Log ind

Livet er det gode græs

  • Livet er det gode græs
    Illustration: Mikkel Damsgaard Petersen
  • Livet er det gode græs
    Illustration: Mikkel Damsgaard Petersen

Artiklen er mere end 30 dage gammel

Græs. Græs er dejligt. Græs er forfærdeligt. Græs er mit liv.

Der går ikke mere end få dage, før græsset på de danske græsplæner begynder at blomstre og drysse pollen ud over os sagesløse, hvis næser, øjne og luftveje vil blive irriteret ud over alle grænser af dette næsten usynlige stjernestøv.Derfor giver det næsten heller ingen mening, at jeg skal slå vores græsplæne i kolonihaven, fordi det jo forvandler haven til en tornadosky af pollen, men jeg klynker ikke stående der midt i orkanens øje.

For år tilbage var problemet til at tage og føle på, og jeg barrikaderede mig bag gardiner og lukkede vinduer i 30 graders varme efter nyseture, der fik en til at vakle som en groggy bokser, som havde problemer med at komme op efter kamplederens tælling til otte.

Nu har jeg valgt at få en sprøjte med binyrebarkhormon en gang om året, selv om der vist nok findes nænsomme behandlinger, men jeg stoler foreløbig på min læge, hvis eneste spørgsmål før det sviende stik i balden var, om "jeg havde fået de børn, jeg skulle have".

Men græs er meget mere end irriterende pollen og en plæne, der pludselig kun kan hakkes ned med en le i stedet for med den håndskubber, som jeg stadig mener er rigeligt til vores lille, men kringlede og krogede anlagte græsplæne ved det lille hus på prærien ved bommen til Bolbro.

Lige siden min lillesøster hjalp mig med at binde mine snørebånd på mine første Lockey-fodboldstøvler før den allerførste træning i AG&IK i Assens bag ved det, der engang hed Assens-hallen ved Bryggeriet Vestfyen, har græsplæner været hele meningen med livet.

Fodboldspillet på græs i klubben og på græs på selvbestaltede baner i byen åd de største procenter af ens dagligdag i den lille købstad, og dengang var der ingen, der talte om kunstgræsbaner for at kunne spare udgifter til at holde det spirende græs nede. Derfor rynker jeg igen og igen på næsen, når fodboldkampe skal spilles på kunstgræs, selv om de i hvert fald ikke gror og skyder allergifremkaldende støv efter vore næsebor og tårekanaler.

Det naturlige græs er noget hele andet og fint. De fleste har prøvet at spille fodbold på en fugtig tætklippet græsbane og mærket bolden sjutte, så den fik ekstra fart ved skud og afleveringer. En fornemmelse, man aldrig helt kan gengive for folk, for hvem det aldrig har været prøvet.

Det våde græs var og er perfekt til glidende tacklinger, mens man på kunstgræsset risikerer især i knastør varme at brænde huden af, så man kun kan ligge på den ene side i nogle nætter fremefter.

Det gode græs var kimen til den store intense dyrkning af spillet, sporten og legen og i mit tilfælde i sidste ende til mit erhverv med baser på alverdens sportsarenaer.

Så selv om græsset til stadighed skal skærmes væk fra mig i kolonihaver, festivalpladser og på landet, så ville livet have været fattigere og helt anderledes uden det gode og spirende og saftigt grønne græs.

  • Rasmussen_Leif_(2015)_008

    Af:

    Jeg er sportsjournalist og souschef på Sport Fyn, der dækker sport på Fyens Stiftstidende, Fyns Amts Avis, Fyens.dk og Mitfyn.dk. Jeg er fynbo med opvækst i Assens og har tidligere arbejdet for Ekstra Bladet og Fyns Amts Avis, da den sydfynske avis var et selvstændigt medie.

      Regler for kommentarer

Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere