Log ind

Fodbold: Giv os et eventyr; lad os drømme

Fodbold: Giv os et eventyr; lad os drømme
Af: Jens Petersen, lærer og master i børne- og ungdomskultur

Dengang jeg boede hjemme i Sønderjylland, var der kun en slags fodbold, der var vigtig. Den tyske fra Bundesligaen. Werder Bremen, HSV og Bayern München. Rudi Völler, Karl-Heinz Rummenigge og Lothar Matthäus. Det var stort. Og jeg lappede det i mig hver lørdag klokken 18 på ARD.

Da jeg i midten af 90'erne flyttede til Odense, blev jeg hurtigt OB'er. Om det var min nye odenseanske ven Lars' skyld, husker jeg ikke, men Lars har altid været OB'er. Han er hele sit liv sammen med sin far kommet på Odense Stadion, hvor de har siddet på den samme plads i en menneskealder. Her har de oplevet, hvordan OB er blevet danske mestre og utallige store europæiske triumfer.

Dengang jeg boede hjemme i Sønderjylland, var der kun en slags fodbold, der var vigtig. Den tyske fra Bundesligaen.

Jeg har tit tænkt på, hvordan det ville være at vokse op med et hold som OB i nærheden. Altså hvis der på min fødeegn havde været et superligahold. Jeg ved godt, det er langt ude, men hvis man nu forestillede sig, at den lille fodboldklub fra Branderup, som ligger tæt på Løgumkloster og Toftlund, i midten af 80'erne helt sensationelt havde spillet sig op i den bedste danske fodboldrække og dernæst vundet det danske mesterskab. Godt hjulpet på vej af en lokal rigmand og Arla Foods.

Jeg ville naturligvis have været tilstede på stadion i Branderup sammen med min fodboldtossede familie, Michael Leerskov og alle de andre fra skolen. Danmarks Radio sendte måske live med Tommy Troelsen som kommentator: "Jønson ... Jønson! Branderup Stadion er i ekstase ... Utrolige scener udspiller sig her på grønsværen og på de opstillede tribuner. "Mesterskabet er kommet hjem," råber de 3242 tilskuere. "Den lille klub fra det sønderjyske har gjort det helt utrolige."

Min ven Lars og jeg har oplevet mange fodboldmirakler sammen. Både foran fjernsynet og på stadioner rundt omkring. Vi har oplevet lykkerusen, fællesskabet og intensiteten fra tusinder af topstemte publikummer. For fodbold kan noget, som ingen andre sportsgrene kan. Den har en voldsom påvirkning på vores hjerner. Som sukker klæber den sig fast til vores bevidsthed med dens massive tilstedeværelse af æstetik. Alle, som har været en del af et øjeblik på et fodboldstadion, ved, hvad jeg taler om. Romerlys, der bliver tændt. Konfetti, der bliver kastet. Flag, som svinges rytmisk igennem luften og så sangen: "Walk on, walk on. With hope in your hearts. And you'll never walk alone. You'll never walk alone. "

Jeg misunder Lars, at han er vokset op i en by med Superligafodbold. Men hvis jeg sammenligner vores glæde ved fodbolden, kan jeg ikke finde den store forskel. Og da slet ikke når vi spiller fodbold med vores børn. Så kommer det hele væltende frem igen. Finterne, tacklingerne og jubelsceneren. Det hele flettet sammen af forskellige kommentator-kommentarer: "Uh, han skyder, nej han venter ... Jah, Michael Laudrup!" eller den tyske variant fra sommeren 2014 hvor Tyskland blev verdensmester i Brasilien ved et mål af Mario Götze: "Schürrle ... Der kommt an! Mach ihn, mach ihn. Er macht ihn. MARIO GÖTZE."

Nu bor jeg selv i en by med Superligabold. Jeg kommer tit på stadion, men engang imellem tænker jeg tilbage på Rudi Völler, Karl-Heinz Rummenigge, Lothar Matthäus og de andre Bundesligastjerner. For man glemmer ikke sin første fodboldkærlighed og heller ikke ens nuværende. Også selvom det ikke går alt for godt for striberne. Men det vender snart. Bare vent og se. For i alle gode eventyr skal det være skidt, før det bliver godt igen. Jeg glæder mig i hvert fald til at høre tv-kommentatoren råbe sin begejstring ud til tv-seeren, når mesterskabet igen kommer i hus engang i fremtiden: "Festersen ... FESTERSEN! Odense Stadion er i ekstase... Utrolige scener udspiller sig her på grønsværen og på tribunerne. "Mesterskabet er kommet hjem" råber de 15.317 ...

For et par sæsoner siden var Liverpool tæt på at vinde det engelske mesterskab. Holdets kaptajn, Steven Gerrard, førte sammen med den iltre uruguayer Luis Suárez holdet frem mod det engelsk mesterskab. Nogle drabelige kampe udspillede sig, men Liverpool snublede, og mesterskabet blev i stedet sent til Manchester City. Luis Suárez kunne trøste sig med at blive topscore med 31 scoringer, og Steven Gerrard måtte erkende, at han samme med andre Liverpool-koryfæer som Ian Rush og Daniel Agger aldrig blev engelsk mestre.

Men det var ikke det, jeg husker allerbedst fra den sæson. Jeg huske bedst Liverpools supportere, som kamp efter kamp slæbte et banner med, hvorpå der stod: "Make us dream."

Jeg drømmer tit om dengang eller om det, der skal komme. For en dag sker det igen. Lad eventyret begynd. "Make us dream."

Mere om emnet

Se alle
Læserne om OB-debat: Klubben må selv betale for træningsanlæg

Læserne om OB-debat: Klubben må selv betale for træningsanlæg

Borgmester efter Festersen-indspark: Ansvaret ligger hos Odense Sport & Event

Borgmester efter Festersen-indspark: Ansvaret ligger hos Odense Sport & Event

OB-spiller: Deprimerende at se, hvordan andre byer investerer i nye træningsanlæg

OB-spiller: Deprimerende at se, hvordan andre byer investerer i nye træningsanlæg

      Regler for kommentarer

Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere