten stirrer ind i buketten med de røde nelliker, der står i vasen til højre for hende på skrivebordet. Smilet leger i hendes blå øjne, og tankerne er øjensynligt rejst tilbage i tiden til jobsamtalen i 1994.

Hun kikker op igen.

- Jeg plejer ellers ikke at være særlig modig, siger hun og ryster på hovedet.

Samtale fylder meget

Solveig Refsgaard tager sig af hovedparten af de somatiske voksenafdelinger og samtlige børneafdelinger på OUH.

Om søndagen holder hun gudstjenesterne på hospitalet i turnus med sine to andre kolleger, men det meste af hendes daglige arbejde består i at stå til rådighed på afdelingerne som samtalepartner for både patienter og deres pårørende.

- Jeg kan godt lide den nære kontakt her på hospitalet. Man møder mennesker hudløst ærligt og direkte, siger hospitalspræsten.

Det var efter et foredrag i hendes studietid i 80'erne, at Solveig Refsgaard blev klar over, at hun først og fremmest gerne ville arbejde som sjælesørger på et hospital.

- Det tiltaler jo nok os alle, hvis vi kan hjælpe folk, der har det svært. Jeg tror, det er et grundlæggende behov, vi alle har. Hvis vi kan lindre andres smerter, er det godt for dem, men det er også godt for én selv.

Når Solveig Refsgaard møder op til en samtale med patient, der ønsker at tale med hospitalspræsten spørger hun aldrig om, hvordan patienterne har det med Gud.

- Jeg missionerer aldrig. Uanset hvem, jeg er sammen med af patienter og pårørende, er det dem, der sætter dagsordenen for, hvad vi skal tale om.

- Jeg synes, det ville være fyringsgrund, hvis jeg så at sige udnyttede, at et menneske er i en svær situation. Det ville klart være åndeligt overgreb og misbrug af mit embede, fastslår hun med bestemte nik med hovedet.

Frygten for at dø

Dødsangsten fylder meget i de samtaler, hospitalspræsten dagligt har med patienter på afdelingerne.

Patienten frygter at lægge sig til at sove og aldrig vågne op igen. Nogle er bange for, om det gør ondt at dø og spørger om, hvad der venter på den anden side. Andre ønsker ikke at give slip på livet, for der er så meget, de kommer til at gå glip af, når de ikke er her mere.

- Nu bliver jeg ikke mormor, og jeg kan ikke blive gammel sammen med min mand.

Mange patienter gruer også for, at angsten får overtaget, så den overskygger de glæder, der er tilbage.

- Jeg har ikke tiltro til, at jeg kan fjerne dødsangsten fra et menneske, for jeg er jo også kun et menneske.

Solveig Refsgaard kikker ned i sit hvide plasticbæger med sort kaffe, hvor hun tilsyneladende finder flere ord.

- Jeg siger til patienten: "Det er menneskeligt og helt forståeligt, at du er bange for at dø". Det er langt de fleste af os jo. Vi frygter det utrygge land, vi skal begive os til.

- Men vi ved jo fra Guds egen søn, at det er i orden at være bange for at dø, for da Jesus hang på korset, sagde han: "Min Gud, min Gud - hvorfor har du forladt mig?"

- Han var selv hunderæd og følte sig mutters alene. Når Han kunne have det sådan, gør det det forståeligt og menneskeligt, at vi har det på samme måde.

Solveig Refsgaard mener, det er vigtigt, at patienten får sat ord på sin angst og ikke kommer til at ligge alene med frygten, men har én at dele den med. Specielt hvis vedkommende synes, det kan være svært at sige det til familien.

Når troen dør

Som hospitalspræst møder Solveig Refsgaard også patienter, der har mistet troen på Gud, efter de er blevet syge.

- Når Gud ikke gør mig rask, selv om jeg har bedt til Ham så mange gange, må Han jo være ligeglad med mig, siger de til Solveig Refsgaard.

Præsten drøfter tabet af troen med patienterne og spørger, om de tror, Gud har siddet i sin himmel og besluttet, at patienten skulle få kræft eller blive ramt af en blodprop.

- Jeg prøver ikke at forsvare Gud over for patienten, for det tror jeg kun kan gøre det værre. Men det er vigtigt, at patienterne får givet los for de negative følelser, som fylder så meget. Gud kan sagtens rumme deres vrede, forklarer Solveig Refsgaard og læner sig eftertænksomt tilbage i sin kontorstol på præstekontoret.

En blufærdig præst

Når hospitalspræsten afslutter en samtale, kommer hun altid med et tilbud om at bede en bøn, sige Fadervor eller synge en salme.

- Det er noget, som patienten bestemmer, så man kan frit sige til og fra, siger Solveig Refsgaard.

Patienter, der føler sig svigtet af Vor Herre, kan sige: "Jeg vil gerne have, du beder om, jeg finder min tro igen".

I begyndelsen af sit arbejde som hospitalspræst følte Solveig Refsgaard en stor blufærdighed, når en patient bad hende bede en bøn for sig.

Præsten følte, at det at bede en bøn var noget meget personligt. Hun var bange for, hun ikke kunne gøre det godt nok og få sagt de ord, patienten havde behov for at høre.

- Jeg tror, jeg havde en forestilling om, at når jeg skulle bede, skulle det flyde med flotte ord, som var det læst op af en bog. I dag har jeg et mere afklaret forhold til det og føler det som en naturlig del af mit arbejde.

Når en patient gerne vil have bedt en bøn, spørger hospitalspræsten ligeud, hvad der er vigtigt for patienten, der bliver sagt i bønnen.

Det vigtige er, at patienten kan mærke, at ordene er møntet på patientens situation. Derfor gør det ikke så meget, om det bliver sagt særligt velformuleret.

- Det må gerne være lidt famlende og med pauser ind i mellem, når bare patienten får en følelse af at være i centrum, siger Solveig Refsgaard.

Sorgen over tab

En del af Solveig Refsgaard arbejde består også i at døbe børn, der er født for tidlig, har en sygdom, så de skal opereres eller er svagelige.

Oftest ligger barnet i kuvøsen og moderen i sygesengen ved siden af, når dåben bliver foretaget.

Solveig Refsgaard fortæller, at det betyder meget for forældrene at have et navn at kunne huske på, hvis deres barn dør.

Arbejdet med at døbe nyfødte, som ikke bliver spået mange chancer for at overleve, er noget, det berører hospitalspræsten meget.

- Når jeg selv er mor, påvirker det mig selvfølgelig stærkt, når andre forældre kan risikere at opleve den smerte, det er, at miste et barn.

- Som forældre holder vi jo af vores børn fra det øjeblik, vi ved, de er blevet til. Derfor er det en hel sorg at miste sit barn, uanset om man nåede at lære barnet at kende eller ej.

For Solveig Refsgaard er der en kolossal hjælp, at hun ved en nøddåb har et ritual at holde sig til. Noget hun skal gøre.

- Selv om jeg selvfølgelig er engageret, gør det, at jeg kan have kontrol over mig selv. Jeg skal jo ikke græde og bryde sammen. Skal der grædes, må det blive bagefter, og det har jeg også gjort.

- Samtidigt er det vigtigt, at jeg siger til mig selv: "De andres sorg er ikke min sorg". Gør jeg ikke det, kan jeg ikke være på det her sted med alle de skæbner og situationer.

Arbejdet som hospitalspræst kan tage meget på hendes kræfter. Det indrømmer hun uden tøven. Men den nære kontakt med patienterne giver hende også meget i retur.

- Døden er det fælles arbejdsvilkår, jeg har med læger og sygeplejersker her på stedet. Vi ved, at patienterne er her i håb om at blive raske, men nogle dør også.

- Men selv i den situation, hvor et menneske skal dø, kan der være meget liv. Måske liv i meget koncentreret form. Hvor vi - så længe livet ligger foran os som en lang række blanke dage - kan være tilbøjelige til at tage det som en selvfølge.

Fra forsiden

kundeservice_banner_20140313
StiftenFordele_Webbanner01_223x70 (1)
AvisKlubben_Webbanner_223x70