- Jeg vendte hjem. Med Skarø som afsæt for et liv i det sydfynske...
Af: Freelancejournalist, spillestedsejer og festivalarrangør Lasse Bekker, Vestergade i Svendborg og Skarø
Kronik

Da jeg i 2003, et par fjumreår klogere, pakkede Sydfynsfrugterne og flyttede til studielivet i Århus, var det med en stensikker bevidsthed: Nu skulle jeg aldrig mere bo i Svendborg. Her var jeg født, opvokset, havde sneglet mig igennem gymnasiet oppe på A.P. Møllersvej og sidenhen for en tid ageret kundegrundlag for en statsministersøns nyanlagte værtshus og flygtigt forelsket mig i hans bartenderinde. Men nu rejste jeg på en enkeltbillet. Fire års journaliststudie i Århus kunne tage sin begyndelse, og Svendborg var fortid.

Før det kom så vidt, afslørede sig den anordning, jeg var udstyret med hjemmefra. Det faktum, vi alle opdager, når tiden viser sig inde: Vi fynboer er født med en elastik i ryggen. Vi vender hjem. 

Med en praktik på Kvægtorvet i Odense, en returrejse til smilets by og herefter det åbenlyse valg, at København var næste stop. Der var såmænd dårligt tale om et valg at træffe, for vejen var slagen på forhånd, og alle studiekammeraterne havde sammen med de fleste af svendborgvennernerne allerede sat retningen.

Selvfølgelig skulle man til København med det nye fag i bagagen. Men før det kom så vidt, afslørede sig den anordning, jeg var udstyret med hjemmefra. Det faktum, vi alle opdager, når tiden viser sig inde: Vi fynboer er født med en elastik i ryggen. Vi vender hjem.

Og således begyndte den langsomme tilbagevenden til hjemstavnen. Tilfældighedens veje bragte mine øjne på en gammel gård på Skarø, hvor Carl året forinden havde forladt sin øverden. I første omgang blev gården erhvervet i overbevisningen om, at det kunne være et fritidshus, der skulle sikre min tilknytning til Sydfyn, når jeg nu boede i København eller udlandet.

Det blev til et par kortere ophold i hovedstaden, enten hjulpet af et job på de kanter eller af vildfarelsen om, at man skulle finde sig en kvinde med stenbro under fødderne. Det skal man ikke, kvinder bør man opstøve i hovedlandet.

Det stod mig klart, at jeg ville bo i en by, hvor jeg kender afkrogene, møder bekendte på gaden, føler at jeg hører til. Hvor ikke alting har vokset sig for stort og larmende, og hvor bare dét at flytte sig rundt er en besværlighed. Og jeg ville ud til havet.

Jeg vendte hjem. Med Skarø som afsæt for et liv i det sydfynske. Med somre og et fantastisk liv på Skarø blandt uforlignelige øboer og med en øfestival midt i sommeren.

Sidenhen med en masse morgener, hvor jeg spadserer fra halvtidsdomicilet i Vestergade mod havnen og Frederiksøen, der nu gennem tre år har spillet en hovedrolle i hverdagen. Lige siden en tilfældighed bragte min ungdomskammerat Rune og jeg i fast makkerskab på spillestedet Kammerateriet.

Og just på én af disse morgenspadsereture mod havnen, da seneste sensommer rasede, tegnede den sig helt klart: Kærligheden til vores by. Omkring hjørnet svingede Einar i sin ølvogn og hilste på vej ud i sin rutine, sådan som han har kørt den i årtier. I gågaden endnu et par hilsner imens byens liv foldede sig ud i tøjstativer, bogkasser og blomsterjungler. Solen ramte en skibsmast over Brogade, og jeg kan ikke sige mig fri for, at også en forelskelse i den helt idelle kvinde ovre fra hovedlandet farvede lyset over byen denne sensommermorgen og fik det tegnet nærmest som i et Balling'sk tv-afsnit.

Med hende, drømmekvinden fra det jyske, fulgte muligheden for at se byen gennem friske øjne. Alle de kvaliteter, der for os bysbørn ligner selvfølgeligheder. Hendes kærlighed til Skansen med kigget over byen og sundet og hendes ubetingede forelskelse i Svendborgsundbroen, der - måtte jeg med skam opdage - altid blot har stået for mig som en hovedvej over til Tåsinge. Jeg har ikke ænset den som en forrygende udsigtsplads over alle vores herligheder. Hendes - vores - kærlighed til Thurø Rev, til den pulsende trafikhavn, til øhavskigget fra Skovballe Havn i det tidligste forår.

Sådan dukker de frem alle de brikker, der tegner vores sted, da jeg nu blev bedt om at sætte ord på det ubevidste: Fortæl, hvorfor du holder af Svendborg ...

Det stod mig klart, at jeg umærket har bevæget mig ind i en hverdag, der dårligt kan forestilles bedre. Med min daglige gang på havnen, sejlture op til Skarø (for det hedder just sådan, har jeg lært af de indfødte: Oppe på øen, nede i Svendborg) og med en mulighed for at suge mig helt ind i byens egen rytme, det skiftende liv sommer og vinter - og alle de både løjerlige og festlige mennesker. Og ikke mindst en hverdag med kvinden fra hovedlandet, der har taget Svendborg som sin by.

Svaret på spørgsmålet om al denne glæde ved byen ligger nok begravet netop dér, hvor det bedst lader sig beskrive som en følelse. Følelsen af at høre til, når man går gennem sin by, sejler rundt i Øhavet eller indtager byens liv ude i natten. Ofte fyldt af musik. Alle de festlige, skæve mennesker, man kan møde på sin vej gennem byens gader.

Jeg fik aldrig rigtig stenbro under fødderne og dét med de mange udvandrede venner derovre i hovedstanden løser sig i disse år, efterhånden som de én for én opdager deres egen elastik i ryggen. Og tilmed skaber en slipstrøm, så nu også andre af vores jævnaldrende - også dem uden medfødt elastik og nogen tilknytning til Sydfyn - på stribe slår sig ned i Svendborg og gør vores by til deres. Det er til at blive komplet lykkelig af.

Måske er det musikken, der trækker, måske er det sundet, måske de løjerlige og de skæve. Måske os alle sammen. Os, der elsker Svendborg.