Log ind

Ugeavisens klumme: Katten med de onde øjne vil dræbe mig

  • Ugeavisens klumme: Katten med de onde øjne vil dræbe mig
    Jeg sørger altid for at have rigeligt med Whiskas kattepiller og Stryhns leverpostej i huset. For så længe Lucas bare æder det ... Foto: Palle Søby
  • Ugeavisens klumme: Katten med de onde øjne vil dræbe mig
    Jeg sørger altid for at have rigeligt med Whiskas kattepiller og Stryhns leverpostej i huset. For så længe Lucas bare æder det ... Foto: Palle Søby

Forleden åd min kat en hare.

Jeg har tidligere på denne klummeplads fortalt om min kat, Lucas. For nytilkomne læsere - eller læsere der bare ikke kan huske det - kan jeg oplyse, at Lucas er en tre år gammel, rød-gul hankat.

Jeg ved ikke præcis, hvornår han er født. Kun at det var i september 2014. Vi købte ham på Gul & Gratis for 50 kroner hos en katte-kærlig familie lidt uden for Brylle. Vi hentede ham en mørk eftermiddag 5. december 2014, og han sad i en papkasse på bagsædet sammen med børnene, da vi kørte hjem.

Nå, men forleden, da jeg kom hjem fra arbejde, lå Lucas som så ofte før på måtten lige inden for kattelemmen. Jeg hørte nogle underlige lyde, som jeg ikke havde hørt før, og ved nærmere eftersyn kunne jeg konstatere, at han havde gang i noget. Han var i gang med at gnaske på et eller andet.

Jeg gik helt derhen og så, at det minsandten var en hare, han var i gang med at fortære. Der var både blod og pels og knasende lyde.

Nuvel. Ganske vist kun en hareunge. Men alligevel. Han har tidligere slæbt en rotte ind på måtten og været i slagsmål med en husmår oppe på taget. Men en hare var - så vidt jeg ved - nyt repertoire for Lucas.

Jeg lod ham nyde sit måltid, og først næste dag fjernede jeg den sidste lille stump af halen, der var tilbage. Resten havde Lucas ædt. Velbekomme!

Det indgød alligevel en vis respekt. Og jeg tænkte: Hvad bliver det næste?

Altså han må hjertens gerne tage livet af den husmår, der huserer på mit loft og splitter rockwool til atomer og skider og tisser over det hele. Måske har han allerede gjort det? Det vil den kommende vinter vise.

Da jeg i sidste weekend skulle til København, tænkte jeg på, hvad Lucas mon kunne finde på, mens jeg var væk. Jeg forestillede mig alt muligt. Om natten drømte jeg, at jeg kom hjem og fandt kadaveret af et rensdyr inde bag kattelemmen. Og i drømmen tænkte jeg: Hvordan i alverden har han fået rensdyret bugseret ind gennem kattelemmen?

På vej hjem ad motorvejen hen over Sjælland tænkte jeg tilbage på min bizarre drøm. Jeg turde næsten ikke åbne døren, da jeg kom hjem. Måske ville et rensdyrskelet vælte ud over mig?

Til alt held lå Lucas fredeligt på køkkenstolen og ventede på, at jeg skulle åbne køleskabet og servere en klat leverpostej i hans madskål.

Generelt opfatter jeg Lucas som en god og kærlig kat. Og jeg bilder mig ind, at hvis jeg bare bliver ved med at give ham Whiskas kattepiller og Stryhns leverpostej, vil jeg for altid være hans ven.

Men indimellem kan jeg godt komme i tvivl. Når han kigger op på mig, kan jeg godt blive en lille smule bange. Er der ikke en snert af noget olmt i hans blik? Jeg synes det.

Jeg kommer til at tænke på komikeren Rasmus Botoft, der i sin fantastiske sketch "Helt ind i sindet" siger: "Nu kommer katten med de onde øjne, og katten, den vil dræbe dig".

Har Lucas i virkeligheden onde øjne? Vil han i virkeligheden gerne dræbe mig?

Jeg har engang hørt en teori om, at en kat i bund og grund er et rovdyr, som gerne ville æde sin ejer, hvis den kunne komme af sted med det.

Er det kun, fordi jeg er for stor, at Lucas ikke har ædt mig endnu?

Man omtaler jo løver og tigere som "de store kattedyr", fordi de tilhører kattefamilien.

Tilsvarende kan man vel sige, at katte er blandt "de små løvedyr", fordi de tilhører løvefamilien.

Man hører jo om folk, der har løver som kæledyr, og pludselig en dag går løven amok, følger sine naturlige instinkter og æder sin ejer. Eller måske bare Jespers storetå, som røvernes løve gjorde i Kardemomme By.

Eller hvad med bjørneelskeren Timothy Treadwell, der levede i årevis blandt qrizzlybjørne i Alaska og til sidst blev ædt af en bjørn?

Vi mennesker har det jo med at udfordre skæbnen. Vi kan godt lide at søge grænser, bevæge os derud, hvor det måske er lidt farligt.

Hvorfor er der ellers nogen, der gider bruge 800 kroner på at springe bungy jump og den slags?

Jeg elsker min kat - men måske er han også en lille smule farlig?

I så fald er han trods alt en billig måde at udfordre det farlige på - så har jeg jo sparet 750 kroner i forhold til et bunby jump.

Jeg skal indrømme, at jeg er blevet lidt mere forsigtig. Jeg lukker altid døren ind til mit soveværelse om natten. For tænk nu, hvis Lucas så sit snit til at sætte tænderne i min hals, mens jeg sover.

Jeg har ikke lyst til at ende på navnesiderne længere omme i ugeavisen som manden, der blev ædt af sin kat.

Så jeg vil sætte punktum for denne gang - og køre hjem til Lucas og give ham en ordentlig spand Whiskas og Stryhns ... 

 

 

 

 

  • Af:

      Regler for kommentarer

Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere