Log ind

Med Monsun til Middelhavet

  • Med Monsun til Middelhavet
  • Med Monsun til Middelhavet
  • Med Monsun til Middelhavet
  • Med Monsun til Middelhavet
  • Med Monsun til Middelhavet

Artiklen er mere end 30 dage gammel

Der går mange vilde historier om det lige så vilde farvand i Den Engelske Kanal. De fleste historier passer
Annonce
Hej Kjeld Bjerre. For nogle år siden sejlede Gitte og jeg i min sejlbåd - en Hallberg Rassy 31 Monsun - til Middelhavet. Turen gik via Kielerkanalen, over Nordsøen til Falmouth i Sydengland, hvor vi fik gode tips om at sejle ud i Atlanten for at komme videre til Spanien.

Vi gjorde ophold i den engelske by Weymouth, hvor vi mødte jordomsejleren Svend Billesbølle på vej hjem fra sidste tur. Svend anbefalede os at sejle ud i Stillehavet - "det er der, I endnu kan opleve eventyret", sagde han.

Men nu var Middelhavet målet for os, og vi sejlede fra Svend i Weymouth. Vi skulle igennem det berygtede Portland Bill, det farlige strømfelt. Det blæste op, og jeg mente, at vi sparede tid og sømil ved at snyde lidt på kursen! Det skulle vi aldrig have gjort, idet vi sejlede ind i de værste hidsige bølger - de tårnede sig op og kom fra alle sider. Den fine teakrist på bovsprydet blev slået i stykker, og to gange var båden nærmest under vand - cockpittet var fyldt. 

Med livlinerne på var vi dog sikret mod at blive kastet over bord. Forsejlet snoede sig om forstaget, båden kastedes hid og did, dette var livsfarligt, mente jeg.

Nå, men der måtte handles, og motoren blev startet, og vi bankede igennem et mareridt af brusende galimatias-bølger. Det hele varede tre kvarter, så kunne vi ånde lettet op og skifte til tørt tøj og få ordnet sejlene, så det igen blev normal sejlads.

Garn i skruen

Fra Falmouth sejlede vi ud til niende længdegrad, og derefter satte vi kursen mod Vigo i Spanien - vi regnede med, at turen ville tage fem døgn. Vi nød sejladsen, også om natten. At se op på himlens kuppel af stjerner var en betagende oplevelse.

Men klokken halvfire den tredje nat skete der det, at vi fik et stort trawlergarn i skruen - det blokerede også roret. Gitte råbte, at "roret sidder fast - jeg kan ikke styre båden". Jeg kom op og lagde mig med overkroppen ud over agterenden med en bådshage. Så fik jeg fat i noget, og det viste sig at være noget trawlernet - jeg fik også frigjort roret, så vi igen kunne styre båden, men nettet sad om skruen, så brug af motoren kunne ikke lade sig gøre. 

Vindstille blev det også, og vi var nu i den trafikerede skibsrute, der går ind i Biscayen. Vi lyste på sejlene, så de store skibe, der kom fra begge sider, kunne se os - det var uhyggeligt, og Gitte kaldte op på VHF’en. Nogle svarede, andre ikke - vi måtte blot håbe, at de så os.

Langsomt kom vi over ruten og fik nu radiokontakt med en anden dansk sejlbåd. De tilbød at tage os på slæb ind til La Curuna i Spanien.  Vi var cirka 55 sømil fra kysten og kom nu på slæb fra den danske båd. Vi kom ind til La Curuna klokken 21 lørdag aften - til stort festfyrværkeri på havnen.

- Det var jo en festlig modtagelse, sagde jeg til Gitte. Efter lidt natmad og en pilsner kunne vi nu sove oven på de gode og dårlige oplevelser, vi havde haft på turen fra Danmark - vi var rigtignok kommet på langfart!

Hej Erik Hansen - tak for historien. Det var dog en dramatisk tur til La Coruna - man må sige, at Biscayen og Den Engelske Kanal i jeres tilfælde har levet op til sit barske ry.

Men I slap jo fra strabadserne med såvel livet som det gode humør i behold, og for langturssejlads gælder den sandhed, at det, du ikke dør af, det bliver du stærkere af. Og muligvis endda lidt klogere!

... og Kjelds historie

Jeres oplevelse af bølgerne ud for Portland Bill som det rene galimatias minder om det, jeg så med min søn, da vi for et par år siden sejlede på den modsatte side af Kanalen - langs den franske kyst fra Saint Malo og Jersey imod Cherbourg - som så at sige ligger "et smut rundt om pynten". Det var sevfølgelig en lang tur, men det var fint vejr og kystsejlads, så det var ikke noget at snakke om.

Vi havde naturligvis hørt om, hvor voldsomt tidevandet kan skabe sig på de kanter, og vi havde ved selvsyn konstateret, at med strømmen imod kan 6-7 knob være lige akkurat styrefart - og da jeg ikke er helt idiot, ved jeg også godt, at søen kan blive umanerligt giftig ud for store pynter, hvor strømmen tvinges i nye retninger.

Men det kom alligevel bag på os, da vi - i roligt vejr - pludselig blev kastet rundt som en fjerbold i søgang. Mange beskriver situationen på den måde, at bølgerne kommer alle vegne fra - jeg vil sige, at de kom ingen steder fra. Som vilde og gale uhyrer voksede de lige ret op af havet. Og båden, som ellers er en ret erfaren gammel dame, som har prøvet det meste, var tydeligvis også i vildrede - hun anede ligesom ikke, hvilket ben hun skulle stå på, og lod sig derfor kaste rundt og bankede ned i hver eneste bølge inden for rækkevidde. Der var ingen retning, ingen rytme og ingen logik - jeg prøvede at slække af, og jeg prøvede at give den fuld skrue, men den gamle harpe hoppede og dansede ufortrødent, så mast og sejl slog krøller på sig selv. Det ene øjeblik føltes det, som om mavesækken var ved at stige ovenud, og få sekunder senere hang tyktarmen og dinglede imellem knæene ...

Den gamle øse fik så mange tæsk, at man pludselig ser en dybere mening i, at den vejer nogle tons "for meget" i forhold til moderne standard - og man sætter ligefrem pris på den efter danske forhold vildt overdimensionerede og klodsede rig.

Og så var det hele pludselig overstået - båden skød ud i smuldt vande, og vi gled videre imod Cherbourg for en laber vind.

Set i bakspejlet vidste vi godt, hvad det handlede om: Når tidevandet kommer væltende ind fra Atlanten, bliver milliarder af tons vand fanget i bugten ud for Saint Malo - strømmen tvinges rundt i en vældig hvirvel, og ude ved spidsen af pynten buldrer den op i den østgående hovedstrøm. Logik for burhøns, og akkurat det samme sker ud for Weymouth - løsning: Når man sejler i Den Engelske Kanal, skal man have styr på sine tidevandstabeller og strømkort - større pynter skal passeres i god afstand, eller når tidevandet er slæk.

En fandens karl

Og sådan er der så meget - man kan ikke vide det hele, og selvom man mener at have styr på det meste, så ender man alligevel med håret i postkassen, medmindre man kan hitte ud af at handle i situationen. Hvis man kan det, er der til gengæld ikke så meget at være bange for, og bagefter er man en fandens karl - forsøger man derimod at planlægge sig ud af hvert eneste tænkelig problem, så drukner man i bekymringer og kommer aldrig ud af klappen - og oplever derfor aldrig at sidde i La Coruna med en pilsner, medens fyrværkeriet knalder, og lykken og friheden bruser igennem dig: Vi gjorde det s’gu - vi klarede Nordsøen, Kanalen, Atlanten og Biscayen - nu ligger hele verden åben ...
  • Fyens Stiftstidende

Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere