Debat: Mulig syg og hjælpeløs ...
Af: John Arly Henriksen, byrådskandidat (A), Odinsvej 4. Svendborg

Læserbrev: Sådan lyder det, når politiet får melding om en person, som pårørende ikke kan komme i kontakt med, eller på anden måde er forsvundet. Politiet rykker ud til relevante adresser med henblik på at finde pågældende, og melder så tilbage til vagthavende og familien.

I en verden hvor vi er blevet os selv nærmest, og hvor alting skal måles i kroner og minutter, er ensomhed blevet manges hverdag. Det er ofte en medvirkende faktor til, at man isoleres og skubbes væk fra det sociale samvær. Der er mange gode medborgere, som ikke har daglig kontakt med mennesker, ikke har et netværk eller familieforhold, som gør, at de føler de er en del af fællesskabet.

Hallo minister, vi har med mennesker at gøre, og ikke konservesdåser. Mennesket før systemet.

 

I "gamle dage", da vi havde et velfungerende postvæsen, bankede postbuddet på, afleverede posten og sagde hej til kunden og sikrede sig derved, at modtageren havde det godt. Så kom reformerne med de dyrt betalte konsulentbureauer. De løb rundt i røven på postbuddet med stopur og målebånd, og resolverede at der kunne spares millioner, hvis postkassen (sammen med skraldespanden) var placeret ved vejen, ligesom det indskærpedes, at der ikke var tid til social kontakt i postetaten.

Tid er penge, og så blev ruten skåret til, hvorved posten mistede kontakten med kunden, som nu sad alene derinde bag de duggede ruder og blev mere og mere ensom. Et velfungerede postvæsen med et korps af stolte tjenestemænd, er nu blevet til en vingeskudt halvsvensk blegblå virksomhed, hvor korpsånden og sjælen hører fortiden til - og hvor Morten Korch-illusionen om de røde venlige postbude blev kvalt af effektivitetens grimme favntag.

Hallo minister, vi har med mennesker at gøre, og ikke konservesdåser. Mennesket før systemet.

 

"Mulig syg og hjælpeløs", lyder meldingen, da den travle sosu-assistent ikke kan komme ind til den ældre beboer, der ikke låser op eller giver livstegn fra sig.

Politiet rykker ud igen. I min verden skal der være respekt om sosu-assistenterne. I min verden er de vor tids Florence Nightingale, der med empati og engagement som Mother Teresa, er frontfiguren, der sikrer kontakt og omsorg for vores ældre ensomme borgere. Personer, der i løbet af dagen måske ikke får besøg af andre mennesker. Jeg kipper med flaget i respekt, hver gang jeg ser sosu'en, genkendt på kommunens blå jakke, cykle rundt i byen i alt slags vejr.

 

I vores travle nordeuropæiske verden, har vi ikke tradition for, at ældre familiemedlemmer bliver varetaget og passet af familien. De bor ofte alene hjemme eller er sendt på plejehjem.

Der kunne vi nok lære lidt af andre verdensdele, hvor der er mere tid og engagement familien indbyrdes i hverdagen. Ikke et ondt ord om plejehjem. Min egen erfaring fra Sanddalsparkens plejehjems dementafdeling - hvor jeg var værge for min nu afdøde onkel Ib - var, at han blev passet og varetaget så fint. Han sov stille og roligt ind, efter at have modtaget masser af kærlighed og opmærksomhed fra det travle plejepersonale. Han glædede sig blandt andet hver dag til, at det frivillige personale fra Blomster-caféen kom med den friske mad, og han havde til det sidste et glimt i øjet. Men personalet har fået travlt, og det var for mig tydeligt for at se, at de skulle rende hurtigt, og at der ikke var så meget plejepersonale på arbejde ad gangen. Igen har konsulentbureauer formentlig været omkring med kniven.

 

"Mulig syg og hjælpeløs" lyder meldingen, "psykiatrisk patient er gået og forsvundet fra afdelingen", politiet rykker ud igen. Ensomhed er ikke sundt. Uden at være fagperson, fornemmer jeg, at flere og flere rammes af psykiske lidelser, og jeg tror, at ensomhed er en medvirkende faktor. De seneste syv år er indlæggelser af psykiatriske patienter steget med 47 procent, og eksempelvis er politiets bistand ved tvangsindlæggelser steget med 80 procent. Et rystende højt tal, som fagfolk burde evaluere årsagen til.

Som dokumenteret i tv for nylig, hvor plejepersonale ulykkesaligvis er blevet dræbt af psykiatriske patienter, fremgår det klart, at psykiatrien er presset. Der mangler sengepladser og personale. Patienter får ikke den tilstrækkelige behandling og opmærksomhed, og man fornemmer, at nogle sluses ud i samfundet før tid, for at skabe plads til mere trængende. Det er ikke rimeligt, og især ikke hvis patienten kommer hjem til ingenting. Så sidder de der alene bag duggede ruder, måske uden social kontakt, og bliver ensom, depressiv og "sær". Regionerne har også været igennem hårde reformer og besparelser. Jeg synes, at psykiatrien halter bagefter.

Hallo minister, vi har med mennesker at gøre og ikke konservesdåser. Mennesket før systemet.

 

Indsatsen omkring os mennesker kan ikke måles, som var det en mekaniseret moderne virksomhed. Det tror de "kloge" konsulentbureauer, og det er desværre lykkedes dem at overbevise vores politikere om dette. Skammeligt, havde vi en minister Corydon - der blev så begejstret for et konsulentfirma, at han solgte sin egen sjæl for ussel mammon, og sprang til en lukrativ stilling i selv samme konsulentbureau, efter at det havde løst store dyre konsulent- og regnearks-opgaver for staten.

Den oplevelse havde jeg gerne været foruden, og det mindede ikke ligefrem om gode gamle socialdemokratiske værdier, som jeg tror på.

 

Tilbage til den menneskelige kontakt.

Posten, sosu'en, sygeplejersken, lægen og betjenten gør alle deres bedste. Jeg er ikke i tvivl om, at hvis rammerne var til det, ville de følge deres samvittighed og gøre det lille ekstra, bruge lidt ekstra tid og opmærksomhed, for at glæde og sikre de svage udsatte medborgere, der har behov. Men kniven har skåret elastikken væk. Nu er det uret og økonomien, der bestemmer indsatsen. Desværre.

 

"En verden kan være så stenet

at alt er en eneste blok

og indbyggermassen benet

at livet er gået i chok."

(Inger Christensen, 1969).