Log ind

Ritts usentimentale erindringer

  • Ritts usentimentale erindringer
    1 / 6
    Gennem alle årene har Kaffeklubben været en af Ritt Bjerregaards faste baser. Her med den gode ven, Karl Hjortnæs og nu afdøde Dorte Bennedsen. Foto: Scanpix
  • Ritts usentimentale erindringer
    2 / 6
    "Ankers pinup-minister" kaldte Ekstra Bladet Ritt Bjerregaard, da hun noget overraskende blev udnævnt til undervisningsminister i 1973. Blandt en masse mænd i jakkesæt. Foto: Scanpix
  • Ritts usentimentale erindringer
    3 / 6
    Alliancen Ritt Bjerregaard og Svend Auken var stærk, sålænge den varede. Da hun var væk, var hans dage talte som formand. Foto: Scanpix
  • Ritts usentimentale erindringer
    4 / 6
    Ritt Bjerregaard var med gennem hele Anker Jørgensens formandstid. Og da han gik af i 1987, huskede hun ham kun som en dårlig, politisk leder. Foto: Scanpix
  • Ritts usentimentale erindringer
    5 / 6
    Ritt Bjerregaard var i Kina, da Ritz-sagen kørte i de danske medier. Så Københavns Lufthavn måtte lægge lokaler til, da hun kom hjem, for pressen var mødt frem. Foto: Scanpix
  • Ritts usentimentale erindringer
Anmeldelse

Bøger: "Det bliver dig næste gang, Svend".

I andet bind af sine erindringer "Valgt", som udkommer på Politikens Forlag i dag, beskriver Ritt Bjerregaard den dag, hvor hun og daværende, nu afdøde, partiformand Svend Auken mødtes i hans hjem på Solvangen på Østerbro i København. Det var i oktober 1991. Hun skulle fyres som gruppeformand på lejlighedssagen - hendes 203 kvm lejlighed midt i København - og han skulle overtage posten. Det samarbejde, de havde indledt fire år tidligere, da han overtog magten fra nu også afdøde Anker Jørgensen, stoppede lige her.

Vi sad overfor hinanden i halvmørket i stuen. Stemningen var trykket. Vi sagde ikke meget og vidste begge, at fra dette møde var der ingen vej tilbage.

Ritt Bjerregaard om sit sidste møde med Svend Auken, inden han fyrer hende som gruppeformand i 1991.

"Vi sad overfor hinanden i halvmørket i stuen. Stemningen var trykket. Vi sagde ikke meget og vidste begge, at fra dette møde var der ingen vej tilbage", lyder opspillet til den replik, hun giver Svend Auken, da hun forlader stuen. At næste gang var det ham, der røg.

Replikken er ikke ny, scenen har tidligere været fortalt i journalisten Hans Mortensens bog, "De Fantastiske Fire", men det gav alligevel et sug i maven og i den grad også stilhed i min stue, da jeg læste det. For her bliver det fortalt af en af hovedpersonerne i et af de største politiske dramaer i nyere tid, formandsvalget i Socialdemokratiet i 1992, der splittede partiet i en hel generation. I Ritt Bjerregaards optik kunne det kun ske, fordi Svend Auken lod stå til og ofrede hende og dermed banede han, ubevidst, banede vejen for Poul Nyrup Rasmussens magtovertagelse et halvt år senere.

Andet bind af Ritt Bjerregaards erindringer foregår i hendes politiske liv. Hvor bind 1 var barndom, ungdom, klassebevidsthed og i særdeleshed forældrene, Rita og Gudmund Bjerregaard, er bind 2 det politiske liv fra starten som nyt folketingsmedlem til lejlighedssagen, som endegyldigt fjerner Ritt Bjerregaard fra en ledende position i partiet.

Hun blev aldrig nummer et og skriver selv, at det dels handlede om, at Anker Jørgensen ikke ville give hende posten, og at hendes skarpe ord havde skaffet hende for mange fjender på halsen. Modsat de to andre, hvis navne blev nævnt som mulige efterfølgere, Svend Auken og Svend Jakobsen.

"Men mine støtter i partiet kunne bruges, hvis jeg bestemte mig for at støtte en af de to", som hun skriver i bogen.

Hun blev nummer to, sammen med Svend Auken. Indtil ingen af dem var det længere. Og før Poul Nyrup officielt udfordrede Auken i foråret 1992, havde Ritt Bjerregaard taget stilling til, hvem hun skulle støtte i det opgør: Nyrup.

"Det var vi kede af, for vi (Ritt Bjerregaard og Helle Degn, red.) anså ham for alt for afhængig af LO, og han stod derfor også for en mere højreorienteret politik, end vi gjorde. Men forløbet havde vist, at det ikke duede med Svend Auken".

Citatet understreger Ritt Bjerregaards usentimentale tilgang til politik. Auken duede ikke, så måtte han væk. Det går igen i hendes beskrivelse af Anker Jørgensen, som hun støttede varmt i de første år i 1970'erne, men den støtte kølnedes efter Ritz-sagen og var helt væk, da han stoppede i 1987:

"Mens jeg sad og lyttede til alle de rosende afskedstaler, tænkte jeg på, at jeg havde været med i alle de 15 år, Anker havde været formand. Jeg blev ikke rørt af talerne eller over, at Anker nu trak sig tilbage. Jeg synes, det havde været hårdt og at Anker både som statsminister og partiformand havde været en dårlig politisk leder".

Også privat er Ritt Bjerregaard usentimental. Det kan og skal så absolut ikke oversættes til ukærlig, men til nøgtern og meget direkte. Det er hun i forhold til sin kræftsygdom, som hun hele vejen har været åben om, og som hun også er i bogen.

Sygdommen bryder ud igen under arbejdet med bind to, og Ritt Bjerregaard har meget klogt valgt at lade det være en del af fortællingen. Som små indskud i bogen, hvor hun fortæller om både sin og ægtemanden Søren Mørchs sygdomme. Som hun skriver, er de blevet gamle, hun er 76, han er 83, og de ved begge, at livet er ved at rinde ud. De små indskud er både meget livskloge og smukke, og man skal være af et mere hårdkogt gemyt end jeg for ikke at få en klump i halsen, når Ritt Bjerregaard beskriver den nat, Søren Mørch får et hjerteanfald i parrets sommerhus på Fyn og på vej i ambulancen tager hendes hånd og siger: "Tak for alt, Ritte".

Det skinner flere steder igennem i bogen, at skriveprocessen har været et kapløb med tiden. Det giver bogen en helt særlig nerve, men også nogle meget lange passager, der med fordel kunne være skåret ned. F.eks. er der mange ord om RUC, som kostede Ritt Bjerregaard store kvaler, da hun var undervisningsminister i 1970'erne. Også for mange. Ligesom det også går lidt trægt med at komme ind i Folketinget.

Samtidig er der hele tiden svirp til nutidens socialdemokrater, både den nuværende folketingsgruppe og den tidligere under Helle Thorning-Schmidts ledelse. Det er kun små svirp, men svirp, der med garanti vil irritere. For sådan er det jo med Ritt Bjerregaard. Hun er en politiker, der vækker følelser. De, der elsker hende, gør det ubetinget. Hendes modstandere er lige så konsistente. Det kan i sig selv gøre det svært at anmelde en bog af og om Ritt Bjerregaard, for er det bogen eller kvinden, man anmelder? Jeg bestræber mig på det første.

Og bogen er et vigtigt kapitel i den nyere politiske historiefortælling. Det er Ritt Bjerregaards fortælling, set gennem Ritt Bjerregaards øjne. Som hun siger i et interview i ugebladet Søndag, spørger hun ingen på forhånd, før hun skriver om dem. Hun skriver det, hun synes, der skal skrives. Og hun lægger ikke fingrene imellem.

Det er en bog, der vil vække debat, selv om flere af de angrebne er døde i dag, mens andre stadig er lyslevende. F.eks. tidligere finansminister Knud Heinesen, som Ritt Bjerregaard igen og igen har krydset klinger med og som bogen igennem smykkes med krasse bemærkninger. De to ser verden forskelligt, f.eks. på fodnote-politikken fra 1980'erne, hvor den daværende borgerlige regering igen og igen blev bragt i mindretal af socialdemokraterne. Heinesen finder, i sine erindringer, fodnote-politikken uhensigtsmæssig og farlig, mens Ritt Bjerregaard står fuldt og helt bag den.

Som i første bind af sine erindringer, er Ritt Bjerregaard heller ikke bange for at sætte ord på det svære i bind to. Eller lufte tanker, der kan støde.

Som når hun skriver om veninden Inge Fischer Møllers selvmord, som hun mener er et resultat af, at partiets mænd, Anker Jørgensen, Knud Heinesen og Ejnar Hovgaard, "knoklede" hende ned. En voldsom beskyldning, som Knud Heinesen da også har benægtet.

Men det er ikke det eneste, hun skriver. Hun skriver også om sine egne tanker og selvbebrejdelser. Skulle hun have gjort mere? Skulle hun have arbejdet så hårdt for, at Inge Fischer Møller blev næstformand? Burde hun have indset, at Fischer Møller ikke havde den styrke, toppolitik kræver?

For toppolitik kræver styrke, og det har Ritt Bjerregaard aldrig lagt skjul på, at hun har. Hun glemmer heller ikke. Det kan ses i kapitlet om Ritz-sagen, der startede i Ekstra Bladet i december 1978 og handlede om regningen fra hotel Ritz i Paris, hvor Ritt Bjerregaard boede som minister og skulle have valgt en dansker til FN-organisationen Unescos styrelsesråd. Til det formål havde Bjerregaard brug for en præsentabel adresse, det blev Hotel Ritz. Regningen lød på 50.000 kr. Det var meget dengang, og forargelsen var stor i Danmark.

Det endte med en fyring og en tåre, der stadig er en del af Ritt Bjerregaards politiske bagage. I sine erindringer får hun sat navn på den kilde, der tippede Ekstra Bladet om sagen og fortæller samtidig, hvad det var og er for et brændstof, hun bruger, når mediestormene raser.

"Svaret er vrede. Selvmedlidenhed og forurettelse fører ikke til andet end tristhed og selvbebrejdelser. Det kan man ikke komme videre fra. Man bliver bare mere og mere trist. Men vrede er en kraft", skriver Ritt Bjerregaard.

Som allerede er i gang med bind 3. Om formandsopgøret. Om tiden som EU-kommissær. Om tiden som minister igen. Om tiden som overborgmester i København.

Erindringer

Titel: "Valgt"

Forfatter: Ritt Bjerregaard.

Politikens Forlag. 559 sider. 300 kroner.

 

 

  • fyens.dk

      Regler for kommentarer

Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere