Log ind

Brætspil, æggesnaps og lottokuponer

  • Brætspil, æggesnaps og lottokuponer
    1 / 2
    - Der er en særlig spænding ved at skrive om kvinder, der står et sted i deres liv, hvor de ikke ved, hviken retning, deres liv skal tage, fortæller Helle Helle.
  • Brætspil, æggesnaps og lottokuponer
    2 / 2
    - Med den nye roman, har jeg angrebet tingene på en ny måde, for det ville være så ynkeligt, hvis jeg bare fortsatte i "Rødby-Puttgarden"-sporet, fordi det gik så godt, siger Helle Helle.

Artiklen er mere end 30 dage gammel

| Opdateret
Helle Helle har skrevet en roman om en forfatter, der får så stor en dosis stillestående hverdag, at hun brækker sig. Helle Helle kalder bogen en hævnakt mod sig selv
Fuglene flyver lavt over brune marker. Regnen har lokket ormen frem. Skovbunden er stadig beklædt med anemoner, men der er grønne stænk i trækronerne.

- Du skulle have været her i går, hvor solen skinnede, siger Helle Helle, da vi står i hendes stue og kigger ud på landskabet. Sønnen er lige kommet fra skole og har trukket sig tilbage til sit værelse på første sal. Datteren har hun endnu til gode at få hjem.

- Jeg troede faktisk ikke, at du havde børn, siger jeg, da vi sidder i et hvidmalet, sirligt køkken med ild i brændeovnen og hjemmebagte boller.

- Det må være fordi, der aldrig er børn i mine bøger. De fylder så meget til hverdag, så jeg vil være fri for dem, når jeg skriver, siger hun og skænker kaffe af stempelkanden.

- Man bliver ved med at falde ind i de der mor-barn-roller. Som 25-årig kommer man stadig hjem, er muggen, lægger sig på sofaen og gider ikke at bære sin egen tallerken ud. Når mine børn bliver voksne, håber jeg, at jeg kan være et voksent menneske, der taler med et andet voksent menneske. Med lad os nu se.

Vi må tilbage på sporet. Det er den nye bog, det handler om. En rigtig Helle Helle-underspillet roman, hvor hver eneste sætning er fedtsuget, og replikkerne er så ukunstlede, at de bliver små kunstværker i sig selv.

"Ned til hundene" handler om en 42-årig forfatter, som har forladt sin mand og nu befinder sig et afsides sted i provinsen hos venlige fremmede, der fylder dagene med brætspil, æggesnaps og lottokuponer

Hun er jo mig

Efter sit store, folkelige gennembrud med hjemstavnsromanen "Rødby-Puttgarten", havde Helle Helle ikke lyst til at gentage sig selv:

- I modsætning til "Rødby-Puttgarten", hvor jeg havde nogle klart udstukne rammer, før jeg begyndte at skrive, vidste jeg ikke, hvor den her skulle foregå. Det eneste jeg vidste var, at der skulle sidde en kvinde på en bænk i nærheden af noget vand og tænke "Jeg vil være alene; jeg vil aldrig mere være sammen med andre mennesker".

- Hvorfor vil hun være alene?

- Fordi hun føler sig som en fiasko. Hun kan ikke finde ud af kærligheden, og hun kan ikke finde ud af at være forfatter mere Hun er jo mig! Jeg har jo sådan en hang til at skrive om den der genkendelige, stillestående hverdag, og jeg tænkte: Nu tager jeg en 42-årig kvindelig forfatter og giver hende så meget genkendelig hverdag, at hun får nok. Det var faktisk en hævnakt mod mig selv. Jeg vil så nødig ende med at være en forfatter, der kun kan skrive om en bestemt slags mennesker. Jeg har givet min hovedperson - altså mig selv - så stor en dosis hjørnesofa, briketter og sandkage, at hun brækker sig.

Kredser om døden

- Hvorfor beskæftiger du dig med de stillestående eksistenser?

- Jeg føler, at jeg kender det liv, selvom jeg ikke lever sådan i dag. Jeg føler stor varme for de personer, jeg skildrer. "Ned til hundene" er lidt anderledes, for her har hovedpersonen foretaget en nedstigning. Pludselig får hun sin egen medicin at føle, fordi hun kommer helt tæt på miljøet, og da hun får sit følelsesliv involveret, går det op for hende, hvor langt væk hun i virkeligheden er fra den verden.

Helle Helle forlader også denne gang sin hovedperson hængende i et vakuum. Altså ingen lykkelig slutning.

- Der er en særlig spænding ved at skrive om kvinder, der ikke gør, hvad vi andre synes, er bedst for dem. Det er en stor trøst at læse om sådan et liv, fordi det er så genkendeligt.

Døden er et andet gennemgående træk i Helle Helles bøger.

- Der er en mand, som har analyseret mine noveller, og han siger, at døden er en forudsætning for hver eneste af dem, og han har jo ret, selvom det skræmte mig lidt. Døden er det mest horrible grundvilkår, og når kunstnere beskæftiger sig med døden, er det fordi, man i kunstens verden kan gøre sig til herre over døden.

- Har du altid tumlet med det, du kalder "et horribelt grundvilkår" - døden?

- Det kom, da jeg fik børn. Jeg blev så bange for, at de skulle blive moderløse, så jeg gik rundt og frygtede, at jeg fejlede noget alvorligt. Men jeg er ikke så bange for at blive syg længere. Ikke ret meget i hvert fald! Nu er jeg mere bange for trafikken - -at der skal ske mine børn noget på vejene.

Helle Helle gyser, men bløder straks stemningen op med en hovedrystende latter:

- Dét bliver ikke bedre med alderen. Min mor ringer stadig og siger med bekymret stemme: "Du er vel ikke ude at køre?". Hun er også bare så totalt bange for, at der skal ske mig noget. Jeg tror, man må beslutte sig for ikke at tænke for meget på det, men det er godt nok svært.
  • fyens.dk

Mere om emnet

Se alle

Uno med John og Putte

      Regler for kommentarer

Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere