Debat: Gennem gym en sidste gang
Af: Amalie Horstmann Nøddeskou-Fink, Majvænget 6, Gudme

Læserbrev: Før jeg slutter vil jeg gerne slentre gym igennem - en sidste gang;

det skal være mit sidste beskedne ønske.

Jeg vil gå på mine fødder igennem min skole

gennem Svendborg Gym,

som jeg har gjort så mange gange før,

men jeg vil vide det er den sidste gang,

så jeg vil vælge min rute med omhu.

Jeg vil gå ned ad historiegangen eller i kælderen

og gå forbi alle de små solløse klasselokaler med deres søvndrukne elever.

Jeg vil se på alle vandautomaterne med deres lange køer af elever og manglende virkeevne,

jeg vil rode med slikautomaterne, og jeg vil ingenting købe,

og ikke fordi det er sidste gang,

men fordi jeg aldrig roder med slikautomaterne for at købe,

men for at frustreres over dem og tænke på, hvor kort og mærkelig gymtiden er.

 

Og jeg vil se rygerne stå som forhutlede og forblæste maskotter foran skolen,

og jeg vil høre dem råbe til og efter hinanden,

og jeg vil se mylderet, når busserne kører op til skolen

med deres misfornøjede chauffører.

Og gennem skolens vinduer vil man kunne se morgen-dvaske elever,

der mødes af deres overfriske lærere.

Jeg vil gå igennem sciencegangens glasparti i eftermiddagssolen.

Jeg vil slentre langs med P-lokalerne, skabene og videre til det Boglige,

og jeg vil sidde et sted og suge minderne til mig

måske i kantinen

og nyde en kop lunken kaffe og ikke andet

 - op og videre.

 

Jeg vil slide mine såler flade på den sidste slentretur gennem Gym.

Jeg vil sige farvel til mit andet hjem

... og jeg vil gå videre fra kantinen.

Jeg vil gå ind gennem aulaen;

jeg vil passere den i gråt lys, og den vil være lettere sløret.

Den vil som altid ligne en gammel tårestribet film

med flygelet, der står hvor det altid gør.

De sædvanlige 3.g'ere vil sidde dér og vente på ingenting,

de unge 1.g'ere vil stå i vejen med deres rygsække og lettere forvirrede udtryk,

fortravlede og forjagede vil de styrte hen mod næste modul

2.g'erne vil komme stressende med en ny AT-formulering, der er lige så uforståelig som alle de andre gange.

 

Og jeg vil stille mig i et hjørne og blive overvældet

og ikke kunne gribe ind og heller ikke have lyst

bare blive overvældet af alt dette liv; al denne mylder

fugtig i øjnene uden påviselig grund 

og med et saligt smil på læben,

og når jeg har fattet mig, vil jeg ryste nostalgien af mig,

ryste gymlivet af mig som en alkoholiker, der skilles fra sin flaske

som jeg, fra gym og som et barn, der flytter hjemmefra.

Jeg vil snuppe en kop kaffe og gå videre op mod administrationen,

hvor Tine Spanggaard står med den sidste skriftlige advarsel,

og igen vil jeg bare tage imod og give de sædvanlige løfter.

Alting er så flygtigt og forbigående

som tre år, der nu føles som tre dage.

 

Og jeg vil gå ned mod hallen som en skygge.

Hele vejen vil jeg være ledsaget af alle mine venner -

de vil alle være klædt i hvidt,

og på toppen af alles hoveder vil man kunne se den kridhvide hue.

Vi tager afsked med alting og hinanden,

vi er ikke sentimentale,

men luften er fyldt af noget, ingen ved, hvad hedder eller er.

Nu er det blevet vores tur, og foran os venter fest og farver,

men vi vil tage os et øjeblik til at tænke,

for vores sidste dage på SG er forbi,

og jeg vil vide, at her fra Svendborg Gymnasium udspringer hele mit liv og alle mine drømme

som så mange andres liv og drømme.

Så nu vil jeg sige farvel og iføre mig min egen længe ventede hue.