Svendborgenser: Er en patients liv ikke en undskyldning værd?
Af: Annette Gjørup Lauritsen, Louisenlund 17, Svendborg

Synspunkt: Fornylig har man kunnet læse i Fyns Amts Avis, at avisen officielt undskylder overfor de asyldrenge fra Langeland, der er blevet uretmæssigt anklaget.

En handling, der førte til, at også Langelands Kommune fulgte op med en officiel undskyldning overfor de unge mennesker. Og lige i kølvandet på det kom en undskyldning fra Henrik Nielsen, viceborgmester i Svendborg Kommune, da hans hukommelse viste sig at være i modstrid med Socialdemokraternes.

Så langt, så godt. En undskyldning fra hjertet, som bliver afsendt og modtaget i rette ånd, er en smuk gerning, som fører til lettelse og afklaring for begge involverede parter, og som ofte fører til, at ugerningen kan blive parkeret et sted, hvor den bliver tålelig at leve med.

I de samme uger blev en retssag i Svendborg afsluttet. Den omhandlede en diabetiker, som under indlæggelse på sygehuset ikke modtager den rette behandling.

Patienten går i koma, hvor han ligger i en måned, hvorefter han afgår ved døden. Forsømmelsen skyldes en så ordinær ting, som at hans blodsukker ikke blev målt, selv om det var kendt sag, at han var diabetiker. Retssagen gik ud på at finde ud af, hvor ansvaret lå.

Den ansvarlige læge hævder, at ordren om at måle blodsukker blev givet, den vagthavende sygeplejerske erindrer ikke at have modtaget beskeden. Påstand mod påstand. Der kunne således ikke placeres et ansvar, og det hele løb ud i sandet.

Det er også interessant at bemærke, at sagen blev taget op af politiet, fordi en overlæge på sygehuset gjorde opmærksom på, at grov forsømmelse havde fundet sted.

Artiklen i FAA var skrevet meget følelsesmæssigt ud fra den ansvarlige læges synspunkt, og jeg skal ikke underkende, hvor svært det må være for hende. Men de pårørende var også til stede. Den efterladte hustru og to voksne døtre.

De har også gennemlevet en utrolig svær tid her snart fire år efter deres far og ægtefælle gik bort. En tid, hvor man måske er kommet til at acceptere dødsfaldet og har fået en måde at leve med det på. Og så skal man trækkes igennem to lange retsdage med måneders mellemrum, og til sidst være vidne til, at ingen påtager sig et ansvar.

Jeg ved, at det ligger familien meget på sinde, at dette ikke kommer til at gentage sig, og derfor er de i kontakt med Diabetesforeningen og FAM på sygehuset.

Jeg er ven af familien, og jeg sidder personligt tilbage med undren og spørgsmål. Hvor er sygehusets øverste ledelse, hvor er Sundhedsvæsenet? Hvorfor er der ingen, der har henvendt sig til familien og sagt, at man var ked af, at dette kunne ske, og at man føler med familien, og at man vil gøre alt for at det ikke sker igen?

Et ansvar kan ikke placeres, det må vi acceptere, men helt ignorere hustruen og de to døtre finder jeg kritisabelt.

Og det fører til, at vi andre, som måske bliver indlagt, kan tænke på, at går det godt, så er det fint, men dør vi under indlæggelsen på grund af en forsømmelse, er der ingen, der bagefter henvender sig til vores pårørende.

Det finder jeg utrygt, uansvarligt og ikke værdigt for vores land.

Mere om emnet

Se alle
To læger blev frifundet: Nu bliver sag om patients død anket til landsretten

To læger blev frifundet: Nu bliver sag om patients død anket til landsretten

6
Retten i Svendborg: Læger frifundet for grov forsømmelse i sag om død patient

Retten i Svendborg: Læger frifundet for grov forsømmelse i sag om død patient

Frifindelse af to læger: Det længste kvarter i fire år

Frifindelse af to læger: Det længste kvarter i fire år