Log ind

I nærkontakt med jorden

  • I nærkontakt med jorden
    Illustration: Gert Ejton
  • I nærkontakt med jorden
    Illustration: Gert Ejton

Artiklen er mere end 30 dage gammel

| Opdateret
Det var nok mest et øjebliks uopmærksomhed. Måske midt i en tanke, midt i en sætning, midt i at nyde det danske efterår på en god dag, hvis man ellers kan nyde sådan en årstid, når man hellere vil have sol og sommer.

Måske var det, fordi trætheden stadig sad i kroppen efter en natlig flyvetur uden søvn fra Mellemøsten til Danmark dagen forinden.

Nedkørslen har jeg kørt masser af gange her midt i Langesøskovene, og jeg kender nærmest hver en sten, der skal passes på og køres uden om.

Derfor er det ikke et sted, jeg normalt ville være bange for at køre.

Alligevel fældede den mig. En tackling, der får en til at vælte og giver sine knubs.

At køre mountainbike er næsten som at løbe. Man får bare ikke de mange hårde stød op gennem benene.

Til gengæld skal der kæmpes lige så meget op ad bakkerne som i løb, og pulsen kommer op i næsten samme leje som ved løb.

Og selv om der godt må løbes nu og også bliver det efter en forbandet lang skadesperiode fra forår hen over sommeren til efteråret, så er det stadig fantastisk at stige på mountainbiken og rulle en lang tur i den kolde luft.

Endnu bedre er det på en helt almindelig hverdagsmandag at køre i skovene, fordi man sjældent møder andre end skovsnegle, fugle, rådyr og skovtrolde. Hvis man tror på den slags.

Og jo, så var der også skolepigen Yasmin, formentlig omkring 12 år, der grædende gik rundt bag slottet og var kommet væk fra sine klassekammerater på Paarup Skole.

Forhåbentlig blev hun, klassen og læreren forenet efter lidt ihærdigt benarbejde søen rundt.

Det var på vej ned mod søen, at nedkørslen fældede mig.

Forhjulet ramte en af de store sten eller rødder, jeg altid tidligere har undgået. Formentlig har jeg haft tankerne alle mulige andre steder, mens hænderne nærmest hvilede løst på styret.

Så skete det.

Forhjulet stødte på stenen eller roden.

Styret drejede. Højre hånd smuttede af styret, og i næste øjeblik rodede jeg rundt med hagen på sten, grus og jord.

Mine tænder. Nok gjorde det ondt på hagen, når man forsøger at pløje med den. Men det var tanken om tænderne, der for gennem hovedet.

Med tungen mærkede jeg rundt på tandsættet. For oven. For neden. Til højre. Til venstre. Alt var intakt.

Kun hagen smertede, det højre knæ og begge hænder.

Heldigvis havde det italienske cykeltøj og de tykke ditto cykelhandsker taget det værste, så knoene på hænderne ikke var revet op.

Styrt på mountainbike er uundgåelige, og det er kun et spørgsmål om tid, før det sker. Som i mandags. Men så er det bare et spørgsmål om at ryste pelsen og komme op på hesten igen. Og af sted.

Bjarke Vestesen er Fyens Stiftstidendes løbs- og motionsredaktør.
  • Fyens Stiftstidende

      Regler for kommentarer

Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere