Log ind

Kunsten at spytte rigtigt

Artiklen er mere end 30 dage gammel

Jeg hører, hvordan ham foran lægger op til at samle en ordentlig klat af spyt, slim og galde.

Han rømmer sig, lader klumpen rulle rundt med tungen op mod ganen og gør sig klar til affyring.

Han drejer hovedet til højre, og uden at tage hensyn til noget eller nogen sender han en ordentlig klat af sted, mens hele cykelfeltet er på vej ned gennem Europa mod Paris.

Jeg bliver ikke ramt af den byge af spyt, der kommer fra den forankørende rytter.

Det gør ham ved siden af mig.

Og det går ikke upåtalt forbi.

Spytteri blandt løbere, cykelryttere, fodboldspillere og andre sportsudøvere er helt almindeligt. Ja, det er nærmest legitimt at sende sine kropsvæsker ud på den måde uden hensyn til andre mennesker.

Er jeg bare sart?

Eller er det en grim vane?

Eller en nødvendig ting?

I hvert fald er meningerne delte mellem dem, der spytter, og dem, der ikke spytter. Bare kig på diverse fora på løbesites eller spørg i løbeklubben.

Meningerne er lige så delte som diskussionen mellem rygere og ikke-rygere.

Nu skal jeg ikke underkende det faktum, at jeg faktisk aldrig har lært at spytte - en indrømmelse, jeg nok ikke er særlig stolt af.

Dengang i skolegården var det almindeligt blandt drengene at spytte her, der og allevegne.

Om det var for at prale over for pigerne eller for at iscenesætte sig selv som en fandens karl ved jeg ikke, for jeg var ikke en del af det slæng.

I hemmelighed og uden at andre kiggede prøvede jeg hjemme i haven i forstadskvarteret. Det lykkedes aldrig, og så opgav jeg vel dengang, jeg fandt ud af, at pigerne ikke nødvendigvis fandt det attraktivt, når store drenge måler hinanden i, hvem der spytter længst, tisser højest, og hvem der har den længste tissemand.

Det kan sagtens være, at mange er nødt til at have fri passage gennem næsen og i svælget. Nogle snotter mere end andre, og sådan er det nok også med mundvand, der hober sig op og til sidst bliver en ulækker klistret klump, der skal og vil ud i den store verden.

Som denne avis’ bagsideredaktør siger, så er det en kunst at spytte rigtigt, mens man løber

Inden for fodbold er det accepteret at spytte på grønsværen under en kamp.

På golfbanen er det ikke, og engang måtte Tiger Woods offentligt undskylde, at han havde ladet mundvandet løbe over på greenen i Dubai.

I Grønland og i Kina er det helt almindeligt at spytte på åben gade.

I Singapore er det strafbart, og man risikerer at få en klækkelig bøde, hvis man bliver grebet i det.

Nu er der også et sundhedsmæssigt aspekt i spytteri. I begyndelsen af 1900-tallet var spytteri et stort problem på gaden og i kirker, hvor det var almindeligt at spytte på gulvet. Derfor satte man skilte med forbud mod spytteri op for at forhindre, at smitsomme sygdomme som blandt andet tuberkulose skulle sprede sig i befolkningen.

Det er næppe dén vej, man skal gå i dag med forbud og påbud.

Til gengæld kan man opfordre til lidt menneskeligt hensyn. Spyt bare - men gør det hensynsfuldt.

Bjarke Vestesen er Fyens Stifts-tidendes løbs- og motionsredaktør. Tidligere klummer kan læses på www.blogrunner.dk.
  • Fyens Stiftstidende

      Regler for kommentarer

Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere