Autohjælp ved vandfaldet

Vi tog hele diskussionen én gang til, men han fastholdt høfligt men bestemt, at vi ikke kunne køre den vej i vores egen bil. Han forklarede atter tålmodigt, at vejen var dårlig, og at vi kunne lade bilen stå og leje en firhjulstrækker. Men det ville vi ikke.

Vi var på vej gennem Thailand i retning af Laos, og havde lagt ruten sådan, at vi kom forbi en af Thailands mange, flotte nationalparker. I denne nationalpark var der flere vandfald, og parken skulle være meget smuk. Man kunne ifølge vores guidebog køre ind i parken, og fra parkkontoret gå hen til det flotteste af parkens vandfald.

Ved billetkontoret fik vi at vide, at vi ikke kunne køre i vores egen bil. Det diskuterede vi med billetdamen, som til sidst tilkaldte parkens leder. Og han sagde også, at vi ikke kunne køre.

Det kan ikke passe

På vores tur har vi mange gange fået at vide, at der er noget, der ikke kan lade sig gøre eller ikke er tilladt. Hvis vi havde accepteret det hver gang, var vores tur stoppet for længe siden. Nu havde vi kørt gennem Indien ad de dårligst tænkelige veje, krydset Himalaya, kørt gennem snestorm, jordskred og oversvømmelser ... og så skulle vi ikke kunne køre ad vejen inde i denne fredelige nationalpark?

Vi holdt et kort familieråd, og var enige om at køre trods advarslerne. Der var mulighed for at campere ved hovedkontoret, og vi havde planlagt, at vi skulle overnatte der, men det kunne vi jo ikke uden bilen. Til sidst gav parklederen os lov. Sejrsstolte kørte vi ind i den smukke nationalpark ad grusvejen, som snoede sig gennem det kuperede landskab. Selvfølgelig kunne vi køre her.

Dårligere og dårligere

Vejen blev hurtigt dårlig, men hvad, det var for intet at regne mod de veje, vi ellers havde kørt ad. Folkevognen begyndte at brumme, når Brian pressede den op ad de stejleste stykker. Godt at vi trods alt havde sat traileren af.

I takt med at vejen blev dårligere, blev der stille inde i bilen. Hjulsporerne blev dybere og dybere, og Brian måtte nu koncentrere sig for at undgå, at bilen faldt ned i de dybe spor, samtidig med at han kørte zig-zag mellem klippestykkerne.

Jeg fortrød mere og mere, at vi havde insisteret på at køre. Bare bilen ikke gik i stykker. Der var ingen andre biler på vejen, så vi listede af sted. Halvvejs på turen kom der en stigning, som var så stejl, at Brian stoppede for at gå vejen igennem og se, hvor han skulle køre for at undgå de dybe hjulspor og stenene. Jeg gik med ud. Vi så på hinanden. Her turde vi ikke fortsætte.

Hjælpen er nær

Så kom en af nationalparkens firhjulstrækkere. Parklederen hoppede ud af bilen og kom over til os. Han spurgte høfligt, hvordan det gik med at køre, og vi stod med en noget flov fornemmelse. Jeg tænkte på talemåden om, at hovmod står for fald, og måtte jo indrømme, at vi havde været gevaldig kæphøje.

Der var ikke andet at gøre end at erkende over for parklederen, at han havde haft ret, vi kunne ikke køre der. Han var et meget høfligt menneske, der ikke gjorde mine til at hovere , og han sagde, at han havde været bekymret for os og derfor var kørt efter os. Han tilbød nu, at vi kunne køre med i firhjulstrækkeren til parkens hovedkvarter, hvorfra vi kunne gå hen til vandfaldet.

En heftig oplevelse

Tre af os krøb ind på bagsædet og tre om på ladet. Jesper og Daniel syntes, at det var en heftig oplevelse, men Brian og jeg sad med røde ører på resten af turen hen til hovedkvarteret. Vores redningsmand tilbød os, at vi kunne køre med tilbage klokken fire.

Vi takkede ja og begav os ad stien i retning mod vandfaldet. Det var meget smukt i parken. Vi gik gennem den frodige regnskov og kom til vandfaldet, og kunne godt forstå, at det regnes for et af Thailands smukkeste. Vi tog en dukkert i det kolde vand, og det var dejligt efter den varme vandring. Så gik vi tilbage, sådan at vi kunne være ved hovedkvarteret igen klokken fire. Som aftalt kom parklederen, og vi kørte tilbage. Undervejs forklarede han, at at det her egentlig ikke er en nationalpark men et vildtreservat, og det er derfor, at vejene ikke er i god stand, da de ikke er beregnet til turister.

Lidt for stædige

Vi nåede til vores bil, og Brian satte sig ind, mens vi andre fortsatte i firhjulstrækkeren, så vores vægt ikke tyngede Folkevognen ned på hjemturen. Vi ventede ved indgangen, og jeg blev lettet, da jeg så den lyseblå Folkevogn.

Vi takkede vores redningsmand mange gange og ville vide, hvor meget vi skyldte ham. Han afviste på det bestemteste at modtage noget, mens han smilende sagde, at han havde været glad for at hjælpe os.

Vores rejse har været en balance mellem at lytte til de mange gode og velmente råd og advarsler og samtidig beslutte, hvad vi ville gøre - også selv om det var forbudt eller umuligt. Denne gang skulle de stædige danskere nok have lyttet til den venlige parkleder.

Skriv til familien

Helle og Brian Kain og deres fire børn rejste for et år siden af sted fra huset i Næsby i en ombygget VW Caravelle med trailer. De kører rundt i Asien og skriver hver 14. dag til Bagsiden. Du kan skrive til familien på: www.xtrablog.kainikina.dk