Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere>>

fyens.dk

Fyens Stiftstidende - Fyns Amts Avis

fyensdk
 
  • Del artiklen:
Kroppen som lærred: Få et varigt minde på Tylle Kro

Kroppen som
lærred: Få et
varigt minde
på Tylle Kro

Artiklen er mere end 30 dage gammel

I over 250 år var der landevejskro i Tylle. I dag kan man ikke få slukket tørsten eller sulten, men man kan stadig sikre sig et varigt minde

Man skal sænke farten, hvis man skal nå at afkode, hvad der er skrevet på det klejne, lysende skilt på facaden på Tylle Kro.

Der står ”Ladvings Tattoo”, og hvis man bremser helt op, kan man få et smugkig af Niels Ladving i gang med at tegne vikinger, sirlige mønstre eller alverdens dyremotiver i huden på andre blæk-fanatikere.

Niels Ladving lavede sin første tatovering som 14-årig. På sin højre hånds fingre. Man kan stadig ane de fem bogstaver N-I-E-L-S, som han stak ind for tid og evighed med perletuscher og en gammel fyldepen i formningslokalet på skolen i Nakskov.

Året efter byggede han sin første tuschmaskine af en barbermaskine med 220-volt, som gav nogle forfærdelig jag i kunderne.

- Jeg husker tydeligt en mand, der sprang op og ned i stolen, fordi han fik stukket 220-volt direkte ind i armen. Jeg havde taget min mors tykke gummihandsker på, så jeg kunne ikke mærke en skid, siger 54-årige Niels Ladving, der fik sin første professionelle maskine som 20-årig.

Han øvede sig en del på svineskind, som hans venner fik spændt omkring overarmene eller brystet, så det nærmest var som at prikke i menneskehud. Det gav ham en god fornemmelse for, hvor dybt han skulle stikke, og hvor hurtigt nålen skulle bevæges. Siden er det blevet til tusinder, hvis ikke titusinder af tatoveringer i alverdens hudfarver.

Kæmpeørn fra Anders And

Gennem sine 30 år som tatovør har Niels Ladving mange besynderlige tegninger på cv’et: Tændstikmænd med græsslåmaskiner i kanten af kønsbehåringen, slange-tunger på kvinders skamlæber og en spyttende gris på en behåret mande-balle.

- Jeg har sgu lavet nogle bizarre ting mellem alt ”rugbrødet”, der har været moderne på det pågældende tidspunkt. De første mange år var det især tribals (abstrakte mønstre primært med sort farve red.), der var populære. I dag er der nærmest ingen grænser for, hvad folk finder på at få tatoveret. Der er også sket en markant forandring i kundegruppen, der i begyndelsen af min karriere primært bestod af misbrugere, sociale bumser og søfolk. I dag har nærmest alle tatoveringer, uanset hvilket samfundslag de kommer fra, erfarer Niels Ladving.

Hverken journalist eller fotograf har tatoveringer, og Niels Ladving advarer nærmest mod at bryde tusch-jomfruhinden, selv om han tjener på at pushe kropskunst.

- Tatoveringer er som stoffer. Efter første gang er man fanget. Så vil man bare have mere og mere, siger Niels Ladving og smiler et næsten tandløst smil.

Tandløs kan man ikke kalde hans tatoveringer. Hverken dem han selv har eller dem, han har lavet på andre. På ryggen har han en stor ørn, som han snublede over i et Anders And-blad i en frokostpause, da han kørte lastbil. På det højre lår svømmer en japansk karpe, som han selv har prikket ind under den tynde, sensitive hud.

- Det var en fisk, jeg tegnede til min kone. Hun ombestemte sig, og så nappede jeg den selv. De fleste af mine tatoveringer har jeg selv lavet. Min søn og datter har dog også lavet et par stykker, og den her tiger på min venstre underarm var min datters første tatovering. Man kan se, at hun stak for dybt til at starte med, men jeg har valgt ikke at få den tegnet op, da den betyder noget særligt for mig, siger Niels Ladving.

Han har også tatoveret sine børn adskillige gange. Fordi det er billigt, og fordi passionen er en del af deres familiære fællesskab.

- Tatoveringer fylder enormt meget i vores liv. Min søn har åbnet sin egen forretning i Nakskov, og da jeg som voksen fandt ud af, at min biologiske far også var tatovør, gav det hele mening, konstaterer Niels Ladving.

Vikinger er varemærket

Dagens kunde er 35-årige Bjørn Jensen, der bor lidt uden for Glamsbjerg. Det er fjerde gang, han lader Niels prikke ham cirka 30 gange i sekundet. Han har tidligere fået sit stjernetegn foreviget på brystet i form af en stor tyr, og i dag skal han have en viking på højre underarm finpudset. Netop vikinger er Niels’ varemærke.

- Jeg har haft et særligt forhold til vikinger og oldtiden, siden jeg var dreng. Men jeg laver stort set alt, jeg bliver bedt om. På nær nazisymboler og portrætter. Når folk kommer med billeder af deres børn eller mor og far, melder jeg pas. Man skal kende sine begrænsninger, og jeg vil hellere takke nej end at lave noget lort, konstaterer Niels.

Af samme grund bruger han aldrig mere end tre timer ad gangen. Kroppen siger fra. Altså kundernes. Ikke hans. Der sker ofte det, at de begynder at bløde for meget, så blækket løber ud ad kroppen.

Bjørns viking tog præcis tre timer. Og det bliver ikke sidste gang, at han lader Niels bruge sin krop som lærred.

- Jeg skal helt sikkert have flere tatoveringer. Jeg bruger forholdsvis lang tid på at udvælge mine motiver, derfor kan der godt gå år imellem. Men det er helt sikkert Niels, der kommer til at stå for de kommende tatoveringer, siger Bjørn Jensen.

Han har kun tatoveringer på steder, han selv kan se. Han gider ikke rygtatoveringer, som kræver et spejl at få glæde af.

-Mine tatoveringer er lavet for, at jeg selv kan nyde synet af dem. Min mor og far synes, det er frygteligt, at jeg kan finde på det. Men de har da sagt, at de er ganske dekorative. Nogle mennesker bruger mange penge på kunst, de hænger over sofaen. Jeg placerer min kunst på min egen krop, siger Bjørn Jensen.

Gør forbandet ondt

Tattoo-forretningen hører til i den ene ende af kroens gamle gildesal. Da Niels Ladving købte huset i 2006, fulgte der en masse gamle papirer med. Dem har han med stor interesse kastet sig over for at få et indblik i kroens historie.

- De ældste papirer er fra 1737, hvor det var kongelig privilegeret kro. Det stoppede med at være kro i 1982, og inde i krostuen hænger der en slags stamtræ med navnene på alle kroejerne gennem 250 år. Man kan også læse om, hvem der har druknet sig i brønden og andre besynderlige ting.

Indimellem stopper folk stadig op for at høre, om de kan få noget at spise. Mange har været til familiefester her i deres ungdom eller barndom, så stedet har stor betydning for mange mennesker, siger Niels Ladving.

På Lolland levede han af at tatovere. Det kan han ikke på Tylle Kro.

- Jeg er ikke et etableret navn, som jeg var på Lolland, og bilerne drøner så hurtigt forbi, at de ikke ænser skiltet. Derfor er det et bijob, som jeg har ved siden af vagtarbejde. Jeg vidste godt, det ville blive op ad bakke, men da vi så, at huset var til salg, var vi solgt, siger Niels Ladving.

Han kæmper ikke kun for at udvide kundekartoteket. Han har haft sukkersyge i en årrække, hvilket har resultereret i et ægte paradoks.

- Jeg er simpelthen så bange for at stikke mig i fingerspidserne for at måle blodsukker. Det gør forbandet ondt, klynker Niels Ladving, der har tatoveret sig selv på inderlåret, fingrene, armene og brystet.

Mere om emnet

Se alle
Våde skud i fugtig kælder: Vandskader sender forening i knæ

Våde skud i fugtig kælder: Vandskader sender forening i knæ

Behøver ikke alkohol: Evigglade mariehøns i Sneglehuset

Behøver ikke alkohol: Evigglade mariehøns i Sneglehuset

Et hårdt år: Restaurant Vestfyn til døden os skiller

Et hårdt år: Restaurant Vestfyn til døden os skiller

Fra forsiden

kundeservice_banner_20140313
StiftenFordele_Webbanner01_223x70 (1)
AvisKlubben_Webbanner_223x70