Log ind

Læs fortællingen: Bowie og en lille dreng

  • Læs fortællingen: Bowie og en lille dreng
    Women photograph a mural depicting David Bowie in Brixton, London, Britain January 15, 2016. Fans continue to leave flowers and light candles at what has become a makeshift shrine to Bowie, who died of cancer this week. REUTERS/Dylan Martinez
  • Læs fortællingen: Bowie og en lille dreng
    Women photograph a mural depicting David Bowie in Brixton, London, Britain January 15, 2016. Fans continue to leave flowers and light candles at what has become a makeshift shrine to Bowie, who died of cancer this week. REUTERS/Dylan Martinez

Artiklen er mere end 30 dage gammel

Ja

Annonce

Jeg fik Let’s Dance af min mor på min 12 års fødselsdag. April 1984. Præcis ét år efter udgivelsen.
Albummet stod på min ønskeseddel efter jeg nogle måneder før havde set videoen til China Girl, så vidt jeg husker, i Jørgen de Mylius’ musikprogram Eldorado på monopolkanalen DR. Til fødselsdagen fik jeg også Duran Durans tredje album Seven and the Ragged Tiger.
Og Duran Durans var den første af de to plader, jeg satte på. Kombinationen af forsanger Simon Le Bons uskolede og alt for forcerede lyse tenor og bassist John Taylors intime forhold til den danske model René Toft Simonsen leverede et glamourøst, musikalsk lidt hjælpeløst, men tiltrængt quick fix oven på årene med udtjente ABBA og joviale Shubidua.
Jeg forstod dem med det samme. Duran Duran-drengene. Musik skudt direkte ind i tidsåndens hovedåre. Sang luftvokal en meter fra højttalerne, mens min mor stod i køkkenet og forberedte menuen til gæsterne om aftenen.
Bowie lod jeg ligge en dags tid. For stor en mundfuld, tror jeg. Kiggede mest på coveret, hvor kunsteren står i boksepositur i bar, senet overkrop og med tynde, sorte handsker på hænderne. Han ser fokuseret og indædt mod et eller andet uden for billedet. Han ligner én, der gør sig klar til at slå en eller flere i gulvet.
Måske slår han ud efter de mange diehard-fans, som han vidste ville opfatte albummet som en slags forræderi, har jeg siden tænkt.
Let’s Dance gjorde David Bowie til mainstreamkunstner med en funky, tidstypisk Nile Rogers-produktion og med den senere og nu afdøde hvide bluesguitarist Stevie Ray Vaghn helt fremme i lydbilledet. Men fans, der er vokset op med David Bowie i halvfjerserne, hader den. Det gjorde de ihvertfald dengang. De så det som monumentet over Bowies kreative fallit.
Det er noget sludder, tør jeg godt sige i dag. Det er et strålende album med en vokal i topform og en perlerække af intelligente popsange. China Girl eksempelvis, som befinder sig på min top 5 over bedste Bowie-sange ever. Den slags turde jeg ikke sige højt dengang.
Den dag i dag har jeg ingen anelse om, hvorfor jeg ønskede mig Let´s Dance til min 12 års fødselsdag. Sammenlignet med Bowies tidligere værker er pladen godt nok letbenet og ekstremt tilgængelig. Helt uden tilstræbte mislyde. Men sangstemme og tekster (I stumble into town just like a sacred cow. Visions of swastikas in my head. Plans for everyone) er leveret med en kompleks modenhed, som jeg ikke bilder mig ind, jeg fattede en brik af i 1984.
Jeg har spurgt min mor. Hun har heller ingen forklaring på min pludselige interesse for Bowie, men hun erindrer, at pladen ankom til hjemmet nogenlunde samtidig med en spirende selvbevidsthed.
- Eller selvoptagethed. Du blev pludselig ekstremt forfængelig. Og du begyndte at lægge afstand til mig og vores hjem. Du ville have noget for dig selv. Noget, som jeg ikke skulle blande mig i. Og Bowie, ham ville du helt sikkert have for dig selv, siger hun.
Gå ned i ZiggyAt have Bowie for sig selv var dog praktisk talt umuligt, fandt jeg hurtigt ud af. I skolen fortalte jeg kammeraterne om mine musikalske nyerhvervelser. Jesper fra klassen, til hvem jeg havde et distanceret men respektfuldt forhold til, sagde, at Let's Dance var noget lort. Ren sell out. Forræderi. Jeg skulle høre de gamle plader, sagde han. Det gik op for mig, at han vidste noget om noget, der pirrede og fascinerede mig, som jeg ikke vidste. Jesper havde en ældre storebror. Det havde jeg ikke.
- Gå ned i Ziggy og tjek hans samling, lød opfordringen.
Jeg har talt med Jesper, som jeg ikke har set siden en nat i midten af halvfemserne, hvor vi drak øl og røg joints. Jesper spillede mundharpe mellem inhaleringerne.
I folkeskolen boede vi i samme lejlighedskompleks, Det hvide snit blev det kaldt, i bunden af Strandgade på Christianshavn.
- Denne uge har været meget følelsesladet, siger han.
- Jeg ved ikke, om David Bowie for mig i dag først og fremmest repræsenterer et nostalgisk tilbageblik på dengang jeg og min storebror dyrkede ham hjemme på værelset, eller da vi tog til Roskilde Festival helt uden voksne for at høre Lou Reed. Ikke så meget for at høre Lou Reed, men fordi han havde en direkte forbindelse til David Bowie. Vi var optaget af musik og musikere, der afsøgte grænserne. Måske fordi vi var i færd med at afsøge vores egne, siger Jesper.
Tilbage til Ziggy. På det tidspunkt anede jeg ikke, at navnet er uløseligt forbundet med Bowie, som i 1972 - mit fødeår - udviklede et tyndt gespenst af et alter ego med orange hår, der under navnet Ziggy Stardust sang om dommedag og selvmord. Derfor gav sætningen "gå ned i Ziggy" ingen mening. Ziggy, hvem?
Jeg blev klogere. Samme eftermiddag stod jeg i en kælder i Lavendelstræde en snotklat fra Rådhuspladsen i København og rodede rundt i den massive stak af David Bowie-albums, som Michael Nielsen, ejeren af pladebutikken Ziggy, havde stående. Uden tvivl den største samling herhjemme på det tidspunkt. Jeg købte to plader på stedet for de penge, jeg havde fået i fødselsdagsgave. En besynderlig opsamling - Bowie Rare - og mesterværket Hunky Dory, som Michael Nielsen anbefalede mig som et godt sted at begynde.
[img=http://subsite.fyens.dk/_long-read/bowie-og-en-lille-selvoptaget-dreng/images/2.jpg][/img]Und wir sind dann HeldenMed Bowie Rare, med en smilende, velplejet og skjorteklædt kunstner i profil på coveret, tog jeg et gigantisk spring ind i Bowies kaleidoskopiske og usammenhængende lydbillede. I tilfældet Bowie giver det ikke mening at påstå, at man godt kan lide ham alene på grund af musikken. For den - musikken - repræsenterer ikke en bestemt stil eller lyd. En gennemlytning af bagkataloget giver et nærmest skizofrent indtryk, og det kan være svært at forstå, at sangene er skrevet og fremført af den samme kunstner. Derfor erkender jeg i dag også blankt, at der er dele af hans produktion, som jeg ud fra en ren musikalsk betragtning ikke bryder mig særligt om. The Man who sold til World-albummet og Scary Monsters (and Super Creeps) fra 1980 har aldrig sagt mig det store. På nær førstesinglen fra sidstnævnte, Ashes to Ashes, der bæres frem af en killer af en keyboardfigur, som er svær at slippe.
Bowie Rare blev aldrig en plade, jeg hørte fra ende til anden, men en plade, hvor jeg fandt tre sange - eller spor - som jeg arbejdede videre med. Den lille glampunkede perle Holy Holy, den überteatralske og guitarakustiske Brel-klassiker Amsterdam og en tysk udgave af Heroes slet og ret oversat til Helden. Efter tre vers på engelsk slår Bowie over i "Du, könntest du schwimmen, Wie Delphine, Delphine es tun, Niemand gibt uns eine Chance, Doch können wir siegen für immer und immer, Und wir sind dann Helden für einen Tag". Det lyder fantastisk.
Hunky Dory er derimod et album i ordets klassiske forstand. Et helstøbt værk, som bevares rummer sange så stærke, at de kan stå for sig selv. Andy Warhol, Life on Mars, Changes og Oh You Pretty Things eksempelvis. Men albummet fungerer bedst, hvis du hører det fra ende til anden.
Jeg hørte Hunky Dory som en vanvittig i perioden 1984-1985. Næsten hver dag efter skole. Først A-siden, så B-siden. Mens jeg lavede lektier, var i bad, slumrede på sofaen eller sad på gulvet foran højttalerne og læste de sparsomme og håndskrevne oplysninger om sangtitler og medvirkende musikere på coverets bagside.
Hunky Dory er Bowies fjerde album i eget navn og det demonstrerer en fuldvoksen sangskriver, der forstår sit udtryk og sine evner og begrænsninger til fingerspidserne. Numrene er komplekse og arrangementerne stort anlagte, og alligevel lyder det hele så såre simpelt. Der er en nærmest intuitiv og håndspillet selvfølgelighed fra start til slut. Hvis Bowie nogensinde har lavet et singer/songwriter-album, så er det Hunky Dory. Den er på min top 3 over bedste Bowie albums og på min top 10 over bedste albums nogensinde.
Oliven, mælk og kokainApril 1985. Min 13 års fødselsdag. Min pladesamling var vokset siden sidst. Jeg ejede nu fem Bowie-plader: Aladdin Sane, Heroes, Bowie Rare, Hunky Dory og selvfølgelig Let's Dance, som jeg stadig hørte jævnligt. I smug for ikke at blotte mit forrædderi.
Jeg hørte stadig Duran Duran, men havde på den anden side heller ikke haft trang til at opsøge mere af deres musik.
Jeg blev aldrig for alvor fanget af Ziggy Stardust-figuren. Måske fordi jeg var ung i firserne og ikke i halvfjerdserne. Nøglepladen The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders from Mars fra 1972 er et fremragende glamrockalbum, hvor Bowie pludselig viste sin evne til at skrive simpelt og iørefaldende. Men guitaristen, Mick Ronson og hans larmende Gibson Les Paul, irriterede mig. Og ærlig talt har jeg altid syntes, at Bowie lignede en idiot med sit orange svenskerhår og sine spraglede heldragter.
Ziggys åbentlyse leg med tvekønnetheden og kønsidentiteten har heller aldrig rigtig interesseret mig. Jeg vidste godt dengang, at jeg var en dreng, der siden ville blive til en mand. Jeg var voldsomt fascineret af piger. De duftede godt. Og jeg havde umanerlig lyst til at røre ved deres bryster. Ikke fordi jeg var misundelig over ikke selv at have et par, men fordi det sitrede i hele kroppen, når jeg tænkte på dem.
Og måske derfor var det endnu en flad, kvadratisk fødselsdagsgave, fra hvem husker jeg ikke, der satte skabet endeligt på plads. Albummet Station to Station fra 1976 blev min sjette Bowieplade. Coverfotoet var fra Nicolas Roegs science fiction-film The Man Who Fell To Earth med Bowie i titelrollen som alien forklædt som exentrisk rigmand.
Station to Station er på mange måder en transitplade, og derfor er titlen så rammende. Den fortæller historien om en europæisk kunstner, der fremmedgjort i det forjættede land USA desperat forsøger at finde hjem igen.
Bowie flyttede fra London til USA i 1974 og indspillede først albummet Young Americans i Philadelphia. Et ret vellykket forsøg på at tilføre den sorte soulgenre en kridhvid dimension.
Men det var på den anden amerikanerplade, Station to Station, som de fleste kendere egentlig ikke betragter som et af hans store værker, at det hele gik op. I hvertfald for en 13-årig knægt som mig. Med et nyt alter ego, The Thin White Duke, iklædt hvid skjorte og mørk habbit med vest og tilbagestrøget kort hår korresponderede Bowies visuelle udtryk i den grad med, hvad jeg dengang mente var cool med cool på. Mytologien gjorde det heller ikke mindre interessant. Station to Station er indspillet i Los Angeles, hvor Bowie dengang (over)levede på en livsfarlig diæt bestående af sorte oliven, mælk og kokain. Bowie har efterfølgende selv sagt, at han var så skæv af stoffer under indspilningerne, at han ikke kan huske dem.
"It's not the sideeffects of the cocaine, I'm thinking that it must be love", synger han på pladens titelnummer.
[img=http://subsite.fyens.dk/_long-read/bowie-og-en-lille-selvoptaget-dreng/images/3.jpg][/img]Bowie it isStation to Station ændrede mit liv. Lyden, coveret, det tilbagestrøgne hår og vokalen er vel egentlig den afgørende grund til, at jeg år efter selv begyndte at spille guitar og skrive håbløse sange.
Det var aldrig noget, jeg sagde til nogen. Det var bare sådan det var, kan jeg se i dag. Det blev den plade, som jeg siden hen har målt alt andet pop- og rockmusik op ad. Det blev den plade, som jeg i en periode brugte som målestok for, om andre mennesker var værd at bruge tid på. Det lyder arrogant, og det er det i den grad også, men i årene efter, i gymnasiet, og i mine unge tyvere definerede jeg i en eller anden grad mine jævnaldrende efter, om de kunne lide David Bowie og i særlig grad, om de forstod at værdsætte Station to Station, sådan som jeg værdsatte og forstod den.
- Hvorfor har du aldrig fortalt mig det, spørger min mor, da jeg fortæller hende det i telefonen under interviewet til denne artikel.
- Ville du gerne have vidst det?
- Ja da. Du skal ikke gå og være så hemmelighedsfuld om det, der virkelig betyder noget for dig, siger hun.
Da jeg læste nyheden om David Bowies død på Ekstra Bladets hjemmeside mandag morgen, var jeg heldigvis alene i huset. Drengene var kørt i skole, og min hustru, som lykkeligvis for hende elsker Station to Station (pladen var faktisk emnet for vores første samtale i 1997. Her fortalte jeg hende skråsikkert, at kendte man ikke Station to Station, kendte man intet til Bowie. Dagen efter købte hun den på CD, har hun senere indrømmet), havde fragtet den mindste i børnehave.
Derfor kunne jeg i al stilfærdig hemmelighed finde Station to Stations svanesang, den helt ekstremt følelsesudladende ballade Wild is the wind, på Spotify og trykke play.
Jeg skrev en sms til min redaktør.
"Hey, holder fri i dag. Kan skrive om Bowie til søndag".
"Bowie skal vi ha´", svarede han.
"Bowie it is", svarede jeg igen.

  • Byline

    Journalist

    Jeg er jourhavende og journalist på Nyhedsredaktionen Jeg er uddannet journalist fra Syddansk Universitet - og bor i Odense.

Mere om emnet

Se alle
Saybia hyldede Bowie med cover

Saybia hyldede Bowie med cover

Bowie mindes ved privat familieceremoni

Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere