Log ind

Løbende klummeskriver siger tak

  • Løbende klummeskriver siger tak
    1 / 5
    Klummeskribent Bjarke Vestesen vinker farvel for denne gang. 200 klummer blev det til. Her er det fra H.C. Andersen Marathon i 2008 efter cirka 35 kilometer.
  • Løbende klummeskriver siger tak
    2 / 5
    Her ligger 199 klummer Løberliv, som hver eneste uge - med få undtagelser på grund af helligdage - siden januar 2007 har været en fast del af Fyens Stiftstidende. Denne gang er det klumme nummer 200 - og den foreløbig sidste.
  • Løbende klummeskriver siger tak
    3 / 5
    Som vi kender Bjarke Vestesen som klummeskribent.
  • Løbende klummeskriver siger tak
    4 / 5
    Golden Gate Bridge i San Francisco. Den har Bjarke Vestesen også krydset - både i løbetøj og i sin klumme.
  • Løbende klummeskriver siger tak
    5 / 5
    Et højaktuelt tip snuppet fra en af Bjarke Vestesens klummer: YakTrax monteres med et snuptag som en snekæde på løbeskoen, og den står meget fast på underlag med både sne og is. Kan varmt anbefales i denne kolde tid.

Artiklen er mere end 30 dage gammel

| Opdateret
Bjarke Vestesen, Fyens Stiftstidendes løbende reporter og klummeskribent, skriver i dag klumme nummer 200. Det er den foreløbig sidste af slagsen, skriver han.
Husker du Forrest Gump? Han begynder at løbe, fordi kæresten har forladt ham. Først løber han ned til vejen. Så fortsætter han gennem byen, gennem Alabama, til statsgrænsen, over broen ved Mississippi, videre vestpå, og ved Santa Monica Pier møder han Stillehavet. Og vender om.

- Jeg løb bare videre, sidder han på bænken længe efter og forklarer en måbende kvinde.

Ved Atlanterhavet vender han om ved fyrtårnet. Og fortsætter med at løbe forbi bølgende kornmarker, brusende floder, vilde blomster i vejkanten, græssende køer. Undervejs kommer han på forsiden af Runner’s World, verdens føren­de løbemagasin, og tilhængere hægter sig på, som er han en inspirator for dem. Og ivrige tv-reportere spørger, om han gør det for verdensfreden, de hjemløse, kvinders rettigheder, naturen eller hvorfor.

- Jeg har bare lyst til at løbe, forklarer han.

Lige indtil den dag, han midt i ørkenen stopper efter at have løbet i tre år, to måneder, 14 dage og 16 timer. Hans medløbende disciple stopper, tysser på hinanden, og én siger, at nu vil Forrest Gump sige noget stort.

- Jeg er ret træt. Jeg tror, jeg vil gå hjem nu, siger han så.

Der sluttede løberlivet for Forrest Gump.

For ret præcist tre år siden kom den første løberlivs-klumme i denne avis. Den handlede om at træne til maraton.

Planen var 42 klummer om den ultimative distance. 42 klummer efter maratondistancen på 42 kilometer.

Der blev sat fokus på at presse sin krop, så den bliver skadet af det. På motivation til at fortsætte på en dårlig dag. Til opture, udture og nedture. Til alternative motionsformer, når kroppen gør ondt af skader og for meget træning.

At kakaomælk og rosiner er lovlig doping, at man kan konditeste sig selv med en Coo­per-test (løb længst muligt på 12 minutter), og at man bliver rundtosset af at løbe rundt og rundt og rundt på et atletikstadion - eller at det i hvert fald kræver mere end almindelig oprejsning og motivation for at holde sig i gang.

Målet var dengang i 2007 at gennemføre H.C. Andersen Marathon.

Det lykkedes. Tiden var ligegyldig, for det var mere et spørgsmål om at komme gennem alle 42 kilometer.

Løbeturene blev opretholdt, det samme gjorde skriverierne.

Jubilæet for klumme nummer 50 blev forbigået i tavshed, og nummer 100 blev glemt i vinterens mørke.

Så fulgte træningen til nye motionsløb, nye maraton, nye udfordringer.

Der var et groggy møde med den berømte mur på en helt almindelig træningstur, hvor fedtforbrændingen måtte overtage. Nyt grej på håndleddet med nyeste gps-ur og nyt kropsnært løbetøj nærmest bodypaintet til kroppen, tips til julegaver til løbere, og at man aldrig må vende ryggen til en grillpølse, fordi man skal huske at nyde som-merens glæder fra Weberen - og med mottoet i baghovedet om, at man aldrig må spise på tom mave.

Der kom inspiration fra den store verden.

Løbeture i en sydvestlig kinesisk provins, kun få kender. Løbeture i den jordanske ørken, hvor Lawrence af Arabien under Første Verdenskrig kæmpede på arabisk side i oprøret mod det osmanniske rige - og i øvrigt sejrede. Eller ture gennem sorte obskure fattigkvarterer i Indianapolis, hvor hver anden borger render rundt med et skydevåben på sig, langs Stillehavet i Californien, og mellem røde klipper i indianerområdet Red Rock Country i Arizona.

For nylig mødte jeg en løber, der spurgte, hvor længe vi skulle blive ved med at læse om alverdens løbeskader.

Selvfølgelig er skader (desværre) en del af det at løbe. Det ved mange af jer udmærket, og det lever vi med.

Men at blive husket for kun at have skrevet om løbeskader er forkert i min optik, for oplevelserne overskygger til fulde de skader, der har været undervejs. Altid. Når som helst.

Alligevel har alting en ende, og det er altid bedre selv at stoppe, fremfor at andre kommer og foreslår det, fordi der måske er gået for meget leverpostej og grå hverdag i den.

Derfor er denne klumme - nummer 200 - den foreløbig sidste af slagsen.

Tak for alt.

Bjarke Vestesen er Fyens Stiftstidendes løbs- og motionsredaktør. Tidligere klummer kan læses på www.blogrunner.dk.
  • Fyens Stiftstidende

      Regler for kommentarer

Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere