Log ind

Happy Hour på sommer-"studieturen"

  • Happy Hour på sommer-"studieturen"
  • Happy Hour på sommer-"studieturen"

Artiklen er mere end 30 dage gammel

Det var i sommeren 1993. Poul Nyrup var lige blevet statsminister, og det var sjovt at forsøge at tale som ham. Altså før internettet og mobiltelefonen, før billige flyrejser, før Mobilepay, før 11. september, før dogmefilm, og før Bjarne Riis vandt Tour de France, at vi var tre venner, der drog til Mellemøsten på sommerferie. Eller ferie var måske så meget sagt, for vi var såmænd fast besluttede på, at vi som studerende i henholdsvis jura, statskundskab og journalistik skulle bruge vores spæde faglighed til noget.

For mit vedkommende var der derfor med en blok og kuglepen fast placeret i bukselommen, for som journaliststuderende med et helt semesters uddannelse i bagagen var de kritiske og opsøgende sanser vakt. Vi skulle besøge universiteter, tale med soldater, besøge menneskerettighedscentre. Jeg skulle afsløre Mellemøsten. Vi var sådan set ikke på ferie, men på studierejse, syntes vi selv. Eller måske nærmere udsendte korrespondenter.

Det begyndte også med tilpas alvor. I køen til flyet til Tel Aviv var vi tæt på at blive smidt ud, fordi en af os medbragte kontanter fra familien til en ven, der arbejdede på et palæstinensisk menneskerettighedscenter. Dem skulle vi aflevere på den besatte Vestbred, men det skulle vi vist aldrig have sagt. Vi kom dog med, og eventyret var begyndt med tilpas spænding på drengen. Vi skulle meget andet og mere end på ferie.

Vel landet i Israel skulle vi selvfølgelig lige akklimatiseres. Det blev til tre-fire dages afslapning med sol, øl og ture nordpå. Strande og møder med sjove mennesker. Velsagtens mest ferie, selv om vi da bankede på døren til en stor militær forlægning i Golanhøjderne for at høre, om de da ikke havde lyst til at tale med tre "journalister" fra Danmark. Det havde de i den grad ikke, men bare det, at vi spurgte, gav lidt til selvforståelsen af, at vi jo ikke blot var på ferie. Vi opsøgte jo andet og mere end bare billige øl og skæg og ballade.

Næste stop var Jerusalem, denne fantastiske by, hvor vi da nok skulle kunne finde på masser af alvorligt arbejde og indhold til vores studietur. Og vel indkvarteret på sovesalen på et centralt beliggende youth hostel - vandrehjem - gik vi stille og roligt i gang med at indtage den hellige by og alle dens herligheder.

Noget af det første var dog den bar og natklub ved navn Arizona, som nogle af de andre på youth hostel'et havde anbefalet. Et sted med en halv times daglige gratis fadøl, som man da nok lige skulle frekventere. Så der tog vi hen. Og ganske rigtigt var der en halv time fra kl. 19.30 til kl. 20, hvor man gratis kunne drikke alle de øl, man kunne. Det blev vist til en fire-fem store fadøl til os hver. Så kolde, at der var dømt isninger i hjernen igen og igen, men hvad gjorde det - det var jo gratis. Og hey, der var masser af andre unge rejsende fra det meste af verden, og vi skulle jo også lige holde lidt fri fra de hårde studier, dem ville vi se på i morgen.

Morgenen efter var nok blevet både formiddag og eftermiddag, inden vi kom op og videre, fik dæmpet tømmermændene med noget falafel i pitabrød, for så ud på eftermiddagen at tage den debat, vi så kom til at tage de næste seks dage - nemlig, om vi liiige skulle en tur forbi Arizona-natklubben igen, altså bare lige for at få et par gratis fadøl.

Jeg husker den første dags alvorlige diskussion mellem os. Det var her, en af os, husker ikke hvem, argumenterede inderligt for, at vi jo altså ikke var på ferie, men var taget herned for at lære noget og opleve noget, ikke for at drikke os fulde hver aften, så kunne vi jo lige så godt være taget på interrail, eller hvad man ellers gjorde dengang.

Men Arizona vandt, der var jo også piger. For eksempel hende, der blev helt benovet og glad, da jeg godt øllet turde sige den for os tre gutter efterfølgende legendariske replik til at indlede en snak med en amerikansk pige: "I can see in your eyes, that you are from San Jose". Hvilket hun så helt tilfældigt var! Hvor heldig kunne man lige være?

Og faktisk nåede den ene af vennerne at træne sig op til seks af de iskolde gratis store fadøl på den halve times happy hour - en særdeles fornem præstation.

Jovist fik vi da set en masse kultur, vi besøgte også et universitet og var forbi menneskerettighedscenteret på Vestbredden, ligesom vi en tidlig aften havde en fantastisk, men uforståelig oplevelse et sted, hvor en rabbiner gennem halvanden time med lukkede øjne messede kloge ord, som jeg i hvert fald ikke forstod en dyt af. Men intenst var det.

Så drog vi sydpå - videre til Egypten, Kairo, pyramider, sejltur på Nilen for at tage nogle dage i dykkerparadis ved Akababugten.

Vi mødte masser af sjove mennesker. Det unge par fra Østtyskland, som for første gang var uden for det netop sammenbragte Tyskland. Alle de flinke folk på de forskellige youth hostels, som australske Bruce, som på andet år var hængende i Mellemøsten med sin rygsæk og ikke rigtig kunne komme videre, selv om han ikke ligefrem var imponeret. "De arabere - de ville ikke engang kunne organisere en drukfest på et bryggeri", som han sagde med foragt. Mon han overhovedet er kommet videre på sin rejse.

Det var en fantastisk sommerrejse. Vores største uenighed husker jeg som den eftermiddag, hvor vi diskuterede, om man overhovedet behøvede at ringe hjem til vores mødre. Der var argumenter for, at det skulle vi slet ikke, så var der argumentet for det ugentlige opkald, et andet for endnu sjældnere. Tror nu nok, at jeg ringede hjem en enkelt gang.

Men sagen er, at den tur står stærkt i erindringen. Og det blev skam til en enkelt artikel eller to, da vi kom hjem. Pavestolte var vi, og turen var lige pludselig dokumenteret som meget mere end en god ferie.

Jeg husker da også stadig på den, særligt når jeg går rundt og bliver halvgammel og lettere forarget over ungdommens ulidelige lethed. Det der med charterrejserne til skumdiskoteker på Ibiza eller Sunny Beach, eller for den sags skyld alle sommerfestivalerne, som vist er mere øl end musik. Så tænker jeg på den ugelange tur på natklub Arizona den sommer. På den musik, vi hørte, og på, hvor sjovt det var. Og på, at det vist er helt okay, hvis det hele ikke behøver være alvor, politik, journalistik og banken på døren til kasernen i Golan.

Faktisk er det okay at drikke kolde fadøl en uge i træk, det var i hvert fald en lige så god ferie, som det var studietur. Ren happy hour hele vejen.

 

 

  • Af:

      Regler for kommentarer

Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere