Log ind

Kortvarig smerte, langvarig glæde

  • Kortvarig smerte, langvarig glæde
    Der er formentligt mange, der har undret sig over, hvorfor nogle stiller op på en smuk sensommersøndag for storsvedende og lidende at løbe over 21 kilometer. Netop dét kan nok kun inkarnerede løbere svare på.
  • Kortvarig smerte, langvarig glæde
    Der er formentligt mange, der har undret sig over, hvorfor nogle stiller op på en smuk sensommersøndag for storsvedende og lidende at løbe over 21 kilometer. Netop dét kan nok kun inkarnerede løbere svare på.

Artiklen er mere end 30 dage gammel

| Opdateret
For folk, som ikke selv løber, kan det se hårdt og lidende ud at løbe et halvmaraton. Eller længere. Eller kortere.

Lægger man mærke til de enkelte løberes løbestil, er den meget forskellig. Nogen kommer nærmest svævende, andre tramper tungt ned i stien, og atter andre svinger armene, som om de står foran en stor røremaskine.

Der er hidsigproppen, som med strakte fingre laver karateslag i luften, mens han eller hun mænger sig frem i mængden blandt andre løbere.

Så er der dem, der løber foroverbøjet, som om de kan falde når som helst, og de fummelfingrede, der hele tiden skal rette på tøjet og ikke kan få mp3-afspilleren til at makke ret.

Nogle tager det med ophøjet ro og har glemt konkurrencegenet derhjemme. De har mere en attitude af, at det nok skal gå altsammen, og vi tager bare én kilometer ad gangen, og kommer man først i mål, når arrangørerne er ved at pakke sammen, er det jo også godt nok.

Nogle puster og pruster, som om lungerne er ved at blive flået ud (hvad de måske også er), andre storsveder efter bare den første kilometer.

Det ser ikke rart ud, og har man ikke selv prøvet og ved, hvorfor vi løber og i øvrigt gør det igen og igen, kan det virke uforståeligt for tilskuerne, mens de kommer med opmuntrende tilråb til de mest lidende.

For uanset hvor lidende løbere ser ud, skal man selvfølgelig huske på, at vi gør det af egen fri vilje, og det er de færreste, der er tvunget ud på fem kilometer, 10 kilometer eller en halvmaraton.

Hvordan folk reagerer, er individuelt, og nogle har overskud og tid til at hilse og smile til venner, familie og bekendte, mens andre er fuldstændigt i deres egen verden.

Sådan var det også i søndags, hvor der især omkring Flakhaven og Vestergade var masser af tilskuere til at bakke løberne op i Intersport Odense Cityløbet.

Det kan være meget afgørende som løber, at der er tilskuere, som gider heppe, klappe og komme med opmuntrende tilråb.

Løbere var i gule T-shirts, sorte med sponsornavne trykt både på brystet og ryggen, nogle havde lange ærmer, andre korte, og atter andre igen havde taget bestik af vejret og iklædt sig en singlet uden ærmer.

De fleste var i korte sorte tights, andre i knælange og enkelte i lange løbebukser.

En mangfoldighed, der meget godt illustrerer lige så mange forskellige løbere til et rigtigt byløb.

Med garanti er der tilskuere, der har spurgt sig selv og hinanden: Hvorfor gør de det?

Det gør løbere også selv, har jeg efterhånden erfaret. Når man har haft pulsen højt oppe i det røde felt og stadig kæmper sin egen personlige kamp mod uret eller rivalen foran én, spørger man sig selv: Hvorfor gør jeg dog det her?

Hvorfor piske af sted uden at se andet end lige frem og ned på stien for at undgå at falde i noget?

Når sveden fra panden løber ned i øjnene, så det svider afsindigt, eller når man ved et væskedepot er kommet til at tage et krus med energidrik, der skvulper over, og man ender med at få det klistrede søde stads på hænder og ned ad sig, har mange sikkert også spurgt hvorfor.

Som med så mange andre kortvarige lidelser ender løb også i den store forløsning.

Når distancen er slut, og vi løber gennem den store målport, glemmer vi, hvor hårdt det var.

Vi klapper os selv og hinanden på ryggen, vi slynger om os med forkortelser som ”pr” (personlig rekord) og ”4:45” (svarende til at løbe én kilometer på 4 minutter og 45 sekunder), og vi kender svaret på, hvorfor vi gør det.

Vi ved nemlig godt, at smerten er kortvarig og glæden langvarig.

Derfor gør vi det igen. Og igen.

Bjarke Vestesen er Fyens Stiftstidendes løbs- og motionsredaktør. Tidligere klummer kan læses på www.blogrunner.dk.
  • Fyens Stiftstidende

      Regler for kommentarer

Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere