Overnatning på bjergsiden

Vejen snode sig af sted op og ned af bjergene, og nu begyndte det at blive mørkt. Brian syntes, at det var sikrest at køre til den nærmeste store by, men jeg mente, at det var sikrest at stoppe, når det blev mørkt og så tilmed her i bjergene på den snoede og stejle vej. Børnene havde været køresyge hele eftermiddagen.

Vi var i Laos på vej fra Vang Vieng til Luang Prabang, den gamle laotiske kongeby ved Mekongfloden centralt i Laos. Der er kun én vej fra syd til nord, og busserne bruger normalt otte timer på turen.

Vi var kørt om morgenen, men undervejs havde vi ladet os friste af en svømmetur i floden, og der var ifølge kilometerstenen cirka 120 kilometer til Luang Prabang. Her svarede det til fire timers kørsel.

Ingen campingpladser

Vi ville finde et sted at campere, men det var nu ikke så let. Ifølge guidebøgerne er der stadig rebeller i bjergene. De beskrives som lovløse, og det frarådes at stoppe på ensomme steder i bjergene. Vi ved ikke, hvor stor risikoen er, men vi ønskede nu heller ikke at udforske det.

Bjergene virkede ret ubeboede, men indimellem kørte vi gennem små landsbyer, hvor husene lå helt tæt ud til vejen, og bagsiderne stod på pæle ud over bjergsiden. Her var det ikke så let at finde et sted at campere, for overalt gik det ret stejlt ned eller op. Det var næsten mørkt, da vi kom gennem en lille landsby og så en gruppe børn, der legede på en plads foran husene. Der kunne vi campere.

Kom indenfor

Hidkaldt af støjen var beboerne kommet ud, og jeg hilste på laotisk og spurgte med tegnsprog, om vi måtte campere foran deres hus. De nikkede, men da de så børnene, tilbød de med det samme, at vi kunne sove i deres hus. Vi viste dem, at vi sagtens kunne sove i vores tagtelte. Laoterne sover på tæpper på gulvet, og jeg var meget sikker på, at vi alle ville sove bedre, såfremt vi holdt os til tagteltene.

Vi begyndte at pakke ud, og efterhånden stod der rigtig mange mennesker og kiggede på os. Der var også utrolig mange børn. I Laos føder en gennemsnitlig kvinde mellem fem og ses børn, og her i Laos ser man børn overalt. Vi fik slået tagteltene op og inviterede de omkringstående op at kigge ind i. Det affødte stor begejstring.

Mange tilskuere

Vi fik spist og pakket sammen, og de tre yngste blev puttet. Brian rettede Martins matematik, jeg skrev dagbog, og de mange tilskuere fulgte med i vores aktiviteter. Det endte med, at jeg viste dem nogle af vores billeder fra vores tur, og det syntes de var meget sjovt.

Det begyndte efterhånden at blæse meget koldt, og vi gik også i seng. Klokken 6, begyndte landsbyen at vågne, og vi stod også op. Det er en børneopgave at hente vand, og Jesper og Daniel gik med nogle piger ned efter vand.

Børnene slæber vand, og selv de helt små børn bærer to femliter dunke, ofte gamle oliedunke, som bruges til vandbeholdere.

Vi har i det hele taget fået indtryk af, at børnene arbejder meget her i Laos. Overalt er de i gang. De slæber vand og samler brænde, de er på markarbejde, og de passer små søskende. De laver mad, passer forretninger og langs vejen står de og slår frøene af de græsser, som bruges til at lave koste.

Efter et stykke tid kom Daniel og Jesper slæbende med vanddunke. De syntes, at de havde gået rigtig langt.

De bløde kinder

På vores vej rundt blev vi inviteret ind hos et ungt par. Aftenen før havde manden været henne ved vores bil, han kunne snakke ganske lidt engelsk, og da vi kom forbi hans hus, bød han os indenfor. Inde i træhuset var der kun et ildsted, lidt køkkengrej, og nogle måtter på gulvet.

Konen sad med deres lille datter på en måned. Jesper syntes, at hun var så sød, og han blev ved med at røre hendes bløde kinder. Her i Laos må man ikke røre nogen på håret, det regnes som meget uhøfligt. Vi snakkede lidt og sagde så farvel og gik videre.

Vi gik nu tilbage til vores bil, og sagde pænt farvel, og kørte videre mod Luang Prabang. Det tog os i øvrigt fire timer at køre ad den smukke vej til Luang Prabang, så vi var glade for, at vi havde overnattet i den lille, hyggelige landsby.

familien kain på nettet

Helle og Brian Kain fra Næsby og deres fire børn har nu i et år rejst rundt i Asien i en ombygget VW Caravelle. De skriver hver 14. dag til Bagsiden. Du kan læse alle 28 rejseartikler på www.fyens.dk. Her kan du også se endnu flere billeder