Eske bliver sat på hylden

Ni år og syv bind med Thrund, Eske, Bane, Helvig, Boje, Arv, Reimer og værtshusene Stenkælderen og Skibsrøven er forbi. Middelalderen er slut for Haarby-forfatteren Martin Jensen

- Jeg besluttede allerede for fire år siden, at der skulle være en ende på Eske. Jeg ville slutte ham der, hvor han og de øvrige hovedpersoner stadig havde udviklingsmuligheder. Hverken jeg eller mine læsere skulle kunne sige: Nej, nu er den for tynd. Det sagde jeg til forlaget, og til min store glæde blev de lidt kede af det.

Martin Jensen slår en skraldende latter op, som er han lige blevet befriet fra at slæbe hele Middelalderen på sine ømme skuldre. Men sådan har han det ikke. Godt nok bliver Eske Litle-serien lagt på hylden, og Eske måske lagt i graven, men det er en lykkelig begravelse.

Den første roman i serien "Eske Litle. Byfoged i Assens" kom i 1999, og siden har han altså skrevet syv, men aldrig to i træk. Og selv om byfogedens død nu er annonceret, så er Martin Jensen ikke længere så skråsikker.

- Jeg har fået så mange vrede reaktioner fra læsere, at jeg er gået over til at sige, at "Mand af ære", som udkommer den 29. februar, i hvert fald bliver den sidste Eske Litle-bog i overskuelig fremtid.

- Da jeg kom til Krimi-messen i Horsens sidste år og endnu ikke havde fået jakken af, blev jeg prikket på skulderen. Jeg vendte mig om, og der stod en mand, som jeg aldrig havde set før. Han sagde:

- Det der projekt, det kan du godt stoppe.

- Undskyld, hvad taler du om.

- Ja, at stoppe med at skrive Eske Litle-romaner.

Forfatteren ler endnu engang, måske også fordi den slags læserreaktioner er rent guf at høre.

Der er altså en lille kattelem, som elskere af serien kan håbe på, at Martin Jensen vil benytte.

Skrev på opfordring

Han mødte Eske første gang i sommeren 1998. Debutbogen "Frit gennem Jylland" var blevet antaget, og Martin Jensen var i Århus og besøge forlaget for at hilse på. Og de opfordrede ham til at skrive en historisk krimiserie, hvad han umiddelbart ikke syntes var nogen god idé.

- Jeg havde svært ved at se mig selv som krimiforfatter og sagde, at det troede jeg ikke, jeg ville.

Men på vej hjem i toget, sad Martin Jensen og kiggede gennem ruden på det forbifarende landskab.

- Men du ved, i de togvinduer ser man jo også sig selv. Og jeg så en romandebutant, hvis første bog endnu ikke var udkommet, som var blevet opfordret til at skrive en krimiserie, men som havde svaret, at det skulle han lige tænke over.

- Du er godt nok højrøvet, Jensen, tænkte jeg ved mig selv. Så da jeg kom hjem, ringede jeg selvfølgelig og sagde, at det var en spændende idé. Det ville jeg gerne prøve.

Han blev hurtigt enig med sig selv om, at den skulle forankres i en tid, hvor historien var velbeskrevet, men ikke så grundigt, at han ikke kunne lyve. Vi skulle vide noget om perioden, men der skulle også være plads til digtningen. Middelalderen og specielt den kongeløse tid var perfekt. Så det første, han fandt ud af, var tiden, romanserien skulle foregå i. Så var der stedet og personen.

Derfor Assens

- Jeg vaklede længe mellem Assens og Faaborg, jeg bor lige midt imellem de to byer, og det skulle være et sted, hvor jeg let kunne gå rundt og få geografien og stemningen ind i kroppen. Det blev Assens, først og fremmest fordi det var den vigtigste by på Fyn helt frem til 1856. Assens var købmandsbyen, hærvejen gik igennem, færgerne sejlede til Syd- og Sønderjylland og forbandt os med kontinentet, handlen gik igennem byen og kirken er Fyns næststørste. Derfor var Assens oplagt.

- En anden grund var, at min kone på det tidspunkt var afdelingsleder på Borgerskolen i byen. Så kunne jeg følges med hende ind om morgenen, researche i Assens, og tage bussen hjem. Så det første mord i den første Eske Litle-bog, det finder sted der, hvor Kirsten parkerede sin bil. På parkeringspladsen mellem skolen og sukkerfabrikken.

Men hvorfor en bykonge, og hvorfor Eske Litle?

- Fordi det skulle jo være én, som kunne komme rundt i samfundet. Men samfundet var statisk. Det kunne godt være, at stormanden kom hos fattigrøvene, men så kom han ikke i en god hensigt, og fattigrøvene kom i hvert fald aldrig hos stormanden. Det skulle være én, der kunne bevæge sig i alle samfundslag, så en præst lå lige for. Problemet var bare, at én af litteraturhistoriens store personer i genren er munk, og den helt store historiske roman "Rosens navn" er også inden for det klerikale område. Det ville jeg løsrive mig fra. Min redaktør foreslog en vandrende håndværkssvend, men en vandrer duede ikke. Jeg vidste allerede på det tidspunkt, at hvis den første roman slog an, så ville det blive en serie. Og den skulle geografisk forankres ét sted. Ellers skulle jeg researche nye byer for hvert bind, siger Martin Jensen, der havde mange møder og mange telefonsamtaler med forlaget.

- Men en dag, jeg var ude at gå, jeg går jo meget, så slog det ned i mig, at der jo var én, der havde myndigheden i byen: Kongens foged, Byens foged. Og fordi jeg var stødt på Niels Hamundsen Litles testamente fra år 1295, han ejede bl.a. Husbygaard, det der i dag hedder Wedellsborg, fik han navnet Litle. Eske Litle. Eske fordi det skulle signalere hi

storie og Middelalder men være helt uproblematisk at udtale. Så jeg mødte Eske første gang i eftersommeren 1998 nede ved fjorden.

Endelig forfatter

Lige siden har Martin Jensen levet og åndet for og med den dygtige, men noget firkantede og knudrede embedsmand, som overlevede to koner og derefter kastede sig i skødet på horen Thrund. Hun vokser sig undervejs så stor, at hun tilmed får sin egen roman "Soldaterhoren" uden for serien.

- Ja, og hun kommer også til at fylde mere i romanerne, end jeg havde troet. Og det er hende, læserne er vilde med. Jeg glemmer aldrig engang jeg holdt et foredrag, hvor en virkelig ældre mand rejste sig og sagde: Jeg har et spørgsmål. Nu bliver jeg snart 83 år, og jeg forventer ikke at leve, når den næste Eske Litle-bog udkommer. Så jeg vil gerne vide om Thrund bliver gift med Eske? Jeg håber det ikke, for det er hun for god til.

- Det er nok den bedste anmeldelse, jeg nogensinde har fået, siger Martin Jensen, for hvem romanserien har betydet enormt.

- Den har betydet i hvert fald to ting. For det første at jeg, efter en fem-seks år med Eske, kunne og turde definere mig selv som forfatter. For det andet at jeg som beskriver af verden, har fået en anden tilgang til den, siger han, der hjemme i privaten i Haarby har fået bakset de første 40-50 sider af en ny roman på plads.

- Jeg skriver på noget, som er så svært, at jeg ikke vil sige noget om det. For jeg ved ikke om det lykkes.

Men han vil godt afsløre, at romanen absolut intet har med Middelalderen at gøre.