Log ind

Når nok alligevel ikke er nok

  • Når nok alligevel ikke er nok
  • Når nok alligevel ikke er nok
    2 / 2
    To af de tre frontfigurer fra fortidens Ny Alliance, Naser Khader og Anders Samuelsen, spiller hver deres hovedrolle i beslutningen om, at vi nu er kommet dertil i dansk politik, hvor der lovgives om, hvordan det enkelte menneske klæder sig. Arkivfoto
| Opdateret
Ugens bagkant

Mange kan sikkert huske den sommerdag i 2007, da trekløveret Gitte Seeberg, Naser Khader og Anders Samuelsen holdt pressemøde og under parolen "Nok er nok" etablerede partiet Ny Alliance. Det der var nok, var Dansk Folkepartis indflydelse i dansk politik, måtte man forstå, og det nye parti red nogle få måneder på en bølge af enorm velvilje og succes. Især i målingerne. Her lå partiet til et hav af mandater, for der var tilsyneladende mange andre, der også havde fået nok.

En statsminister og partiformand, der i selveste åbningstalen til Folketinget afviser at dårlig integration har noget med religion at gøre. Så tre dage senere et parti, der lægger sig fladt ned for netop det synspunkt, at fejlslagen integration har alt at gøre med religion.

Meget vand er løbet i det politiske vandbad siden da. Både virkeligheden og politikken har ændret sige, ligesom de tre personer hver især har flyttet sig gevaldigt. Men denne uges enighed om at vedtage et burkaforbud - det officielle navn er maskeringsforbud, og rettelig er det klædedragten niqab, som forbuddet er rettet mod - bragte alligevel mindelser om, at der var engang, da nok fra nok. Og at den tid er forbi. Samt en klar manifestering af, at det, der dengang for 10 år siden var nok, tydeligvis slet ikke var nok nok alligevel.

To af de tre frontfigurer fra fortidens Ny Alliance, Naser Khader og Anders Samuelsen, spiller hver deres hovedrolle i beslutningen om, at vi nu er kommet dertil i dansk politik, hvor der lovgives om, hvordan det enkelte menneske klæder sig.

Naser Khader, der har taget sin politiske tur fra Radikale Venstre over Ny Alliance og Liberal Alliance for at ende hos de konservative, er i dag en af de hårdeste værdikrigere i dansk politik. For ham er det slet ikke nok endnu. Burkaforbuddet har Khader kæmpet hårdt for, og han er ligeledes for tiden i direkte kamp med folk bag integrationsprojekter, som Khader uden nogen egentlig substantiel begrundelse bare ikke tror på.

Samuelsen er ligeledes i fokus, ikke fordi han som Khader har arbejdet ihærdigt for forbuddet mod burka, men fordi han trods sit liberale sindelag ikke har modarbejdet det. For nogen blot endnu et bevis på, at Liberal Alliances liberale principper blev afsværget i bytte for ministerkontorer, for andre et bevis på pragmatisme og forståelse for mandaternes fordeling. Dog er den første udlægning nok den mest præcise, i hvert fald at dømme efter den politiske retorik, som Samuelsen udfoldede i idealernes og den liberale ideologis navn, inden han blev udenrigsminister.

Men mest af alt altså grundlæggende anskuelighedsundervisning i forandringer i det politiske landskab. Et landskab som naturligvis også ind imellem påvirkes af forandringer ude i det virkelige landskab. Det landskab, som af mange politiske navigatører på Christiansborg tolkes som være væsentligt forandret i retning af etablering af parallelsamfund i vores land. Statsminister Lars Løkke Rasmussen var inde på det allerede i årets åbningstale forleden, hvor han talte om hullerne i danmarkskortet. Der hvor integrationen er mislykkedes.

Det endte - som sædvanlig, fristes man til at sige - ikke i en diskussion om integration, men i stedet i en om religions rolle i integrationen. Tro mod et liberalt udgangspunkt lød det nemlig fra statsministeren i åbningstalen, at dårlig integration ikke handler om religion. Men det udsagn blev straks problematiseret af Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet, for religion har alt med fejlslagen integration at gøre, måtte man forstå på de to partier. Og tre dage senere kom så Venstres tilslutning til "maskeringsforbuddet", som de kaldte det efter en månedlang debat i partiet om, hvorvidt det strider imod det liberale grundsyn at forbyde visse klædedragter. Det gør det helt entydigt, men så var det altså alligevel vigtigere med det religiøse problem, som man med brug af ordet "maskeringsforbud" forsøgte at undgå at tale om.

I realiteten et besynderligt forløb. En statsminister og partiformand, der i selveste åbningstalen til Folketinget afviser at dårlig integration har noget med religion at gøre. Så tre dage senere et parti, der lægger sig fladt ned for netop det synspunkt, at fejlslagen integration har alt at gøre med religion.

At burka og niqab ikke er en tradition, vi i Danmark bør anerkende, er ingen uenige om. At der er tale om kvindeundertrykkelse og et synligt bevis på, at man ikke respekterer danske demokratiske værdier om at kæmpe med åben pande og gør det med et åbent sind, er også tydeligt for enhver uden for de allermest formørkede miljøer. Men at vi vælger at lovgive mod den slags frem for netop at bekæmpe det med åben pande og sind og tro mod vores demokratiske tradition at insistere på oplysning og dannelse, er i sig selv et åbenlyst tab af danske værdier.

Interessant er det da også, at enkelte medlemmer af regeringspartierne i fuld åbenhed erkender, at der er tale om ren symbolpolitik. Altså ikke en reel løsning på et problem, men en politisk markering, som kun de færreste kan se, hvordan skal udmøntes i praksis. Og som velsagtens også kun er væsentlig som netop markeringen.

At kvinderne inde under niqab'en er undertrykte, virker sandsynligt. Men langt mindre sandsynligt synes det at være, at forbud mod klædedragten rammer det egentlige problem, nemlig magten - manden - bag kvindeundertrykkelsen. Mod ham er der ikke lavet lovgivning, og netop det faktum viser med al ønskelig tydelighed, at Christiansborg-dagsordenen om burka og niqab er afsporet fra det egentlige. Endda i dobbelt forstand. Dels er lovgivningen rettet imod alt andet end problemets kerne. Dels er de partier, der ellers bryster sig af en liberal bund, tydeligvis blevet bange for deres egen skygge. Bunden er i hvert blevet til kviksand, hvilket aldrig har været tydeligere end i denne uge, hvor det blev synligt for enhver, at nok slet ikke længere er nok. Og dermed synes kursen sat mod næste kampplads, hvor den individuelle frihed står til at blive udvandet yderligere.

Dengang i 2007 var udtalelsen om, at nok var nok ren symbolsnak, der ingenting førte til. Paradoksalt nok kan man sige det samme om den seneste tids burkaoptagethed på Christiansborg. Nok var ikke nok, og nu gør man noget - helt uden at vide, om dette noget virker.

Det er ikke mindst i det lys nok meget godt, at vi skal til at fokusere på et kommunalvalg, hvor der er langt vigtigere beslutninger på spil. Husk i den forbindelse gerne på, at hver og en af vores lokale politikere rundt i landet træffer læssevis af beslutninger, som er langt mere betydningsfulde for vores liv og hverdag som danskere, end den ene burka-beslutning, som det har taget fuldtidspolitikerne på Christiansborg måneder at tage sig sammen til.

  • fyens.dk

      Regler for kommentarer

Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere