I dag er det 100 år siden, kvinder fik valgret og valgbarhed ved kommunale valg. Et kik tilbage på debatten op til erhvervelsen af denne rettighed er en rejse tilbage til ligestillingens middelalder, der både er underholdende og tankevækkende.

"Jeg beundrer det kolde Blod, hvormed Forslagsstilleren trøster os med, at vi dog altid kunde have Udsigt til at beholde hen ved Halvdelen af Repræsentanterne i Kjøbenhavns Kommunalbestyrelse, selvom hans Forslag blev vedtaget, fordi Kvinderne kun vare lidt over Halvdelen."

Det var én af bemærkningerne, da Folketinget den 9. november 1886 behandlede et forslag fra Fredrik Bajer, folketingsmand fra Venstre, om at give kvinder valgret til borgerrepræsentationen i København. Og det fortsatte:

"Af alle den ærede Forslagsstillers Planer paa dette Omraade maa jeg dog sige, at det Forslag, at ogsaa gifte Kvinder, Hustruer, skulde have Valgret, forekommer mig at være det mest risikable. Jeg ved ikke, hvorledes den ærede Forslagsstiller har tænkt sig, at Forholdet vilde blive i et Ægteskab, hvor Manden og Konen stemte paa forskellige Partier!"

Man mærker blandt de daværende rigsdagsmænd en vis ængstelse for, hvad kvinder kan finde på. Det er muligvis også det, der ligger bag følgende bemærkning den 20. februar 1899 under behandlingen af et tilsvarende forslag om valgret og valgbarhed for kvinder:

"Jeg er nemlig af den Overbevisning, at det ikke er rigtigt og heller ikke være heldigt, at Kvinden her i vort Samfund bliver stillet på samme Trin som Manden lige over for Retten til at beklæde offentlige Stillinger."

I efteråret 1887 forsøgte Fredrik Bajer sig igen. Denne gang havde han af taktiske grunde udeladt de gifte kvinder. I betænkningen fra Folketingets udvalg om sagen blev andre stater opregnet, som havde givet kvinder i hvert tilfælde visse rettigheder i forbindelse med valg.

Kvinderne i Wyoming i USA havde for eksempel fået valgret allerede i 1869, og 12 år senere sagde guvernøren blandt andet, at "ingen Mand havde klaget over, at Hustruen forsømte sine huslige Pligter, fordi hun udøvede sin Borgerret". I staterne Oregon, Nebraska og Colorado havde man også besluttet at give kvinder valgret, men forslagene var strandet ved folkeafstemninger, "især paa Grund af Modstanden fra de tyske Indvandrere, der frygtede for, at Kvinderne vilde bruge sin ny Ret til at faae Brændevinssalget indskrænket."

Ved afstemningen i Folketinget om forslaget var også valgbarheden af taktiske grunde pillet ud. Som sidst blev det vedtaget i Folketinget, men strandede i Landstinget. Modstanderne her mente, at det var en farlig vej at betræde, som ligefrem kunne gå hen og ende med kvindens politiske ligestilling med manden. Kvinder var uegnede til det politiske liv.

"Hovedforskellen mellem Kvinden og Manden er den, at hos hende er Følelseslivet og hos ham Forstandslivet stærkest." Og "dersom der kommer stærkt bevægede Øjeblikke, tror jeg, at Kvindens Ophidselse baade er stærkere og vanskeligere at dæmpe end Mændenes", som én af landstingsmedlemmerne bemærkede.

Den 11. november 1903 fremsatte indenrigsminister Enevold Sørensen et lovforslag, der gav alle ugifte kvinder over 25 år, der betalte skat, kommunal valgret og valgbarhed i hele landet. En folketingsmand bemærkede, at han i og for sig ikke havde noget imod det med valgbarheden, for "hvis der i Ny og Næ skulde findes en saa dygtig Kvinde i en eller anden Kommune, at man kunde enes om at vælge hende ind i det kommunale Raad, er jeg sikker paa, at det ingen Skade vilde være til - tværtimod."

Lovforslaget blev vedtaget af Folketinget med den ændring, at også tyende og gifte kvinder blev omfattet. Og så var det Landstingets tur til at behandle forslaget. Det skete 12. januar 1904. Det konservative medlem Christian Ahlefeldt-Laurvig var temmelig meget imod:

"Det har været gammel Skik og Brug her, at Kvindfolkene have holdt sig hjemme og ladet Mandfolkene passe de offentlige Anliggender. Det tror jeg baade har været og vil vedblive at være det rigtige. Jeg kender ikke meget dertil, da jeg ikke paa den Maade har levet i Udlandet, men i de store Landes Byer skal det være meget almindeligt, at Kvinderne eller Damerne, eller hvad man nu skal kalde dem, holde politiske og litterære Saloner og fare fra det ene politiske Møde til det andet og til Selskabelighed, saaledes at de aldrig kunde passe deres Børn og Hus, men overlade til de sølle Pjok af Mandfolk at passe Ungerne."

En stor anstødssten var altså stadig, at gifte kvinder også skulle være med. En anden landstingsmand undrede sig noget over, at man kunne forestille sig kun at give ugifte kvinder valgret:

"Det forekommer mig, at man vilde komme i en underlig Situation. Enten maatte man sige som saa, at naar Kvinderne giftede sig, var det - ja, jeg havde nær sagt - det samme som at begaa en i den offentlige Mening vanærende Handling (....) Eller ogsaa kunde man (....) komme paa den Tanke, at naar en Kvinde gifter sig, giver hun sig ved sit Giftermaal ind under Mandens Formynderskab og begaar derigennem en Handling, der betegner hende som mindre intelligent, saaledes at det er af den Grund, man tager Valgretten fra hende."

Og så gik tiden. Med flere rigsdagsbehandlinger, udvalgsarbejder osv. Det var lang, lang tid før, vi opfandt hastighedssamfundet, så det tog flere år at behandle forslaget.

Det hele endte som nævnt med, at alle kvinder med valgloven af 20. april 1908 fik valgret og valgbarhed til kommunale valg. En forudsætning var dog, at de selv eller deres mænd var skatteydere.

Den kommunale valgret og valgbarhed opstod ikke bare ud af rigsdagens diskussioner. Den var resultatet af den kamp, kvinder gennem årtier førte for selvstændige rettigheder blandt andet i forbindelse med valg. Uden den havde det i bedste fald haft længere udsigter. Særlig opsigt vakte det for eksempel i Rigsdagen, da en præstefrue i Varde indledte en indsamling af underskrifter til fordel for kravet, som endte med 20.000 - heraf 1700 fra Varde og omegn. Det kom bag på mange mænd, der blandt andet kunne øjne følgende problem, som blev nævnt under én af rigsdagsdebatterne: "Hvem skal (så) sy Strømper eller strikke Strømper."

En rigsdagsmand udtrykte dog allerede i 1895 en undren over sendrægtigheden: " Jeg føler mig overbevist om, at om hundrede Aar eller saa vilde de dalevende forbavses over, at der har været en Fortid, hvor man har modsat sig Kvindens Ligeberettigelse med Manden, og man vil til den Tid bedømme dem, der have ladet sig lede af Fordomme, paa samme Maade, som vi nu bedømme de Parlamentsmedlemmer, der for 200 Aar siden i England stode og forfægtede Slaveriets Berettigelse."

Ved kommunalvalget i marts 1909 blev 127 kvinder valgt, mens 9682 mænd kom ind i de kommunale råd. Ved det seneste kommunalvalg i november 2005 blev 69 kvinder og 136 mænd valgt ind i regionsrådene, mens 689 kvinder og 1833 mænd blev indvalgt i kommunalbestyrelserne.

Det er gået fremad, men der er stadig et stykke vej. Kvinderådet har for eksempel fundet ud af, at der er større chancer for at blive borgmester, hvis man hedder Erik, end hvis man er kvinde. Blandt landets 35.824 Erik'er er der syv borgmestre - det samme antal borgmestre, som der er blandt 2.742.000 kvinder.

Der er med andre ord ikke nogen grund til at hvile på laurbærrene.

ANNE BAASTRUP

Frederiksstadsgade 1, København V, er MF (SF)