ODENSE: Vagtmanden Tommy og sygeplejersken Charlotte har stået og småfrosset ved varevognen i lidt over et kvarter, da dagens første bruger møder op. Det er en ung kvinde, som bliver kørt hertil af sin farfar, og hun bliver siddende i bilen, mens hun får en flaske metadon af Charlotte.

Kvindens hånd er rød og hævet, fordi hun er blevet bidt af en hund, så Charlotte finder forbindingsstof og saltvand frem, som kvinden kan tage med hjem og behandle sårene med. Samtidig får hun besked på at skynde sig til lægen for at få en stivkrampevaccination.

Fem minutter senere triller endnu en medarbejder fra Rusmiddelcenter Odense ind på sin cykel. Det er lykkedes hende at skaffe en lejlighed til en af de narkomaner, som får deres metadon her i Enggade, og hun skal have ham til at skrive under på lejekontrakten.

Syv lag tøj på kroppen

Et kvarter senere kommer han sammen med Lotte, der har sin hund med. Den er fredelig, men springer konstant op og bjæffer. Til sidst tager hun dens snor og vikler den flere gange rundt om sit ene ben for at holde styr på den. Hun er kun skind og ben, og vi andre står og frygter, at hunden vil vælte hende omkuld, hver gang den trækker til.

Lotte skal både have antabus, metadon og en særlig proteindrik, som hun selv betaler for.

- Jeg har brug for det, se hvor tynd jeg er, siger hun og viser, at hun har to par bukser på og syv lag tøj på overkroppen.

Lotte får sin flaske med knap 100 ml metadon, sætter den til læberne og drikker den i én slurk.

- Jeg bliver ikke høj af det. Men jeg bliver mere et menneske. Jeg får mere gå-på-mod, siger hun.

Tre års karantæne

De seneste fire år har hun været forment adgang til behandlingscentret i Grønlandsgade, fordi hun har optrådt truende. Så gennem alle årene har hun fået sin metadon på gaden, når hun da ikke har siddet i fængsel.

- Jeg kunne ikke undvære Charlotte og Tommy. De gør det så godt de kan for os, og det er dem, der formidler kontakten videre til andre i systemet, siger Lotte, mens hun varmer hænderne om kaffekoppen, som Charlotte har givet hende.

Hun har de for narkomaner karakteristiske hængende øjne, men de smiler og har liv, mens hun taler. Også selv om det langtfra er alt, hun er tilfreds med.

- Det her er jo inhumant. Vi står ude på gaden, og der sidder kanyler i bordet, og pigerne går og trækker lige derhenne. Kommunen burde give os en skurvogn, siger hun.

Lotte er også utilfreds med, at hendes karantæne fra behandlingscentret har varet så længe, uden hun har fået en chance for at vise, at hun har forbedret sig.

Bedre end indendøre

Gnisten i øjnene forsvinder, og der lægger sig en våd hinde over dem, når hun snakker om sin fremtid.

- Selvfølgelig har jeg drømme ligesom alle andre misbrugere om at komme til at leve et normalt liv. Men der vil også opstå et stort tomrum. Og hvor går jeg hen og finder nye venner, spørger hun uden at forvente svar.

Klokken nærmer sig 11, og Tommy og Charlotte skal til at pakke sammen, da en ung mand med en rød hue og store hudafskrabninger i ansigtet nærmer sig på sin cykel. Han har fået 30 dages karantæne og skal derfor have sin metadon her.

- Det er meget bedre at stå her og få det i fred og ro frem for at være omgivet af 50 larmende mennesker, siger han.