Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere>>

fyens.dk

Fyens Stiftstidende - Fyns Amts Avis

fyensdk
 
  • Del artiklen:
Dybt taknemmelig: Anders reddede sin kones liv

Dybt taknemmelig:
Anders reddede
sin kones liv

Annonce:

Møllekroen. Mad i huset - eller ud af huset

Møllekroen. Mad i huset - eller ud af huset

51-årige Anders Heidtmann er som en ud af tre danskere nomineret til titlen som "årets førstehjælper." Det skyldes, at han reddede sin kone Tines liv, da hun kort før jul i 2014 pludselig faldt om med et hjertestop i sofaen. Anders reddede hende ved at yde førstehjælp i 20 minutter.
Foto: Peter Leth-Larsen

Artiklen er hentet i arkivet

Den 22. december 2014 fik Tine Heidtmann hjertestop og var død i 17 minutter. Hendes mand, Anders Heidtmann, kunne førstehjælp og reddede Tines liv. I dag afgøres det, om han får prisen som Årets Førstehjælper.

Allested-Vejle: Den 22. december 2014 var en helt normal dag. Det var en arbejdsdag for 45-årige Tine Heidtmann. Hun arbejdede på et gartneri.

Med kun to dage til jul var familien Heidtmanns ældste datter, Line på 20 år, hjemme. Så hun kørte Tine på arbejde og hentede hende igen. Der var ingen træning på programmet den dag, selv om Tine ellers trænede spinning op til fire gange om ugen. De tog i stedet en tur i Rema og så hjem for at lave mad.

Tines mand, Anders Heidtmann, var til juleafslutning på det lokale vandværk og kom hjem ved 20-tiden.

Tine sad i den ene ende af hjørnesofaen, strikkede og så tv. Hun havde det godt. Anders sad i den anden ende, Line sad i stolen overfor, og parrets yngste børn, Louise på 18 og Martin på ni var inde på hans værelse.

Inde i stuen blev der snakket lidt. Blandt andet om at juletræet skulle ind. Der var intet unormalt. Ikke før klokken 22.15, hvor Tine pludselig gik bagover i kramper.

Det lignede mest, at hun skulle strække sig.

- Hvad laver du, sagde Anders, der gik over og tog fat i hende. Her kunne han mærke, at hun ikke havde nogen puls.

Tænkte hjertestop

Anders Heidtmann har gennem sit arbejde taget et førstehjælpskursus. Han havde dog aldrig skænket en tanke, at han faktisk skulle få brug for det.

- Jeg ved ikke hvorfor, men jeg tænkte hjertestop med det samme. Og det vidste jeg, hvad jeg skulle gøre ved, husker Anders.

Han fik Tine ned på gulvet og gik i gang med hjertemassage og kunstigt åndedræt.

Datteren Line ringede 112 og fik en akutsygeplejerske i røret. Sygeplejersken guidede Anders, mens Line kørte op til vandværket efter en hjertestarter.

Anders var helt rolig. På kurset havde de hørt, at ribbenene ville brække under hjertemassage, og at det ville lyde, som når man tager en gren og knækker. Tine brækkede fire ribben på en gang, og det lød præcis sådan. Herudover brækkede hun brystbenet, fik en læsion på leveren og en sammenklappet lunge.

Hjertestarteren blev hurtigt koblet på Tines livløse krop, og Anders stødte tre gange. Men hjertet ville stadig ikke starte.

- Vi udsætter nok ikke så mange ting til i morgen. Vi prioriterer mere os selv nu. Ikke mange ting er livet om at gøre mere, og vi har bedre tid til at drikke kaffe på terrassen.

Mor dør ikke

Datteren Louise på 18 år var inde på værelset med lillebroren Martin på ni år.

- Jeg opdagede intet, før hjertestarteren kom. Den siger en masse lyde, og jeg tænkte: Hvad er det for noget, husker Louise.

Hun tænkte dog ikke nærmere over det og gjorde kortspillet med lillebror færdigt, inden de gik ind i stuen for at kigge.

- Jeg går forrest, og jeg forstår ingenting - hvorfor ligger mor på gulvet? Det giver ingen mening. Der går et par sekunder, før det går op for mig, hvad der sker, og så fokuserer jeg bare på, at Martin skal væk.

Martin nåede at få et glimt af situationen, og Louise tog ham med ud bagved. Han græd, var forskrækket og måtte ud og kaste op.

- Jeg nusser ham og siger, at det skal nok gå, fortæller Louise.

- Hvad hvis mor dør, spurgte han, og først dér gik det op for Louise, at det kunne ske.

- Det gør hun jo ikke. Det er vores mor, sagde Louise, der prøvede at være rolig for Martins skyld.

Lettelse

Efter 17 minutter ankom ambulancen. De stødte en fjerde gang og gav adrenalin-indsprøjtninger, og først da kom der gang i hjertet igen.

Anders havde ingen idé, om det, han havde gjort, overhovedet havde gjort en forskel.

- Det eneste, jeg vidste, var, at kom der ikke ilt til hjernen, var det skidt, siger han.

Men da der kom gang i hjertet igen, begyndte Tine at ligge og brokke sig lidt.

- Og det var et godt tegn, siger han.

I ambulancen spurgte de Tine til hendes navn og cpr-nummer, og det kunne hun sige.

Anders sad på forsædet og ventede på at køre til OUH, da redderne åbnede lugen og sagde: Du har gjort det godt. Det ser ikke så slemt ud.

Og så blev han lettet.

De kørte af sted. Børnene blev hjemme, og deres faster kom over.

- Det var utrolig roligt derhjemme. Vi sad bare og så en film, og jeg sov inde ved Martin. Det var vigtigt at skabe den normalitet, husker Louise.

Først dagen efter blev der tid til at være ked af det. De tog ud på sygehuset og så Tine ligge i sengen. Hun smilte til dem, og så græd de allesammen.

På intensiv afdeling i fem dag

Tine husker næsten intet fra aftenen, og Anders har også svært ved at sætte ord på, hvad der egentlig fløj gennem hovedet på ham. Det hele kørte bare pr. refleks.

- Jeg gjorde det bare. Sådan er jeg. Jeg tager nok lige et skridt tilbage og ser, hvad der sker, fortæller han.

- Anders kan altid holde hovedet koldt. Når ikke et hjertestop kan slå ham ud, er der intet, der kan, tilføjer Tine.

Hun lå på intensiv i fem dage, der står som en tåge for hende. Hun husker mest skygger, lyde og mennesker, der kom og gik.

"Hvor er jeg henne," "hvad er der sket" og "fuck, jeg kunne være død," var det eneste, hun sagde - igen og igen. Korttidshukommelsen var helt væk.

Først fra hun blev flyttet fra intensiv, kan hun huske noget. Og det var her, at det for alvor gik op for hende, hvad der var sket, og tankerne om, hvor slemt det kunne være gået, myldrede frem.

Fejrede jul

Mens Tine var indlagt, forsøgte familien derhjemme at holde en så normal jul, som mulig. Far måtte i gang med at lave julemaden. Men mor manglede - især da der skulle danses om juletræet.

Først den 10. januar kom hun hjem. Med en indopereret ICD-enhed. Det er en avanceret pacemaker, der kan skyde hjertet i gang igen. Og så startede kampen for et normalt liv.

- Min krop var på nul. Jeg havde ingen energi. Jeg troede ikke, jeg kunne få et fornuftigt liv igen, siger Tine.

- Jeg lå i min seng og forsøgte at lave mavebøjninger. Men efter 10 var jeg helt død. Jeg tænkte, at jeg aldrig ville komme til at træne igen.

For Tine er det vigtigt for hendes fysiske og mentale helbred, at hun kan motionere. Så det var en hård tid i de måneder, hun var lænket til sofaen.

- Jeg har ikke været nem at have med at gøre. Det er frustrerende, når kroppen ikke virker, forklarer Tine.

Bare en tur hen til købmanden 150 meter nede ad vejen gjorde, at hun skulle hjælpes op ad trappen, når hun kom hjem.

- Prisen har vi vundet allerede. Det er meget rart at få lov til at beholde hende.

Klar igen

Energien kom dog stille og roligt tilbage. Men det krævede blod, sved og tårer at nå dertil.

Efter et halvt års tid sad hun atter på en spinning-cykel, og nu træner hun igen regelmæssigt, men hun må lytte til sin krop, for fysikken er ikke helt den samme som før.

- Men jeg har det godt og er klar igen. Jeg går ikke og græder til hverdag, understreger Tine.

Det, der nager hende mest, og får tårerne til at pible frem, er at børnene skulle se hende ligge livløs på stuegulvet.

- Det har været voldsomt.

Hvorfor hendes hjerte pludselig stoppede, har lægerne ikke kunnet give en entydig forklaring på. Men hun går ikke og er bange for, at det skal ske igen.

Hverdagen er tilbage

Det er blevet hverdag igen. Og den er, som den plejer. Dog med enkelte ændringer.

- Vi udsætter nok ikke så mange ting til i morgen. Vi prioriterer mere os selv nu. Ikke mange ting er livet om at gøre mere, og vi har bedre tid til at drikke kaffe på terrassen, siger Anders Heidtmann.

- Vi tog også til Mallorca i sommer i stedet for at male huset.

Tine er nu i arbejdsprøvning og er blevet tilkendt revalidering. Gartnerjobbet er blevet for hårdt for hende. Håbet er, at hun kan starte på en butiksuddannelse og fortsætte i den blomsterbutik, hun arbejder i nu.

- Jeg er dybt taknemmelig over at være så heldig, og jeg er temmelig stolt af min mand. Jeg kunne lige så godt være en grøntsag på et plejehjem, siger Tine Heidtmann.

Indstillet til pris

Årsagen til, at historien dukker op nu, over et år efter hjertestoppet, er, at Anders Heidtmanns søster har indstillet ham til titlen "Årets Førstehjælper 2016." En pris, som Røde Kors hvert år uddeler.

Tre danskere er nominerede. Anders Heidtmann er eneste fynbo.

- Et eller andet sted er jeg da stolt over, at jeg har fået lov til at redde et andet menneskes liv. Det er rimelig godt. Men der er mange andre helte i hverdagen. Jeg regner det ikke for noget stort, siger Anders Heidtmann.

- Og prisen har vi vundet allerede. Det er meget rart at få lov til at beholde hende.

Prisen uddeles torsdag.

Mere om emnet

Se alle
18-årige Thea er kåret til årets førstehjælpshelt

18-årige Thea er kåret til årets førstehjælpshelt

Fra forsiden

kundeservice_banner_20140313
StiftenFordele_Webbanner01_223x70 (1)
AvisKlubben_Webbanner_223x70