ODENSE: Da tyske tropper til lands, til vands og i luften overskred den danske grænse tidligt om morgenen den 9. april 1940, blev den kun 10-årige Leif Helmer Jensen smidt på hovedet i seng igen.

- Jeg kan huske, at jeg vågnede ved larmen fra flyvemaskiner ved fem-seks-tiden om morgenen. Men min far sagde, at det var en øvelse, og at jeg skulle gå i seng igen. Og man gjorde jo, hvad der blev sagt, som Leif Helmer Jensen husker i dag.

Derfor blev der også lyttet nøje efter, da skoleinspektør Frederiksen på Bolbro Skole med tyskernes ankomst indprentede over for Leif og alle de andre elever, at de skulle opføre sig, som de plejede.

De skulle på ingen måde begyndte at provokere eller lave ballade.

Pludselig var Danmark trukket ind i krigen, invaderet af nazityskland, der i løbet af de næste måneder satte sig tungt på landet.

Fascineret af soldaterne

For Leif og de andre formede den første tid som besat sig dog mest som en form for barnlig fascination af de fremmede soldater og deres udstyr.

- Jeg kan huske, at vi rendte rundt om soldaterne og snakkede så godt vi kunne med dem. Det var hestetrukket artilleri, der var kommet fra Belgien og var opstillet på den gamle dyrskueplads, husker han.

Men i løbet af krigens første år begyndte den langsomt at krybe sig ind på Leif og de andre.

Fra barndomshjemmet på hjørnet af Hans Svannings Vej og Rugårdsvej i Dæhnfeldts Villaby oplevede familien pludselig allierede flyvere, der smed rester af deres bombelast over ubeboede områder uden for byen, i et forsøg på at nå hjem til deres baser i England.

I den nærliggende bøgeskov samlede knægtene bog til Odense Marcipanfabrik, der havde svært ved at få mandler til produktionen.

Og når bybusserne kom bumlende ind mod byen, fandt Leif og vennerne hurtigt ud af, at man kunne hoppe op på den påmonterede gasgenerator og få et gratis lift mod byen.

Fra 1942 var det byen, der for alvor begyndte at trække i Leif.

- Det begyndte sådan set med, at jeg kom på Mulernes Legatskole. Vi lå lige midt i byen, og selv om vi havde fået besked på at cykle lige hjem efter skole, så skulle vi jo tit lige se, hvad der skete.

Oprøret begyndte

Og nærmest for øjnene af sig kunne Leif se odenseanerne gøre oprør. I august 1943 bredte en række demonstrationer sig i byen, og den 19. august gik det for alvor galt, da den tyske løjtnant Wieseler ankom til banegården.

Han anede ikke, at byen var i oprør og løb direkte ind i folkemængden.

- Jeg kan huske, at han forsøgte at komme ind på det nuværende Plaza-hotel. Han stod og ruskede i døren, men kunne ikke komme ind, og så forsøgte han at komme væk gennem Kongens Have.

Wieseler følte sig til sidst så truet af menneskemængden, at han trak sin pistol og fyrede løs. To arbejdsdrenge blev ramt, og da han nåede Jernbanegade og Vestergade, var der ikke flere skud i magasinet, og så gik folkemængden på ham og bankede ham i en grad, så han kun med nød og næppe overlevede.

Efter episoden kom der flere tyske soldater på gaden, og Leif skyndte sig væk.

Og i det hele taget blev episoderne voldsommere og voldsommere, som krigen skred frem.

I marts 1945 dukkede Leif og et par kammerater op, lige efter at modstandsfolk havde likvideret stikkeren Svend Stål på hjørnet af Pantheonsgade og Vestergade.

- Selv om han var stikker, var det jo frygteligt at se. Han lå der, og der stod en kvinde med et lille barn og skreg. I muren lige bag mig sad et projektil, der var tiltænkt ham, men som havde boret sig ind. Jeg kan huske, at jeg lige nåede at pille det ud, inden der blev råbt "tyskerne kommer" og så stak vi af.

Og selv da befrielsen kom, og krigen burde være ovre, fandt Leif sig pludselig midt i de hektiske kampe mellem modstandsfolk og tyske soldater under hele besættelsestiden.

- Jeg kan huske, at jeg lå på gulvet og læste avis derhjemme, da jeg hørte frihedsbudskabet i radioen. Og den aften kan jeg huske, at nogle tyskere ikke langt fra os lagde deres rifler ned på jernbanesporene for at ødelægge dem.

- Dagen efter var vi som så mange andre inde på Flakhaven, da der pludselig blev skudt helt vildt fra Klosterbakken.

- Vi sad i et vindue på politistationen i rådhuset (hvor der i dag er restaurant red.), da de pludselig begyndte at skyde. Så vi lod os bare falde bagover og ned på gulvet i sikkerhed. Så begyndte vi at hjælpe med at fylde magasiner, indtil der pludselig kom en overordnet betjent og sagde, at vi skulle ud herfra. Vi fik en stålhjelm på hovedet og så løb vi væk via Stålstræde og hjem.

Og selv om Leif Helmer Jensen i dag har rundet de 78, så står tiden stadig lysende klar.

- Det har sat sig i min hukommelse, og jeg har aldrig rigtig kunnet slippe den tid, siger Leif Helmer Jensen, der på onsdag tager dem, der vil med, på et tur tilbage til besættelsestidens Odense. Set gennem en drengs øjne.