Han taler åbent om sit livslange forhold til Tvind. Som medlem af Tvinds lærergruppe mødes Simon Lichtenberg jævnligt med Amdi Petersen, som de danske myndigheder jo fortsat gerne vil have fat i.

Og han morer sig lidt over danske journalisters interesse for hans Tvind-relationer.

- Ét kan jeg sige. Det er ikke Amdi, der optræder på det fotografi, der fornylig cirkulerede i den danske presse. Manden på billedet er jo alt for lille til at være Amdi, siger han og griner.

Vi møder den 40-årige Simon Lichtenberg ved en såkaldt "get together" arrangeret af det danske konsulat i Shanghai. I dette forum samles jævnligt en række danske kultur- og erhvervsfolk for at udveksle deres - nogle gange dyrekøbte - erfaringer med at bo og arbejde i Kina.

Simon Lichtenberg er lidt af et ikon i denne forsamling. Han har tilbragt det meste af sit voksne liv som forretningsmand i Shanghai-området, han kan sproget, og han har prøvet det meste.

Det er ham, man kan spørge, hvis man som ny forretningsmand vil vide noget om de kinesiske spilleregler.

På mindre end 10 år har Simon Lichtenberg forvandlet sig fra en ubetydelig selfmade forretningsmand til en af Kinas største møbelproducenter.

Kerneproduktet er topersoners lædersofaer, som produceres på tre fabrikker i Shanghai-området.

Han har i dag næsten 3000 ansatte, og produktionskapaciteten er på over en million sofaer om året. Hver måned ryger der 1000 fyldte containere af sted til Europa og USA, hvor sofaerne sælges i store varehuse som Marks & Spencer, Wal-mart og Ikea.

Start som sprogstudent

Simon Lichtenbergs Kinaeventyr begyndte i 1987, hvor han blev indskrevet som sprogstudent på Funan Universitetet i Shanghai. Efter et år havde han ikke blot fået en eksamen i den kinesiske dialekt Mandarin, han havde også mødt kinesiske Felice, der senere skulle blive hans kone.

Han havde fået mod på Kina, og hjemvendt til Danmark forsøgte han forgæves at overtale B&O og det daværende MD Foods til at lade ham sælge deres produkter i Kina.

I stedet kom erhvervskarrieren først i gang i 1992 med en tømmerhandelsvirksomhed med base i Malaysia.

I 1993 flyttede han forretningen til Kina, og i 1995 stiftede han så selskabet Trayton, der i starten næsten udelukkende fokuserede på eksport af afrikansk træ til Kina.

Men det var der slet ikke business nok i for den unge, ambitiøse Lichtenberg.

Snart introducerede han på franchisebasis den danske møbelkæde Bo Concept i Kina - nu skulle der sælges danskproducerede kvalitetsmøbler til de nyrige kinesere.

På den hårde måde

I de følgende år lærte Simon Lichtenberg på den hårde måde, hvad det vil sige at være forretningsmand i Kina. Kineserne kunne nemlig godt lide de danske designmøbler. Så godt at de lynhurtigt blev systematisk kopieret af en række lokale producenter.

- En af kopisterne åbnede endda en butik lige ved siden af vores - med Bo Concepts katalog liggende fremme og kopier af vores møbler til den halve pris, fortæller han.

I denne periode førte Simon Lichtenberg cirka 30 retssager, hvoraf de 20 endte med et forlig. I begyndelsen blev han dog ikke taget alvorligt af de kinesiske myndigheder, som har et temmeligt afslappet forhold til patentrettigheder sammenlignet med Vesten.

Men efterhånden lærte han tricket, der er guld værd for den, der vil klare sig i Kina. Man skal bruge sine forbindelser. Og dem var han i fuld gang med at etablere.

- Og man kan komme utrolig langt med stædighed, charme og stor overbevisningskraft - og i al beskedenhed: Det har jeg vist en del af, siger Simon Lichtenberg.

Til sidst lykkedes det faktisk for ham at få stoppet de værste af kopisterne.

I dag driver han i alt 16 Bo Concept-butikker rundt om i de største kinesiske byer.

I 1999 startede han så sofa­produktionen i selskabet Trayton Furnitures - og med den kom der for alvor gang i forretningen. År for år er møbelfabrikationen vokset, og omsætningen forventes at runde en milliard kroner næste år.

Open day

Kinesiske arbejdere er ikke bare billige i drift. De er også yderst disciplinerede og produktive. Langt størstedelen af de ansatte på Simon Lichtenbergs møbelfabrikker er såkaldte migrant workers - de bor i tilknytning til fabrikken og tager kun hjem til familien et par gange om året. Målet er at tjene så mange penge som muligt, så de elsker overarbejde og knokler som gale.

At have den slags ansatte forpligter, erkender Simon Lichtenberg.

- Vi prøver at være en god arbejdsplads, men vi er i en meget konkurrencepræget business, så vi kan ikke tilbyde danske forhold, fortæller han.

Men man vokser ikke op i Tvind-kollektivet, uden at det siden afspejles i ens handlinger. Ganske ukinesisk holder Simon Lichtenberg en dag om måneden "open day", hvor de ansatte kan booke sig ind til en personlig samtale med den danske chef. Og der er ingen forbudte spørgsmål.

- Det har været rigtig positivt. Selvfølgelig er der nogen, der gerne vil snakke om mere i løn, men de fleste kommer faktisk med positive ideer til firmaet, fortæller Simon Lichtenberg.

Indimellem har der været spekulationer om hans fremtid i Tvind. Gisningerne går bl.a. på, at han og søsteren allerede skulle være kørt i stilling som Amdis arvtagere. Han afviser det blankt.

- Det er det rene pjat, og jeg ved ikke, hvor de har det fra, siger han.

Direkte adspurgt om sine fremtidsplaner, siger han.

- Det vigtigste for mig er at skabe noget, der betyder noget og så være et godt eksempel for andre og for Kina, siger han.