Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere>>

fyens.dk

Fyens Stiftstidende - Fyns Amts Avis

fyensdk
 
  • Del artiklen:

Fra den fynske
muld til
Svalbards
barske natur

Annonce:

Service & reparation af alle bilmærker hos Lange Jørgensen-Bosch carservice

Service & reparation af alle bilmærker hos Lange Jørgensen-Bosch Car Service

Fra den fynske muld til Svalbards barske natur
Hunden hedder Snö.

Artiklen er mere end 30 dage gammel

Troels Ørsted Yttredal har skiftet sit liv på Fyn ud med en tilværelse i mørke, minus-grader og med den barske natur lige uden for hoveddøren. Siden 2009 har den 40-årige fynbo boet i verdens nordligste by på Svalbard.

Spørger man Troels Ørsted Yttredal, hvad han er faldet for ved Svalbard, falder svaret prompte:

- Fjeldet, sneen, hundene. Det er fantastisk, siger han, mens entusiasmen stråler ud af øjnene på ham.

Siden 2009 har han kaldt Longyearbyen på Svalbard for hjem. Her på den 78. nordlige breddegrad kommer solen ikke frem fire måneder om året, temperaturen holder sig langt under minus størstedelen af året, og her er flere isbjørne end mennesker. Faktisk er her så mange isbjørne, at man er pålagt at bære riffel, hvis man krydser bygrænsen.

Den barske natur skræmmer dog ikke fynske Troels Ørsted Yttredal - tværtimod - og her i verdens nordligste by har han fundet sig godt til rette.

- Det er et vældig enkelt liv. Longyearbyen er en lille osteklokke. Her er kun én butik, og der er fem minutter til alt. Vi er møgforkælede her, og vi har alt, siger han og fortæller om byens musikfestivaler, ølbryggeri, kunstudstillinger, sportshal og svømmehal.

- Folk spørger, hvad vi laver her. Men vi laver det samme som alle andre. Vi ser også Netflix. Vi lever et normalt liv, det er bare lidt koldere og mørkere, siger han.

Dyre leveomkostninger

I byen bor der omkring 2000 personer af over 40 forskellige nationaliteter. Det kræver hverken opholds- eller arbejdsvisum at slå sig ned og starte en virksomhed, så folk fra hele verden har fundet vej til det iskolde paradis. Men de skal kunne klare sig selv, for velfærdsydelserne er på et minimum.

- Vi betaler kun 16 procent i skat, og lønnen er bedre end i Danmark. Oprindelig var det meningen, at det skulle være økonomisk gunstigt at bo her, men vi kan kun spare en smule op, siger Troels Ørsted Yttredal, der har giftet sig med en norsk kvinde.

Leveomkostningerne i den lille by ville give Joakim von And et mindre slagtilfælde. En liter mælk koster 38 kroner, og en bakke æg skal man give en 50'er for. Stort set alt skal importeres, og det kan mærkes på priserne i byens eneste supermarked. Til gengæld er alkohol billigt, for Svalbard er toldfrit område.

Et halvt år blev til flere

Troels Ørsted Yttredal arbejder i dag som lærer på den lokale skole, mens hans hustru er farmaceut på byens apotek. Oprindelig tog han dog til Svalbard for at arbejde som hundeslædeguide. Planen var, at han bare skulle være der et halvt år.

- Jeg ville gerne prøve at arbejde med hunde og opleve hundeslæde, så jeg tog orlov fra mit job på Tommerup Efterskole og søgte et arbejde på Svalbard. Jeg havde ingen erfaring med hunde, da jeg tog herop, men jeg har altid godt kunnet lide dyr og sne, fortæller den eventyrlystne dansker.

Jobbet som hundeslædeguide var alt, hvad han havde drømt om, så da han vendte tilbage til Danmark efter endt orlov, måtte han indse, at han ikke helt kunne undvære Svalbard. Han havde også mødt en norsk kvinde på de nordlige breddegrader, og efter et år i Tommerup sagde han sit efterskolejob op og rejste tilbage til Svalbard og arbejdet med hundene.

- At køre hundeslæde er ubetaleligt. Først er hundene helt gearet op og hyler og gør, når de skal ud at køre, men efter lidt tid bliver de helt stille. Så er du bare dig selv, stilheden og fjeldet. Det er balsam for sjælen, siger han.

I dag er arbejdet med hundene dog blevet skiftet ud med en tjans som lærer på Longyearbyen Skole.

- Det var fantastisk at være hundeslædeguide, men du ser ingen udvikling med turister. Jeg havde fire år med fantastiske ture, og det er jeg meget taknemmelig for. Men du starter på nul hver gang, der kommer en ny gruppe, og du siger de samme ting igen og igen, siger den 40-årige fynbo og fortsætter:

- Efter at have levet med en 16 timers arbejdsdag i flere år, var jeg klar til at rykke videre. Det var vældig spændende, men jeg var meget træt.

Troels Ørsted Yttredal har dog ikke helt kunnet sige farvel til hundelivet. Han har derfor beholdt et hundespand, så han stadig kan komme ud i snelandskabet. Og det er han især glad for i vintermånederne.

- Hundene redder mig fra mørket. De gør, at jeg ikke går i stå på sofaen. I hele december og januar er der ingen forskel på nat og dag. Jeg har bestemte ture, jeg tager i mørket, men det er nu bedst i dagslys, siger han.

En adrenalinfyldt oplevelse

De mange timer, Troels Ørsted Yttredal har tilbragt ude i naturen, betyder selvfølgelig også, at han har mødt Svalbards mest berømte og berygtede skabning - isbjørnen - ved flere lejligheder. Som nævnt er der flere isbjørne end mennesker på ø-gruppen, og det betyder, at man altid skal være på vagt.

- Første gang jeg så en isbjørn, var det en vældig adrenalinfyldt oplevelse. Mit hjerte pumpede løs, og jeg ladede pistolen. Men han kiggede på mig og gik den anden vej, siger Troels Ørsted Yttredal.

Så heldig er det ikke alle, der er, og isbjørne-angreb er ikke helt usædvanlige. Senest blev en tjekkisk turist overrasket af en isbjørn i sit telt i forbindelse med solformørkelsen i 2015. Turisten overlevede dog mødet, men det gjorde bjørnen ikke.

- Hvis du når til et punkt, hvor du er nødt til at bruge signalpistol og riffel, så har du dummet dig mange gange. Medmindre bjørnen selvfølgelig pludselig står i din lejr. Du skal hele tiden være på vagt og vurdere situationen, når du er ude i naturen. Bjørnen er ikke interesseret i dig, den ser dig ikke som et måltid, forsikrer han dog.

For Troels Ørsted Yttredal er isbjørne-faren en del af hans hverdag. Han skal altid tjekke, at der ikke opholder sig nogle af de store hvide kødædere på skolens område inden frikvarteret. Og når ungdomsklubben tager på tur om sommeren, er der 40 unge og 38 voksne med på turen, og 16 af de voksne er udelukkende med som isbjørnevagter.

- Jeg har aldrig været i en situation, hvor jeg blev nødt til at affyre signalpistol eller riffel. Jeg synes, der er for meget hype omkring isbjørne. Det er næsten som om, at det kun har været en god tur, hvis man har set en isbjørn. Men Svalbard er så meget mere end bjørne.

- I starten var jeg meget nervøs for at møde en isbjørn, men man vænner sig til det. I dag er jeg ikke bange for at møde en. Jeg er mere bange for hav-is og laviner. Du kan ikke finde nogen på Svalbard, der er rigtig bange for isbjørne. Det er naturen, der er uforudsigelig, siger den danske udvandrer.

Sproget er en udfordring

Både mørket, kulden og isbjørnefaren har den tidligere fynbo lært at leve med. Og faktisk er det ingen af de tre umiddelbare ekstremer, der har skabt de største problemer for Troels Ørsted Yttredal.

- Kulden er da en udfordring, men jeg har kun prøvet to gange, hvor det var for koldt til at gå ud. Da var det minus 35 grader og blæst, så det føltes som minus 50, siger han, og fortsætter:

- Det, jeg har skulle vænne mig mest til, har været sproget. Jeg snakker meget, men her snakker jeg mindre. Jeg har skullet arbejde meget med ironi og sarkasme i sproget. Her findes ingen dialekt, man kan læne sig op ad, for her er folk fra Øst-, Vest- og Nordnorge. Jeg forstår alt, hvad de siger, men de forstår ikke alt, hvad jeg siger.

Selv om Troels Ørsted Yttredal tydeligvis trives i verdens nordligste by, er der alligevel nogle få ting, han savner.

- Jeg kunne godt tænke mig et friskere udvalg af grøntsager, og så savner jeg foråret i Danmark. I maj er alt slush-ice her, man går igennem sneen, og der ligger for lidt til, at jeg kan komme ud med hundene. Jeg er glad for golf, og i foråret er der mange venner hjemmefra, der sender mig billeder fra golfbanen. Det er ofte i foråret, at jeg tager ned til Danmark, siger han.

- Jeg savner selvfølgelig også mine venner og familie, men jeg får tit besøg, og jeg er normalt hjemme to-tre gange om året. Og så skyper jeg meget med mine forældre. Men det er forholdsvis let at komme hjem, og på 10-11 timer kan jeg være i Assens.

En kold udgave af Assens

Troels Ørsted Yttredal er oprindelig fra Blommenslyst lidt uden for Odense, men hans forældre er siden flyttet til Assens.

- Vi har et sommerhus bare 50 meter fra mine forældres hus. Assens er en hyggelig sommerby med små cafeer, en god bager, en slagter og fantastiske strande. Svalbard er egentlig bare en kold udgave af Assens, funderer han.

Sidste gang han var hjemme, var i august, og næste gang bliver i pinsen. Normalt tager Troels Ørsted Yttredal også til Danmark i november og holder foredrag om sit liv på Svalbard. Han vil gerne inspirere andre til at rejse ud og turde tage en chance.

Til trods for at han ikke helt har sluppet Danmark, er han dog overbevist om, at han aldrig flytter hjem igen.

- Vinteren i Danmark er uaktuel for mig. Jeg har brug for at kunne stå på ski og køre hundeslæde. Hvis vi flytter herfra, så bliver det til Norge. Min svigermor trækker i os, for at vi skal komme til fastlandet. Men jeg bliver helt grådkvalt ved tanken om at skulle flytte fra hundene. De er min hobby og en vigtig del af Svalbard for mig. Der er aldrig en dag, hvor jeg tænker, at dem gider jeg ikke i dag, siger han, inden interviewet slutter, og han forsvinder ud i den mørke Svalbard-aften.

Mere om emnet

Se alle

Blå Bog

Svalbard

Fra forsiden

kundeservice_banner_20140313
StiftenFordele_Webbanner01_223x70 (1)
AvisKlubben_Webbanner_223x70