Det var en stor sorg, da det mandag eftermiddag den 17. marts blev bekræftet, at den ene af de to danske soldater, der var blevet dræbt af en selvmordsbombe i Afghanistan, var mit kære, ældste barnebarn, kaptajn Christian Grundt Damholt.

Christian var dybt engageret i sit arbejde i Afghanistan, hvor det gjaldt genopbygning af skoler og opbygningen af et bedre Afghanistan for befolkningen. Hænderne sad godt på Christian. Han kunne næsten lave alt.

Han sendte glade nyhedsbreve hjem, hvor han fortalte om det arbejde, de var i gang med og om mødet med en smilende befolkning, som lod til at være glade for at have soldaterne dér.

I et personligt brev til mig fortæller han om sit besøg på en lille skole, som bestod af 20 elever, og hvor han og Sonny var ude at aflevere en tavle og noget kridt til brug ved undervisningen. Han fortæller glad, at billedet af overrækkelsen var kommet på Hærens Operative Komandos hjemmeside.

Christian var sine venners ven og en god kammerat. Han fandt sin Annette, som han blev gift med lige inden, han tog til Afghanistan. De ville have været gift igen til sommer, men det skulle så ikke være. I stedet gav han sit liv.

Han vil blive savnet i familien og i sit arbejde, og med hensyn til arbejdet, er det så andre, der må tage over.

Mine tanker går til min datter og svigersøn og til Christians unge kone, som må leve videre med savnet.

Æret være Christians minde.