I takt med, at vi bruger mere og mere af vores vågne tid på arbejdspladsen, er centrum for fiktionens handling flyttet med - tænk bare på tv-serier som Ally McBeal og Anna Pihl, hvor 90 procent af handlingen foregår på hovedpersonens job. Litteraturen er også godt med: For et par år siden fik vi Jungersens "Undtagelsen", der næsten udelukkende foregik på et kontor, og nu kommer så Helene Uris "De bedste af os". Scenen er sat på universitetet: i kantiner, i kontorer og i auditorier, og når hovedpersonen en sjælden gang bevæger sig udenfor murerne, er det blot for at tage på kongres med kollegerne.

Hvis nogen skulle mene, at en interessant historie umuligt kan foregå på en sådan campus-scene, kan de godt mene om: "De bedste af os" beviser nemlig i den grad, at skuepladsen hverken behøver at være Verona eller Yoknapatawpha County, for at store dramaer kan udspille sig. En hurtig optælling viser eksempelvis, at i hvert fald seks af de syv dødssynder når at optræde i løbet af de første 150 sider.

Med den unge forsker Pål som romanens midtpunkt tegnes det ene knivskarpe og satiriske portræt efter det andet af de ansatte på Institut for Futurisk Lingvistik, hvor misundelse, alliancer og intriger trives i en grad, der får en afstemning i Robinson Ekspeditionen til at virke som hyggelig småsnakken mellem gode venner.

Helene Uri, forfatter til den roste "Honningtunger" (2006), fortæller med en sproglig elegance og et overskud, der gør, at hun kan blande fortid, nutid, fremtid og fortælleniveauer godt og grundigt sammen uden at hverken hun eller læseren nogensinde taber tråden.

"De bedste af os" er en af den slags sjældne bøger, man bare håber på aldrig ender, og når den gør, er det ligesom at miste en god (og i dette tilfælde lidt grum) ven.

Om bogen - er udkommet

Helene Uri: "De bedste af os". Oversat af Charlotte Kornerup. 384 sider, 299 kroner, Forlaget Klim.