Log ind

Klumme: Endnu et socialistisk fallitbo til bunken

  • Klumme: Endnu et socialistisk fallitbo til bunken
  • Klumme: Endnu et socialistisk fallitbo til bunken

Historien har det med at gentage sig, især hvis vi ikke lærer af begåede fejl. Tag nu et aktuelt, deprimerende eksempel som Venezuela. Det engang så velhavende, sydamerikanske land balancerer i dag på randen af statsbankerot, demokratisk opløsning, borgerkrig og social forarmelse. Udtrykt med en enkelt glose: Ragnarok.

Det socialistiske eksperiment, som gunslingeren og den blandt intellektuelle i den vestlige verden idoliserede Hugo Chávez indledte for en snes år siden, har spillet endegyldigt fallit. Chávez' efterfølger som egenrådig præsident og de facto diktator, eks-buschaufføren Nicolás Maduro, har vist sig om muligt endnu mere inkompetent i forhold til at gennemføre økonomiske reformer. Hans eneste ambition synes nu at være at klynge sig til magten, koste hvad det må i undertrykkelse af basale menneskerettigheder og brutal magtanvendelse mod civilbefolkningen.

"Socialisten" Chávez, gjorde sig populær som politisk fornyer ovenpå uduelige, småfascistiske regimers hærgen, og han samlede en hel verdensdels utilfredshed mod sin store nabo i nord med sin vedholdende og aldeles respektløse kritik af USA.

Men "folket" kom aldrig til at opleve mere velstand under Chávez, der hentede sit ideologiske tankegods hos Fidel Castro. Og vi ved alle, hvordan det eksperiment havnede allerede for årtier siden. Da olieprisen faldt, sank Venezuela til bunds med kunstige priskontroller og forældet statskapitalisme. Og selvfølgelig var det den brede befolkning, som betalte prisen. Mens Chávez med stadig vildere og mere desperate udfald mod USA søgte opbakning i Latinamerika, lod han det besværlige arbejde sejle. Maduro gik aldrig i gang, og derfor må den menige venezuelaner i dag leve med en galoperende inflation og daglig kamp for basale fødevarer. I et af verdens olierigeste lande.

Vi kan se det hele udspille sig med en trættende forudsigelighed, vi resignerer og smider endnu et socialistisk fallitbo i bunken, men lærer vi af det?

Svært at tro på, når man kigger fortilfældene igennem. For i Vesten har vi altid haft et svagt punkt for de af venstrefløjens ideologiske frontløbere, som har turdet tale den etablerede verdensorden imod.

Husk helt tilbage til Ceausescu, som høstede international beundring og forståelse med sin respektløse kritik af Sovjetunionen, mens han skamløst undertrykte sin egen befolkning i det gamle Østeuropas værste afart af rædselsregimer. Fidel Castros Cuba behøver ingen nærmere præstation, og det gør det værste eksempel af dem alle, Robert Mugabe i Zimbabwe heller ikke. I hele verdenshistorien er der næppe en magtbegærlig diktator, der så effektivt har forvandlet velstand til armod på bekostning af det "folk", han med floromvunden ideologi kom til magten for at repræsentere. Nordkorea og Kampuchea i 70'erne har også haft sine vestlige støtter, hvor ubegribeligt det end forekommer.

Læren burde for det første være, at planøkonomi som samfundsstruktur forbliver en utopi. Det ved vi godt, selv vore egne socialistiske partier har diskret indrettet sig på det. Dernæst burde det være en fastslået kendsgerning, at venstrefløjs-despoter i handling og tankesæt ikke adskiller sig fra deres kolleger i modsatte ende af den politiske skala.

Uanset om man er båret til magten på skuldrene af folket på gulvet eller det modsatte, lader udviklingslandenes diktatorer de svageste betale regningen uden nåde, mens de afmonterer demokratiet. George Orwell beskrev fænomenet allerede for 70 år siden i "1984", og historien gentager sig dags dato. Røde flag og forsimplet snak om lighed og social retfærdighed vasker ikke blod af hænderne. Hvornår fatter vi det?

 

 

 

 

  • fyens.dk

      Regler for kommentarer

Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere