Debat: Folkeskolen - i håb om bedre tider
Af: Morten Valbjørn Knudsen, lærer i Svendborg Kommune, Søgårdsvej 17, Svendborg

Læserbrev: Det er svært at spå om fremtiden, siger man. Dog var vi mange, der for omtrent fire år siden ikke havde svært ved at spå om skolereformens muligheder for succes, al den stund den billedligt talt blev undfanget ved en voldtægt.

Den tromlede henover lærerne, som netop var blevet ydmyget på det groveste med lockouten og lov 409. Alligevel forventede man, at lærerne ville vænne sig til at elske deres nye lænker og lære at nyde den bekvemme ufrihed, der lå i at blive frataget det ansvar, der tidligere var forbundet med deres virke. Nu skulle angiveligt en ny evidensbaseret videnskabelighed gøre sit indtog i undervisningen. Lærerne skulle omskoles og genopdrages efter målstyringens ubehjælpelige paroler og lære at gentage indholdstomme banaliteter som erstatning for pædagogiske drøftelser.

I mine nu over 27 år som underviser på Sydfyn har jeg aldrig oplevet noget så jammerligt, kontraproduktivt og ødelæggende, som dette hasarderede forsøg på at omdanne den danske folkeskole til en læringsfabrik.

 

Jeg passerede frihedsstøtten i København og tænkte på stavnsbåndet. Det eksisterede i 55 år, inden de fremsynede godsejere fik den afskaffet året før den franske revolutions udbrud. Forhåbentlig skal der ikke gå lige så lang tid for lærerne, som der gik for bønderne, før friheden og fornuften atter tilsmiler dem. Jeg ville gladeligt hejse en skamstøtte for de notoriske tåbeligheder, der 2013 blev tvunget igennem - og tilsvarende starte en indsamling til en ny frihedsstøtte til den dag i fremtiden, hvor lærernes værdighed og arbejdsglæde bliver genrejst.

En besættelse behøver jo ikke vare længere end fem år.

 

Jeg er ikke blind for, at alle de antoriniske og corydonske bestræbelser dengang udsprang af en form for logik og rationale, som modsvarede visse stømninger blandt enkelte uddannelsesforskere. Jeg er også ofte blevet belært om de angiveligt ædle motiver der ligger bag skolereformen.

Når det ikke gør så stort et indtryk på mig, er det fordi det 20. århundrede var så fuld af eksempler på katastrofer med angiveligt ædle motiver som baggrund. Det er nok kun naturkatastrofer, der savner sådanne "ædle" motiver.

 

Man har presset mange af ildsjælene ud af skolen. Mange har forladt folkeskolen, fordi de elskede deres job. Blandt de tilbageværende stiger presset og frustrationerne. Arbejdsglæden er under pres, folk går ned med stress, brænder ud, sygemeldes eller balancerer på en knivsæg. Man kæmper med meningsløsheder og absurditeter og umulige arbejdsvilkår. Skoledagene er for lange for eleverne. Lærerne mangler forberedelsestid. Til gengæld tvinges man til at spilde sin tid på unødvendig og overdreven dokumentation bag ustabile computerskærme. Da man ikke har kunnet digitalisere dømmekraften, har man afskaffet den, og erstatningen hedder fjernstyring og umyndiggørelse.

 

Tre forskere fra Professionshøjskolen UCC har november 2016 offentliggjort en rapport, der belyser, hvorfor lærerne stopper i folkeskolen.

Der er tre gennemgående grunde:

1. Fordi de føler sig nødsaget til at stoppe for at forblive lærere.

2. Fordi de ikke har tid nok til eleverne.

3. Fordi tidsstyring, topstyring og målstyring forhindrer lærerne i at agere professionelt.

Når man nu om dage taler om ytringsfrihed, handler det herhjemme oftest om retten til bevidst at fornærme religiøse minoriteter. Svendborg kommunaldirektør efterlyser dog en anden type ytringer - nemlig ytringer fra offentlig ansatte, der tør kritisere misforhold i det offentlige. Det er nødvendigt, for at vi kan gøre det bedre, mener han, og beklager at folk ikke tør bruge deres grundlovssikrede ret af frygt for fyring eller anden chikane fra ledelsen.

Er en sådan frygt velbegrundet eller ej? Hvem har lyst til at være forsøgskanin? Jeg kritiserede for to år siden et seminar i såkaldt "Læringsledelse", på opfordring fra de involverede konsulenter. Ikke i offentligheden, men udelukkende henvendt til deltagerne i seminaret. Bagefter greb man fra forvaltningen ind med en henvendelse til min leder, som var i Californien, om at han skulle irettesætte mig eller kalde mig til orden.

Jeg har kritiseret skolereformen og dens følgevirkninger internt på vores skole og har i to omgange fået lukket munden. Dette påvirker selvfølgelig alle, og den samtalekultur, der engang var en selvfølge på skolen, er nu ophørt og erstattet af tavshed og formalisme. Det tager tid at genopbygge en tillid, der først er bristet.

 

C. Sauer har forsøgt her på reformens fjerde år at samle alle rapporter og undersøgelser for at vurdere reformens succes eller mangel på samme. Udfra reformens egne præmisser - punkt for punkt. Og det ser altså ikke godt ud. I en senere artikel opremser han 14 punkter som reformpolitikerne lovede forbedringer på. På ét eneste punkt kan der spores en fremgang på landsplan - nemlig de 45 minutters daglig bevægelse. De 13 andre viser stilstand eller tilbagegang. Han udlover simpelthen en kasse god rødvin til den, der kan dokumentere den lovede fremgang.

 

Folketingets Undervisningsudvalg rejste for nylig til Finland for at lære om og blive inspireret af det tilsyneladende så succesfulde finske skolesystem. For at sige det kort adskiller det sig især fra det nuværende danske på tre afgørende punkter:

1. Kortere skoledage.

2. En grundlæggende tillid til lærerne.

3. Ingen nationale test.

Nå ... hovsa. Håber inspirationen snart finder anvendelse.

Ja undskyld, hvis jeg flænser et skrøbeligt opbygget glansbillede: Men - i mine nu over 27 år som underviser på Sydfyn har jeg aldrig oplevet noget så jammerligt, kontraproduktivt og ødelæggende, som dette hasarderede forsøg på at omdanne den danske folkeskole til en læringsfabrik. Tænk over det - til kommunevalget.